-
Både og
I morgen tidlig vender jeg næsen tilbage til jobbet efter nogle dages fri. Desværre sidder jeg med en underlig følelse af ikke længere, at have særlig meget lyst. Til at gå på arbejde.
29 år har jeg været ansat og aldrig tidligere har jeg været ked af at skulle afsted. Det er jeg nu.
De sidste års store ændringer – til den ringere side – har gjort at arbejdsglæden er så godt som forsvundet. Og med det sidste tiltag, hvor jeg nødtvunget bliver forflyttet… jamen, jeg ved skuette helt, hvad jeg skal synes! Ked af det er vel den følelse, der ligger lige for.
Jeg ved godt, at jeg skal være glad for, at der stadig er brug for mig. At jeg i det hele taget har et job. Men glæden og forventningen havde afgjort været en anden, hvis det var et job, jeg selv havde ønsket og søgt.
Men det skal have en chance, selvfølgelig skal det det!
Men hverken i morgen eller i overmorgen, hvor jeg stadig sidder på min gamle pind. Der er en vikar ansat frem til udgangen af marts, så jeg har god tid til at overdrage de opgaver, jeg ikke tager med og lære det nye.
Og så er det jo meget snart (børnefri) weekend 🙂
-
Fremmed fugl
Jo længere vinteren varer, jo flere nye og for mig ukendte fugle dukker der op foderbrættet.
Denne her har jeg ikke set før… det ligner en fejlfarvet bogfinke… men er det nu nok ikke 🙂
Ved du måske, hvad det er for en fætter?
-
Heartland
De var slet ikke til at komme udenom dengang i 90’erne. Sko/Torp. Hvem kender ikke lige “On a long lonely night”?
I Godmorgen Danmark præsenterede de deres første album sammen i 13-14 år. Heartland.
Her brillerer Sko/Torp endnu engang med elegante sange, rund og behagelig, soulet popmusik, lækre arrangementer og Søren Skos blidt bølgende stemme.
Varm, venlig og voksen pop, der lægger sig godt på øret.
Her nummeret In Wonderland, som parret spillede i Godmorgen Danmark
[mp3_embed playlst=”https://www.mettebech.dk/wp-content/plugins/mp3-player-plugin-for-wordpress/mp3/wonderland.mp3″ colors=”#a73133″]
-
Den sidste lange morgen…
Min sidste vinterferiedag startede tidligt, meget tidligt… i hvert fald vurderet ud af det sparsomme lys jeg kunne se i gardinsprækkerne og stilheden udenfor. Den rødhårede insisterede på, at det var på tide at vågne, men jeg var ikke enig og trak dynen højere op over ørene. Pokker stå i det, at stå op mens det stadig er mørkt – og så på den sidste feriedag! Hun faldt til ro og det samme gjorde jeg.
Den blev næsten 9, inden der igen blev insisteret fra underetagen. Jeg troede, jeg skulle sidde stille for mig selv med kaffen og lidt morgen tv, men aldrig havde jeg sat mig før døren gik på podens værelse… klokken var altså kun lidt over 9… og hun var på vej i bad… CHOCK! Nå, jeg behøver vel ikke gentage hvad hun skal i dag 😉
Peter Tanev har lovet fantastisk vejr over Nordjylland og så snart poden er sendt mod Ulsted, vil jeg pakke hund, kamera, kaffe og varme sokker, og traske ned mod fjorden.
God onsdag til dig!
-
Måske sku’ man overveje at ringe…
-
Ministerrokade eller ej…
– sneen falder fortsat og vinterens vigtigste investering, sneskovlen, er endnu engang fundet frem.
Poden havde flere uopsættelige ærinder i storbyen… blandt andet havde vi kigget noget cardiganhalløj i går og kom så fra det igen. Dem kunne hun så passende kigge på igen, men den ene fandtes ikke i størrelsen og den anden var bare kikset. Hun kom helt tomhændet hjem og med mit dankort i ubrugt tilstand. Ja, det vil så sige, hun havde købt et af Sallings gode filonebrød og når indgangen er ryddet for sne, venter frisklavet kaffe og ostemadder.
Jeg skovler videre, mens jeg fløjter lidt fornøjet over, at kvinder nu beklæder et par af de tunge politiske poster, som traditionelt har været besat af mænd.
Vi kan godt… både skovle sne og styre Udenrigsministeriet 🙂
-
Why bother..?
Og hver eneste gang, der er den oplagte mulighed for at vi kunne komme lidt tættere på, ned til det der rør sig under huden… bliver jeg sendt tilbage til virkeligheden med kedelige hverdagsord og koldt vand ned af nakken!
Gider jeg efterhånden ha’ besværet..!
-
Andre boller på suppen…
Poden piver ad pommeren til, når hun skal tage bussen til Langholt, hvor hendes hest står opstaldet. Det er vel omtrent 5-6 stoppesteder herfra, varer kun ganske kort og bussen holder lige foran gården. Alligevel synes hun, at det nærmest er uoverskueligt. At det ta’r en evighed. At buschaufførene er skumle. At…
I morgen skal hun til Ulsted. Også med bus. Og vi taler ikke engang om Ulsted City… vi taler langt-ude-på-landet-uden-for-Ulsted-agtigt. Men piver hun over dét..? Nej nej, overhovedet ikke. Ikke et eneste surt eller negativt ord er faldet i den anledning. Problemerne går mere i retning af, hvilket tøj hun skal have på, hvordan håret skal sidde, osv.
Der er vist en ung Hr. Enevold, der trækker i den anden ende 😉
-
Fremleje af hund
Bordeaux fremlejes i en periode på ca. 3 uger 😕
En tæve i løbe tid kan være noget af en prøvelse. Den rødhårede er pibende, klæbende og tåler stort set ikke at blive efterladt uden opmærksomhed. Hun står op før en vis mand får sko på og helmer ikke før hun har fået mig ud af fjerene også.
En hund af hendes størrelse bløder en del og hun er derfor iført løbetidsbukser, når hun ikke opholder sig i bryggerset. Men den her gang synes hun absolut, at 5 minutter iført den latterlige beklædningsgenstand er nok og at de indlagte bind skal pilles i atomer 😕
Og der er kun gået 4 af de 21 dage..!
Nå… der er nok ingen fornuftige mennesker, der hopper på en fremlejeaftale med den dårlige reklame – og så må vi vel døje med hende selv. Og jeg kender jo selv til at være lidt utidig i perioder… LIDT sagde jeg 😉
Vi kan jo ikke gøre for at hormonerne spiller os et puds med mellemrum. Eller noget!
-
Mandagsstævnemøde
Vi havde uopsættelige ærinder i storbyen, poden og jeg. Det var bare at iføre sig tålmodighedskappen og bruge den tid den offentlige transport nu tager under de her abnorme forhold.
Det er ikke uden risiko at færdes i pløret inde i byen, ikke bare på gader og fortove, men også i forretningerne, hvor 100 vis af fødder slæber sjappet med ind og gør de blanke fliser til en ren skøjtebane. For ikke at tale om de enorme istapper, der hænger fra alle hustage.
Vi fik klaret det vi skulle og lidt til… og kunne hurtigt blive enige om, at glæde os til at komme hjem, hvor huset er varmt og sneen stadig smuk og hvid.
