-
Der er andet end elg og kongeørn
Der holdt igen en perlerække af biler ved træerne, hvor kongeørnen holder til. Ingen så eller hørte den fine lille Blåhals, som sad på en pæl lige bag dem og sang lystigt.
Jeg har aldrig før set en blåhals, men sådan er det med mange af de fugle, som jeg støder på i Lille Vildmose.
Den lille, der sidder i hegnet, ved jeg ikke hvad er (måske en blåhals unge) og fætter Rødben ved siden af har jeg heller ikke set før. Landsvalen kender jeg derimod godt. Den ser lidt træt ud – måske er den lige fløjet ind fra Afrika.
Rovdyret herunder mener jeg er en musvåge, men jeg er overhovedet ikke sikker.
UPDATE: Det er det så IKKE – det er derimod en rørhøg ungfugl får jeg at vide i min øresnegl 🙂
Jeg tog fra Hals med første færge kl. 08.00. Pay-by-plate virkede ikke, så prisen for overfarten var kr. 75 i stedet for de sædvanlige kr. 36. Det havde færgemanden Thomas heldigvis en løsning på – han stemplede min billet og skrev ‘Gratis tur’ bagpå, så på min tur hjem skulle jeg bare køre udenom betalinganlægget!
Tror I lige jeg følte mig som en tyv da jeg istedet for at køre frem mod betalingsautomaten lige smuttede udenom? Pay-by-plate virkede heller ikke på turen hjem kunne jeg se og har sikkert ikke gjort det hele dagen. Tænker, at der er rigtig mange, der har en gratis tur til gode.
-
En dag i mosen – med kameraet som følgesvend
Klokken var knap blevet 7, da jeg sammen med 11 andre morgenfriske deltagere stod klar i det bløde morgenlys i ved molen i Dokkedal. Luften var frisk, duggen lå stadig over landskabet, og stemningen var fuld af forventning. Vi skulle på fotoworkshop – en hel dag i naturens stille rum med kameraet i hånden.
Der var morgenmad ved molen og lidt forskellige øvelser inden vi samlet kørte til Lille Vildmose, hvor resten af workshoppen skulle foregå.
Vores underviser, Mads, lagde roligt ud med de grundlæggende fotoprincipper. For nogle var det nyt; for andre en kærkommen genopfriskning. Vi dykkede ned i sammenhængen mellem lukketid, blænde og ISO – de tre magiske indstillinger, som styrer, hvordan vi fanger lys og øjeblikke.
Helt nyt er det ikke for mig og jeg kender ganske godt sammenhængen, men at bruge den i praksis er nyt for mig, som foretrækker at stole på kameraets autofunktioner.
Det var ikke en dag med næsen i bøger eller øjnene på slides. Det meste af tiden tilbragte vi ude i selve mosen, hvor der var tid og rum til at prøve det hele af i praksis. Mads gik rundt og gav personlig feedback, hjalp med indstillinger og delte tips om komposition, dyreliv og hvordan man fanger det særlige ved et sted som Lille Vildmose.
Der var fuld forplejning – god mad, kaffe og snacks hele dagen – og det var med til at holde energien oppe. Vi fik mulighed for både fordybelse og for at dele oplevelser og billeder med hinanden undervejs.
Hvad Mads ikke kunne levere var dyr. Han havde et par kammerater til at agerer spottere og vi strøg af sted da vi hørte at kongeørnen var i sit sædvanlige træ … da vi nåede stedet var fuglen fløjet.
Lidt mere held var der ved ‘pynten’, hvor et svane par svømmede rundt med 7 dunede svaneunger og på vej derfra spottede jeg et par brune ører stikke op af sivene og ganske rigtigt … der stod den gamle elgtyr og gumlede. Vi ventede længe, men den havde ikke til sinds at vise sig yderligere og vi gik lidt slukørede derfra.
Da vi sluttede klokken 18, var vi godt trætte – men også fyldt op med ny viden og en stærk fornemmelse af, at vi fremover kommer til at tage bedre – og mere bevidste – natur- og dyrefotos.
Alt i alt en helt fantastisk dag. Jeg glæder mig allerede til næste besøg i mosen og have tid til at afprøve min nye viden i praksis.
-
Vildmose workshop
Jeg tager ofte turen med færgen sydpå til Lille Vildmose og altid udstyret med kamera.
Når jeg ser hvad de rigtig dygtige på facebook siden “Vild med Lille Vildmose” kan præstere, kan jeg konstatere, at jeg får alt for lidt ud af mine ture – rent fotografisk altså.
En af de meget dygtige er Mads Holm Andersen og da han for nogen tids siden spurgte, om der kunne være interesse for en workshop med fokus på fotografering i mosen var jeg straks på.
Nu er der så også kommet noget helt konkret ud af det og da det ligger på en mormor-fridag skyndte jeg mig at få fat i en af de 12 pladser.
Der står, at det er et begynderkursus, men jeg er ret sikker på, at jeg nok skal få et stort udbytte af at være sammen med så dygtig en mand en hel dag.
Mine nye havemøbler kom i går og jeg baksede nogle timer med at få dem samlet – i dag er jeg ret øm i kroppen efter det uvante arbejde, så udover at agere chauffør til karnevallet i Aalborg, har jeg ikke foretaget mig det store.
Jeg troede, at jeg skulle bruge resten lørdagen på at dimse lidt i gården og arrangere krukker og møbler, men jeg var for træt og der var faktisk også skide koldt.
I stedet har jeg udnyttet den gratis strøm og fået vasket hundetæpper og tømt vasketøjskurven.
-
Kryds ved den
Ved mit sidste besøg i Lille Vildmose så jeg ikke andet end en trane. Den var også fin nok, men den var altså elgen jeg var kommet for at se.
Det område, hvor der er offentlig adgang er kun en lille del af vildmosen så det er ikke uden grund de er svære at spotte
Pinsens vejr har ikke været motiveret til udeliv, men hundene skal ud og så kunne vi lige så godt tage færgen sydpå at se om jeg ikke kune få den elg krydset af på min liste. Og sørme om ikke det lykkedes at se – ikke bare en, men to og måske tre. Måske en mor med sine kalve. Laaaangt væk, men en elg er det.
Jeg holdt længe i vejkanten i håb om at de ville bevæge sig min vej, men desværre.
Før dette møde havde vi gået turen til Kællingebjerget og mens vi gik der tænkte jeg på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg mødte en elg… at jeg rent faktisk havde været tæt på vidste jeg heldigvis ikke.