• Bob D,  Fransk Bulldog

    Google er min ven

    Hele to af Bobs negle fik jeg klippet for tæt på og jeg var ikke forberedt og havde ‘klip stop’ hjemme.

    Det lignede det stockholmske blodbad og hvad gør man så.

    Google blev konsulteret og der fandt jeg denne:

    Tips & tricks til blødende negle!

    Klipper du negle på din hund? Så har du måske prøvet at stå i den uheldige situation at neglen bløder, fordi du har klippet for langt! En negl bløder altid virkelig meget, selvom der kun er klippet en smule for meget af!

    Blødningen er nærmest umulig at stoppe, og det kan se voldsomt ud med blodet, der pibler frem!

    Har du ikke “klip-stop” i huset (“klip-stop” er en væske, der kommes på en vatpind og holdes mod neglen, der så stopper med at bløde) er gode råd dyre! Et trick til at få stoppet blødningen hurtigt og effektivt er “kaffegrums”.

    Kaffegrumset, der er tilovers, når filterkaffemaskinen er færdig med at brygge kaffe.

    Kom neglen ned i kaffegrumset og grumset vil lægge et lag på den blødende negl, der hurtigt stopper blødningen!

    Det virkede og blødningen er stoppet. Tak til Dyrlæge Lise Rovsing for det tip.

    Der er skrevet ‘Klip stop’ på indkøbssedlen!

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Pleje og vedligehold

    Jeg har det bedst med at følge de foderanbefalinger jeg får med fra opdrætteren og derfor får Bob fortsat den foder han fik da han flyttede fra Vejle.

    Det er Royal Canins racespecifikke junior foder og det stortrives han på. Han vokser stødt, pelsen er fin, afføringen er fin og derudover synes jeg ikke han prutter så meget som jeg ellers har hørt at racen gør. Slet ikke.

    Han spiser det tørt og med god appetit, så der er ingen grund til ikke at fortsætte med samme foder. Jeg handler hos Zooplus, hvor jeg lige har genbestilt en sæk på 10 kg. – gratis leveret til døren for kr. 350 (og det er jeg ikke betalt for at skrive).

    Jeg bliver til stadighed overrasket over, hvor meget billigere det er at have en mindre hund.

    Da vi hentede Bob fik vi 1 kg med fra opdrætteren og senere modtog vi 3 kg. fra Royal Canin. Selv har jeg købt 10 kg., hvor jeg knap har halvdelen tilbage… så I kan nok regne ud, at det ikke er voldsomt dyrt at fodre sådan en Bob.

    Jeg har indrettet ‘plejestation’ på havebordet. En billig bademåtte fra Ikea med gummibagside og en gammel line monteret i terrassetaget… der står han så fint, når han skal have renset øre, klippet negle og børstes.

    Det er nu ikke alverden pelspleje, der følger med sådan en bulldog, men en gummibørste kan alligevel godt fjerne en lidt løse hår, som jeg så slipper for herinde.

    Bat ørene får masser af luft og giver heller ikke den samme bøvl som hængeører og hans størrelse gør, at jeg selv magter at klippe hans negle.

    Efter lidt mere end to måneder som bulldog ejer er jeg fortsat skide godt tilfreds med mit valg.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Det eneste Bob ønsker sig til jul…

    …er to nye tænder.

    Eller fire måske!

    De små sylespidse hvalpetænder er begyndt at rasle ud.

    Jeg forsøger at give ham noget at tygge i til at lindre de kløende gummer, så det ikke går ud over mine hænder og fødder.


    Onsdag aftens hundetræning var den sidste der var planlagt.

    Af forskellige årsager fortsætter vi dog en måned endnu inden vi skal aflægge en lille prøve.

    Det er nok meeeget godt… i hvert i Bob’s og mit tilfælde.

    Jeg synes ikke, at det går skide godt. Bob synes at gå sine helt egne veje, men jeg tænker, at det var hvad jeg kunne forvente af racen.

    Vi må klø på og træne og træne og træne.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Fra small til medium

    Vi startede i inderste hul (ved mærket) på det lille halsbånd og er nu et par måneder senere snart i yderste hul.

    Afløseren er klar. Samme type blot længere og bredere. Både fordi jeg god kan li’ det og fordi det er kram.

    For ikke så længe siden troede jeg aldrig, at jeg skulle få Bob til at nyde udendørslivet, men de sidste dages milde og solrige vejr har vist en helt anden side af ham.

    Han gik (næsten) frivilligt med ud af hoveddøren og hen til bilen og ankommet til stranden viste han ligefrem entusiasme.

    Jow jow, man tror jo nærmest ikke sine egne øjne.

    Nu satser jeg på at han medbringer bare en lille bitte smule af den entusiasme til hundetræningen i morgen.

    Det ville være så rart at være andet end tilskuere.

    Please Bob!!!

     

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Lys forude

    Plus 6 grader sagde bilen og den smule mere varme i luften tror jeg, var den faktor der gjorde, at det var en top motiveret og glad Bob, jeg havde med til stranden i eftermiddag.

    Han skulle ikke nødes til at gå, men sprang rundt, glad og nysgerrig.

    Det blev en god tur på knap en time og efter at have indtaget en godt måltid, er Bob nu væltet om på ryggen i sofaen.

    Måske er der alligevel håb om, at han ikke bare er en sofakartoffel.