• Et øjeblik...

    Den er god nok – luften kommer fra Sibirien…

    Det var i dag, du skulle have været med på den lange tur i min “baghave”… skoven var ubeskrivelig smuk. Og stille. Det eneste, der hørtes var støvlernes knirken i sneen og indimellem lidt snorken fra den røde ninja. Jeg trives i kulden. Stortrives. Elsker at komme ud og få hektisk røde kinder. Det gør mig uendeligt godt og renser ud i øverste etage. Det trænger. Meget. Og er jeg heldig, giver både lørdag og søndag samme mulighed.

    Stilheden er forbi, for mens jeg sidder her, under et varmt tæppe, med et glas rødvin i den ene hånd og dimser på computeren, bliver der rodet i mit køkken, snakket, grinet, spillet musik og indimellem “danset”… det er SÅ hyggeligt… og alt alt for længe siden. Jeg vil nyde den her stund. Virkelig nyde. Måske er der længe til det sker igen.

    Fantastisk fredag til dig.

  • Et øjeblik...

    Fodspor i sneen

    Fodspor i sneen
    ligemeget hvor du rejser hen
    bare du ved
    jeg følger med
    som stjernen højt på himlen…

    Sibirisk kulde, siger de i vejrudsigten. Det tror jeg på. Det er allerede så tisse koldt at de korte øjeblikke vanterne er af for at skyde et billede er nok til at fingrene er smertefulde kolde.

    Og det er ikke toppet endnu, siger de.

    Brrrrr…

  • Et øjeblik...

    Vinterdage…

    Man kan leve længe på kram og godt selskab… som selv på en mørk og iskold mandag morgen i januar stadig kan mærkes helt ned i maven og gi’ varme i kinderne. Jeg tænker det holder tirsdag med. Omtrent.

    Jeg gider meget gerne flere af den slags weekends fyldt med dejlige mennesker, latter, varme, gode samtaler og lange traveture.

    I den her uge skal Poden krammes, så det kan holde meget længe. På lørdag rejser hun til Irland og bliver væk i tre uger. Ikke at hun er ret meget hjemme ellers… men hun kommer dog indimellem og overnatter, vælter en pose vasketøj ud i bryggereset og overøser mig med ord, latter og oplevelser.

    Hun bliver meget snart 18 og i de år, er 8 dage max vi har været adskilt. De 21 dage skal nok komme til at føles lange :-/

    SÅK!

  • Et øjeblik...

    Årh nej, er det allerede…

    Er det allerede i morgen, jeg er nødt til at smide nattøjet? Det er det vist. Nu gik det ellers lige så godt. Kunne sagtens vænne mig til kun at beskæftige mig med lige nøjagtig det, jeg gider. Men det giver ikke penge på lønkontoen og mad på bordet… og faktisk er den tilfredsstillelse det giver, at have ydet noget for de penge man får, stærkt undervurderet. Ikke at jeg kender til det modsatte. Jeg har snart været på arbejdsmarkedet på fuld tid i 32 år… kun afbrudt af en barselsorlov i 94… så kontanthjælp og understøttelse er ikke noget, jeg kender en snus til. Men alli’veller…

    Den sidste feriedag har været temmelig doven. Udover lige at få tanket og vasket sprayterpentinerne af Poloen, har jeg stort set intet lavet. Jo altså, Pelsdyret er selvfølgelig behørigt luftet sammen med kameraet. Faktisk blev det en dejlig tur, lige på et tidspunkt hvor solen kort skinnede over Nordjylland og bragte kig til blå himmel og smukke svaner på fjorden.

    Feriedagene er ved at være opbrugte. De sidste få, der står på kontoen skal gemmes lidt. Går og roder med lidt planer om en reunion med en gammel ven i London. Måske en forlænget weekend, mens Poden er i praktik i Irland eller på studietur til Paris. Måske. Lad os se. Lige pludselig tager jeg af sted, hvis jeg kender mig selv ret. Også uden at have planlagt noget som helst.

    Men først er der masser af arbejde der skal klares, familie der skal passes, venskaber der skal styrkes og kærlighed der skal dyrkes… og jeg har fundet ud af, at man kun får det ud af livet, som man er villig til at fylde i det…

    Og det gør jeg så… og håber at 2012 bliver det år, hvor jeg ikke bliver tynget ned af bekymringer eller for meget jeg skal nå. Hvor roen i maven fylder alt ud. Hvor jeg bliver trukket på plads med en lille blød lyd. Tak. Så skal jeg ikke forlange mere.

  • Et øjeblik...

    Uld i mund…

    Hvor kikset er det ikke lige, at have investeret i en hundedyr Amarone til nytårshovedretten og så ikke være i stand til at åbne den fordømte flaske? Jeg er ikke nogen slapsvans… men proppen lod sig pokkerme ikke rokke. Overhovedet.

    Nå. Men så er det jo godt at skabet også indeholder nogle fine flasker “Cotes du Rhône”… og så drak vi da bare det dobbelte… for sådan lige at få prisen til at passe!!!

    Dét skulle vi så måske ikke ha’ gjort..!

    Og så startede 2012 forresten med sms panik. Når vi nu ikke kunne være sammen og dele kram og pandekys, så skulle Poden og Mændeneimitliv selvfølgelig ha’ en hilsen… lige der kl. 24. Men alle der har været der, ved hvor fårking umuligt netop dét er. Altså startede jeg året med at råbe RØV… tænker det ikke bliver sidste gang… eller noget!

    Nytårsfortsætter? Ikke her! De holder ikke en meter alligevel. Altså bortset fra, at jeg vist nok kom til at love et helt særligt menneske, at jeg vil gøre mit allerbedste for at være den ven han fortjener. Jeg tænker, at det burde være til at overholde… netop fordi han selv er en af de sjældne. Og den slags løfter er vel heller ikke, at regne som et nytårsfortsæt… det er jo altid sådan noget med at tabe sig eller intentioner om at skulle motionere helt vildt.

    Den rødhårede sov sig gennem aftenen. Hun er ikke den, der sådan hidser sig op over noget… og den smule fest og ballade var i hvert fald ikke nok til, at hun gad lette sig fra fatboyen.

    GODT NYTÅR derude… jeg håber, du kom godt og sikkert ind i det!

     

  • Et øjeblik...

    Ikke her…

    Man siger at den 17. januar er året mest deprimerende dag… hvorfor ved jeg ikke. Solen skinnede hele dagen, min far har fødselsdag og fylder 81, håndbolddrengene fører 29-23 over Serbien og der er højt humør omkring mig…

    Ingen fare for depressioner her 🙂

  • Et øjeblik...

    Det ser gråt ud

    Himlen ligner en, der godt kunne komme mere sne ud af… somom vi ikke allerede har nok af den slags liggende.

    Den rødhårede og jeg har kæmpet os en tur ned af markvejen… går man lidt forsigtigt, kan man gå ovenpå den meter sne, der ligger. Men det med det forsigtige fatter dyret ikke, så hun stormer afsted og havner med jævne mellerum inde i en to meter høj snedrive… og når hun får sig kæmpet op igen, ligner hun en der fatter NADA… og det gør hun nok i øvrigt heller ikke 🙂

    Poden og jeg skal bruge dagen på kedelige praktiske ting. Vaskemaskinen er allerede sat på arbejde, men støvsugning, gulvvask og rengøring er vi nok nødt til at gøre en indsats for selv.

    Først skal poden dog hives ud af fjerene… og det bli’r hun nu!

    God søndag.

  • Et øjeblik...

    Weekendmorgen

    Efter at have være på marken med den rødhårede kan jeg konstatere, at Kong Vinter endnu ikke har sluppet sit tag. Over Nordjylland skinner vintersolen fra en klar himmel, mens kulden stadig bider i kinderne.

    Poden sover endnu… men ikke ret meget længere. Der skal gøres klar til fødselsdagsfest og kender jeg hende ret, kan der sagtens gå et par timer med det.

    Jeg har lovet fødselaren at medbringe mit kamera… jeg havde overvejet det selv og så forkastet tanken igen. Jeg er altså ikke ret god til, at gå at stikke mit kamera op i hovedet på folk – det gælder både folk jeg kender og folk der er mig totalt fremmed – som langt den overvejende del af de 100 gæster i dag, må siges at være. Men nu er jeg blevet bedt om det, og så må jeg jo tage mig sammen og bryde den lille grænse for mig selv!

    … poden skal op – og slæbes nedenunder til et morgenbord med alt hvad dertil hører.

    God lørdag til jer 🙂

  • Et øjeblik...

    Isvinter

    Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft kulde så længe, at de store isbrydere har været på arbejde.

    Thorbjørn kom forbi firmaet i dag, lige midt i frokostpausen. Jeg smed kniv og gaffel og spunsede ned…

    – og nåede det lige akkurat…. lynenes hurtig som jeg er 😉

  • Et øjeblik...

    Med forhindringer

    Efter indtagelse af en anseelig mængde te og et par kodimagnyler til at tage hovedpinen og den værste feber, måtte jeg nødvendigvis hoppe i det varme tøj og bevæge mig ud. Den rødhårede skal jo ikke lide under at mor er småsløj.

    Det blæser pænt over Nordjylland og jeg mente, at vores allerkorteste runde i skoven ville være den bedste tur, vi kunne ta’… men godmorgen fru Bech! Der lå kolossale mængder af jomfruelig sne, der skulle forceres og den smule skovsti tærede på kræfterne som var det en halv maraton.

    Den rødhårede kunne tilgengæld så nyde friheden uden snor. Der var nemlig ikke den store risiko for at møde andre og skulle hun få øje på et rådyr, ville det være umuligt for hende at løbe efter det. Hun nød det og tonsede begejstret rundt, mens jeg holdt hvil ved enhver given lejlighed.

    Der var også andre der nød det… at dømme efter antallet af parkerede biler og hvinene fra ungerne er det en skøn dag på kælkebakken 🙂

    Fortsat god søndag… nu med Kusmi “Sweet Love” i tekruset og “Righteous Kill” på dvd’en.