• Et øjeblik...

    Du’r ikke… næste!

    For længe længe siden fik jeg en besked om, at det tema, der lå til grund for layoutet på denne blog, ikke længere ville blive opdateret.

    Jeg har næsten lige så længe bakset i maskinhuset med at finde et nyt, jeg kunne leve og arbejde med.

    Mange er blevet forsøgt og lige så mange er blevet forkastet.

    I min ferie er det vist endelig lykkedes mig at finde en løsning, der passer mig. Der mangler fortsat lidt små justeringer som jeg ikke er tilfreds med, men ellers tror efterhånden det fungerer, som jeg gerne vil have det til.

    Bloggen bruges til dels som ‘dagbog’ og jeg foretrækker derfor helt klart, at man bare scroller og så kommer indlæggene i kronologisk orden og i fuld størrelse uden en masse fikumdik. Sådan er temaet ikke oprindeligt. Alle indlæg blev tekstmæssige kogt sammen og havde så en ‘læs videre’ knap. Jeg er ikke nogen PHP guru, men det lykkedes mig alligevel at lokalisere og tilpasse det stykke kode.

    Det tager lang tid og jeg kan nørde med det aften efter aften før jeg er tilfreds.

    Håber det også fungerer ude på den anden side (:

  • Et øjeblik...

    Endelig fredag…

    … som nu er blevet lørdag. Jeg havde et sammenbrud i går – på bloggen altså – og blev afbrudt midt i min fredags ordstrøm.

    Efter tre tandlægebesøg på en uge kan jeg endelig sige, at jeg er færdig… i dag grinede vi endda så meget, at det var svært at holde munden åben og skære tænder på det rette tidpunkt. Tandlægen havde et kort øjeblik glemt, at den tand der var knækket og som jeg har under behandling sad i overmunden og var begyndt at puste luft på en tand i undermunden under mine vilde protester… jeg mente, at det var heldigt, at det ikke var et ben jeg skulle have amputeret og så gik hele behandlingen op i latter.

    Latteren forstummede dog i samme øjeblik jeg kom ud i venteværelset og modtog regningen :-/

    Nåmen tilbage på jobbet ringede en meget meget glad Pode og morens dystre tanker blev gelejdet væk fra den tomme bankkonto.

    Hun og kæresten har det sidste års tid boet i en lille bitte loftlejlighed i et hus ejet af kærestens mormor og morfar. Sidste år døde mormoren og det resulterede i, at huset i januar blev solgt med overtagelse pr. 1 april og de to unge på loftet derfor skal flytte.

    De er medlem af hver deres boligselskab og har fået adskillige tilbud på lejligheder de sidste måneder, som de dog har stået for langt nede på listen til at få. Men i dag lykkedes det… de har fået en to værelses lejlighed på 68,4 kvm og med stor altan på toppen af Gug til 3700 incl. varme… og endda med indflytning pr. 1. april. … hvor heldigt er det ikke lige.

    – og her gik bloggen så død!

    Fredag aften blev tilbragt i en slags selskab med Oscar, som reddede min røv og er grunden til, at ordstrømmen nu kan fortsætte (:

  • Et øjeblik...

    Pyyyhhh

    Sved på panden og febrilske museklik… jeg havde låst mig selv ude af bloggen og det er squ ikke for sjov, når man ikke aner hvad man skal gør eller gribe i.

    Therese fangede mit desperate nødråb og prikkede straks til kjæresten Oscar. Et par timer senere have han genskabt adgangen og fået min puls ned på noget, der ligner normalt niveau.

    Jeg bliver til stadighed positivt forundret over den her verden af hjælpsomme mennesker, som man ellers kun kender i cyberspace. Tænk at Oscar gider bruge sin fredag aften på at redde mig ud af mit rod. Det er squ da verdensklasse og jeg skylder ham big-time for hjælpen.

    Nu kan jeg gå i seng og sove roligt, velvidende at alt fungerer optimalt.

    Straks i morgen tidligt vil jeg så tilmelde mig noget back-up, så hvis det en dag går så galt, at selv ikke en superhelt kan redde den, så ligger der i det mindste en frisk back-up.

    Af hjertet tak til jer i Brønshøj 🙂

  • Mette

    Overvejelser

    Det første indlæg på den her blog er skrevet den 14. maj 2008. Siden er det blevet til 3.969 indlæg, som er kommenteret 16.086 gange. Det er dæleme mange. Synes jeg . Mit liv er i virkeligheden ganske uinteressant – for andre end mig selv – og jeg kan have svært ved at forstå, at mellem 300 og 500 gider kigge ind hver eneste dag. Men det gør de. Det kan jeg se på statistikken.

    Livet på bloggen afspejler ikke helt virkeligheden… for dét livet i virkeligheden handler om, er jo både personligt og meget privat og det deler jeg ikke. Hverken her. Eller der.

    IMG_8974

    Overvejelser om fremtiden er i spil. Ikke min fremtid, men bloggens.

    Tiden og – ikke mindst – lysten mangler og har egentlig gjort det længe uden jeg dog er kommet til nogen beslutning endnu.

    Måske trænger jeg blot til en lille pause.

    Måske.

  • Et øjeblik...

    Gi’ et pip

    Jeg har altid haft en klar fornemmelse af, at der er langt flere læsere herinde end hvad kommentarfelterne vidner om. Nu har jeg fået sådan et nyt statistikplugin, der viser, at jeg har i omegnen af 300-400 besøgende. Om dagen.

    lagkage

    Det er altså langt flere end jeg hvad regnet med, der følger med i mine små øjebliksbilleder. Og tak for det.

    Nu er det så også sådan, at jeg er frygtelig nysgerrig og slemt godt kunne tænke mig at vide lidt mere om, hvem der kigger med herinde.

    Jeg ved godt, at der kan være en udfordring i at skrive en kommentar på en blog. Det kan være både fordi du ikke føler du har noget relevant at skrive, har sceneskræk eller noget helt tredje.

    Jeg håber, med dette indlæg at kunne få dig til at skrive en kommentar. Også selvom du ikke læser med fast. Hvis du bare vil skrive hej eller sende en smiley er det helt i orden.

    Idéen er at bare at stille min nysgerrighed og når jeg nu deler ud af mit liv, så kunne du godt gi’ mig den glæde.

    Please… gi’ et lille pip.

    Imens tier jeg stille (:

  • Et øjeblik...

    Det er mange

    12.000 kommentarer – det er mange og det glæder mig. Det er jo en af grundene til jeg bliver ved – interaktionen med dejlige mennesker fra nær og fjern.

    Så bliv endelig ved.

    Lad det også være en opfordring til de mange, som jeg kan se besøger mig, men som aldrig gi’r et pip… kom dog ud af busken (:

  • Et øjeblik...

    Sløv sløv sløv

    Jeg er ved at blive sindssyg af langsommeligheden i kontrolpanelet på WP. Det tager en evighed når jeg skal publisere et indlæg eller kommentere… dvs. når jeg skal skrive i databasen. Jeg har optimeret databasen og slettet unødvenlige filer uden det har forbedret hastigheden det mindste.

    Er det kun mig eller er der andre derude, som oplever at det hele er blevet meget meget tungt? Eller har oplevet at et bestemt plugin trækker tænder ud? Og ved hvad jeg evt. kan gøre?

     

    UPDATE: Nu har jeg deaktiveret samtlige plugin’s og nu fiser jeg lige gennem… så er det blot at lokalisere det rigtige og kyle det ad h****** til 🙂