Ikke bare en, men to
Tilsyneladende er 43 lykketallet, når det gælder om at spotte Lille Vildmoses elge. Så mange gange (næsten) har jeg været af sted UDEN at se skyggen af de store dyr.
I dag fik jeg ikke bare et glimt af den gamle tyr – eller rettere, hans imponerende hoved med gevir – men også et kik på sidste års ‘lille’ tyrekalv.

De stod selvfølgelig langt væk, så det blev ikke til det store naturmagasin-foto denne gang. Men nu ved jeg, hvor de plejer at hænge ud, til næste gang tager jeg på elg-safari. Uden selskab. I dag havde jeg nemlig hundene med, og de skal jo ikke sidde og koge i en bil i timevis, bare fordi jeg vil vente på, at en stor, behåret herre gider træde frem fra det grønne.

Hundene fik dog deres egen oplevelse: ukendte dufte, masser af spændende indtryk – og nogle meget mystiske dyr. Jeg er stadig ikke sikker på, hvem der var mest nysgerrige: hundene eller tyrekalvene.




2 Comments
Helle Caspersen
Skønne fotos du fik skudt. Sådan en elgtyr er godt nok imponerende stor i ” levende live”
Mette
Den er kæmpe og geviret gør den bestemt ikke mindre imponerende.