• Et øjeblik...

    Det er en ørn…

    – lød podens kommentar, da hun spottede den her fætter på vores havelåge.

    En rovfugl er det uden tvivl, for haven var som blæst for småfugle. Jeg synes nu godt, den kunne finde et revir et andet sted end omkring mit foderbræt og jeg nåede da også kun at få et enkelt skud i kassen før den forføjede sig.

    Poden er hos sin far denne weekend og hun har fået noget af en opgave… han fik nemlig en fibersprængning i den ene læg i går til badminton… og en mand og en sportsskade… gæt lige hvor sølle han er på en skala fra et til ti..?

    Jeps… fjorten 😉

    Jeg lagde øre til i aftes, men kan gudskelov vælge at lægge røret på og derefter sætte mobilen på “ikke til stede”. Jeg kan i øvrigt ikke forstå, at det er Nanna, der skal rende og opvarte ham… han har en kæreste, der er sygeplejerske på skadestuen, hun må da være skabt til den utaknemmelige opgave!

    Men hun ta’r det nu pænt poden… og så kommer hun herover og himler lidt med øjnene indimellem… og fik oven i købet set en ørn 😉

  • Et øjeblik...

    Det tør…

    – og kønt er det ved Gud ikke.

    Men indrømmet… selv en vinterogsneentusiast som jeg har snart lyst til at se noget grønt græs.

  • Et øjeblik...

    Endnu en fredag…

    Det var på det nærmeste en katastrofe da jeg i tirsdags måtte konstatere, at min sædvanlige frisør holdt lang vinterferie. Jeg havde gået de maximale 5 uger og kortklippet som jeg er, breder panikken sig omkring den tid… og her taler vi om jeg-kan-ikke-holde-mig-selv-ud-en-dag-mere-panik, så jeg overvandt frygten for det uprøvede og lod garnet trimme af hendes assistent. Og det gik fint… selvfølgelig gjorde det det, og så slap jeg da i øvrigt også for at se Hanne (og selv ligne en maddike), når hun sommerbrun vender hjem fra Thailand.

    Her er fortsat langt til sommerkuløren… den naturlige slags… selv om dagens regn har gjort et stort indhug i vinterens store snemængder. Det var en kold omgang at trave rundt i Aalborgs gader og jeg kunne hurtigt finde mig en bus, der kørte nordenfjords medbringende nybagte Ciabatta boller fra Salling og lækre indkøb fra Origins.

    Min eksmand stod for den positive overraskelse denne fredag; i onsdags husstandsomdelte viceværten et spørgeskema om trivsel i området og udlovede et gavekort til de 50 første, der afleverede. Jeg fik mit smidt i postkassen torsdag morgen og havde overset det faktum at undersøgelsen var anonym og derfor skulle overrækkes personligt for at blive belønnet. Det talte jeg med min eks om (som bor i samme boligselskab) og da han afleverede sit, havde han tilsyneladende nævnt min “dumhed” for viceværten. I hvert fald lå der et gavekort i min postkasse da jeg kom hjem. 100 kroner er selvfølgelig ikke en herregård – men bare det at han gjorde sig den anstrengelse var lidt af en gevinst 😉

    Weekenden skulle ha’ været tilbragt i hyggeligt og festligt selskab, men desværre har sygdom forpurret de planer. Rigtig ærgerligt, men vi holder den fest en anden gang.

    God fredag og god weekend!

  • Sure opstød

    Busser er noget fanden har skabt…

    Jeg har afgjort fortjent de sprøde hvide tulipaner, der havnede blandt dagens indkøb.

    Kl. 6.40 forlod jeg den hjemlige matrikel for at tage bussen, som efter planen skulle køre kl. 06.52. Den var nogle ganske ubetydelige minutter forsinket, som blev indhentet undervejs. Men ganske udnødvendigt, hvis du spørger mig. Den bus der skulle bringe mig videre fra midtbyen var nemlig så meget forsinket, at jeg første havnede på min arbejdsplads kl. 8.20.

    Halvandens times transport for at køre 14 km… behøver jeg at sige, at jeg var ved at gå op i en spids, da jeg endelig ankom til min pind?

    Jo, jeg har afgjort fortjent de tulipaner!

  • Set på nettet

    Set på nettet: gratis antivirusprogram

    Microsoft udgiver gratis antivirus program.

    It-sikkerhedsekspert fra CSIS Security Group, Peter Kruse, udtaler ”Programmet er gratis og det dækker i den grad det gennemsnitlige virusprogram, som man eller skulle betale penge for. På nogle områder er det endda bedre. Det er uden tvivl anbefalelsesværdigt.”

    Det eneste krav for at bruge antivirusprogrammet er at man er Windows-bruger. Når det først er installeret, sørger programmet naturligvis for selv for at holde sig opdateret.

    Kruse lægger vægt på at programmet er simpelt, men effektivt. Om end det ikke har en masse funktioner – det kan faktisk ikke andet end at fange virus – er programmet til gengæld rigtigt god til netop det.

    Microsofts gratis antivirusprogram kan hentes her

    Kilde: One.com