I lighed med andre virksomheder er også min ramt af finanskrisen… vi måtte således i slutningen af 2009 sige farvel til 2 medarbejdere i min afdeling. De to tomme huller skulle udfyldes igen ved opgave-aflusning/omlægning og omrokering af de 12 tilbageværende medarbejdere.

Jeg var, af mange årsager, helt klar over at mit job var i spil. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er frygtelig ked af at skulle forlade den afdeling jeg er ansat i og mine dejlige kolleger. Men nogen gange har man bare ikke noget valg. Jeg besluttede hurtigt, at forsøge at få det bedste ud af den nye situation og i stedet for at blive taget med bukserne nede, brugte jeg weekenden på nøje at gennemtænke, hvilke krav jeg ville stille, før jeg sagde ja til det “tilbud”, jeg godt vidste ville komme.

Og ganske rigtigt blev jeg tidligt på mandagen kaldt ind til samtale. Jeg overraskede vistnok begge mine chefer ved i bogstaveligste forstand, at have foretaget en kovending i løbet af weekenden. Fra at have været helt på tværs, tilbød jeg selv at tage et af jobbene. Meeeen på mine egne betingelser – både hvad angik hvilke af mine “gamle” opgaver jeg ville tage med mig, til løn og til tilpasning af dresscode… og dem fik jeg opfyldt!

Så om ganske kort tid er jeg firmaets ansigt udadtil – jeg flytter nemlig min arbejdsplads ud i receptionen, hvor jeg skal beskæftige mig både med nye og gamle opgaver. Som jeg har nævnt tidligere, er det ikke et job, jeg har gået og drømt om – men nu er det blevet sådan og så vil jeg gøre mit til at få noget positivt ud af det.

Überreceptionist. Eller noget 😉