• Jeg kommer til at savne

    Mette har sået et lille håb om en forsigtig åbning af Danmark efter påske. Om det også kommer til at indebære, at jeg igen skal mødte fast ind på kontoret ved jeg ikke.

    En af de ting, som jeg kommer til at savne meget er mine morgenture i skoven. Og det tror jeg også hundene kommer til. Desværre er der ikke tid på hverdagsmorgener, når jeg også skal bruge tid på morgentoilette og transport.

    Skoven dufter fantastisk på sådan en kold forårsmorgen. Rådyrene græsser i lysningerne og de eneste lyde, der er at høre, er fuglenes sang og spættens ihærdige hakken i et gammelt fyrretræ.

    Så længe det varer er den del af hjemmearbejdslivet skønt.

    Min ven P har fødselsdag på den her fine april dag. Jeg spurgt ham, hvad sådan en mand i hans bedste alder ønsker sig: bare verdensfred og en vaccine mod Corona svarede han.

    Et fint ønske.

    Han fik et pandekys, et kæmpe kram og en fødselsdagssang.

    Virtuelt.

    22+
  • Indlæg nr. 6000 og 5 års jubilæum

    Det er helt vildt mange indlæg.

    Det første blev skrevet den 14. maj 2008. Jeg husker ikke mine bevæggrunde for at gå i gang, men i dag er det blevet et opslagsværk, en dagbog som jeg selv kan gå tilbage og kigge i. At der så er nogen, der stadig gider følge med i mit lille liv er jeg da utroligt glad for.

    Når jeg kigger tilbage kan jeg se, at emnerne har været mange. Indimellem oplever jeg, at der er nye besøgende, der starter bagfra og over længere tid læser sig frem til i dag (det kan jeg se i maskinhuset). Måske skulle jeg selv prøve det en dag.

    Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har nogen rød tråd, men at jeg gennem de mange indlæg har kastet mig over det, der har fyldt i mit liv lige på det tidspunkt.

    Lige nu er det hundene, der fylder mest (de to utyske som jeg lige har måttet hæve stemmen overfor da de var ved at vælte sofabordet i leg).

    • • •

    Jeg er også sådan en, der noterer mange mærkelige mærkedage i min kalender, som jeg så også bliver reminded om.

    Den 12. februar om morgenen bimler flg. besked ind “Mødte (…) 2015”.

    Vi har stort set haft daglig kontakt siden. Om stort og småt. En enkelt kommentar på messenger eller time lange telefonsamtaler. Bifture, traveture i naturen eller som co. pilot i iGo. Sjove samtaler, alvorlige samtaler, samtaler om dybt personlige ting, faglige ting, men aldrig bare small talk…

    Måske lyder det som venskaber du har mange af, men som introvert er det ikke hverdagskost at møde nye mennesker og lade dem komme ind under huden. Efter min ven Jens døde i 2012 var der ikke nogen til at udfylde det tomrum han efterlod før (…) trådte ind på scenen.

    Lige som med Jens er vi hinandens venner. Et par særlinge, som finder glæde i det rum vi har skabt sammen. Jeg føler mig omsluttet af ærlig omsorg og interesse for alle aspekter af liv og håber, at jeg giver bare en lille smule af det samme tilbage.

    Vi blev enige om i aftes, at Margrethe burde diske op med en fortjenstmedalje for at holde hinanden ud 🙂

    Og det gør du også… tak fordi du læser med!

    37+
  • Skovens konge og en lille mærkedag

    Søndag var vi i Den Jyske Skovhave, som er på 14 ha og mødte en masse hunde.

    I dag gik turen til Trekantskoven, den lokale hundeskov med et areal på 41 ha, uden at møde en eneste hund.

    Det sidste er der ikke meget leg og socialisering i – til gengæld er Bob her skovens konge og der fred og ro til at fordybe sig i de mange duftspor.

    Jeg er sådan en der notere mange mærkelige mærkedage i min kalender, som jeg så også bliver reminded om. Den 12. februar bimler flg. besked ind “Mødte (…) 2015”. Det er ALLEREDE 4 år eller KUN 4 år… det føles på samme tid som var det i går og som vi har kendt hinanden altid.

    Vi har stort set haft daglig kontakt siden. Om stort og småt. En enkelt kommentar på messenger eller time lange telefonsamtaler. Vandreture i naturen eller som co. pilot i iGo. Sjove samtaler, alvorlige samtaler, samtaler om dybt personlige ting, faglige ting, men aldrig bare small talk…

    Måske lyder det som venskaber du har mange af, men som introvert er det ikke hverdagskost at møde nye mennesker og lade dem komme ind under huden.

    Jeg føler mig omsluttet af ægte omsorg og interesse for alle aspekter af liv og håber, at jeg giver bare en lille smule af det samme tilbage.

    0
  • Det er koldt derude

    Temperaturen føltes som minus 10 grader da vi gik ud kl. 5:30 og det er bestemt ikke Bobs livret. Og da slet ikke når han kommer lige fra sengevarmen og ud i kulden. Små ture ud i haven, hvor han forsøger at holde flokken af solsorte væk fra de nedfaldne æbler, er fint, men derudover er han temmelig uvillig.

    Anderledes ihærdig er min ven P. som traver rundt om kvarteret eller – i dårligt vejr – rundt om stadion. Han er gået i kredsløb, som led i et gå-projekt i Rebild Kommune har sat i værk. Han er i den grad gået all-in og traver mere end en marathon om dagen. En dag nævnte han selv, at han var gået i ‘orbit’ og er herefter kendt om Orbitmanden.

    Jeg har været med på telefon som opbakning og underholdning en del af de mange og lange timer og vi har haft nogle rigtigt gode samtaler om de ting, der rør sig i vores liv… studie, job, forældre, børn, fremtidsplaner, økonomi, pensionsliv osv. osv.

    I dag er det på det nærmeste snestorm i det nordjyske og alligevel har jeg nu observeret ham tre gange gå forbi kontorvinduet på runden i kvarteret.

    Orbitmanden.

    0
  • Allerede weekend

    Fredag blev ugens eneste arbejdsdag – og den foregik ‘under cover’. Helt bevist viste min kalender, at jeg havde fri og det gjorde det muligt at få ryddet op i bunkerne efter ferien. Min ene kollega havde gjort en rigtig god indsats for at holde mængden af opgaver nede, så det var rimeligt overskueligt.

    Jeg fik besøg af chefen som orienterede om ‘den ballade de havde lavet mens jeg var væk‘, som han udtrykte det! Det var ikke kun i vores afdeling der var sket fyringer. Hvor mange der blev fyret på landsplan er jeg ikke klar over, men i Aalborg alene var det 25 mand man sagde farvel til. I vores forretningsområde var det Odense og Aarhus, der blev ramt.

    Inden jeg mødte på job havde jeg været omkring en god ven med varer hjembragt fra grænsen. Udover det bestilte havde jeg lavet en adventskalender til ham. Jeg var helt uforberedt på, at han blev rørt da han fik den overbragt. Han havde aldrig før fået en pakkekalender – heller ikke som barn. Så blev jeg også rørt … og så stod vi der.

    Han fik et ekstra kram.

    0
  • Dronninglund tur retur

    Næsepuderne på mine mors briller var nærmeste ikke eksisterende, så i dag hentede jeg brillerne og lagde vejen omkring Dronninglund og Profil Optik.

    Bob var selvfølgelig med i bilen og efter vores lille ærinde gik vi turen omkring Møllesøen, efterfulgt af et lille besøg på kirkegården og en sludder med Jens.

    Det er mere end 6 år siden han ganske pludseligt døde og efterlod et tom plads. Vi var et par særlinge, som fandt glæde i fælles interesser. Jeg kendte ikke hverken Jens’ familie eller andre venner – og han kendte ikke mine. Kun fra omtale og fotos. Vi var hinandens venner. Hvis det giver mening.

    Jeg er stærkt introvert og ikke en, der omgiver mig med bunker af venner. Derfor er det ekstra trist når en forsvinder af den ene eller den anden årsag.

    Ingen kan erstatte Jens, men jeg har alligevel mødt et menneske, som indeholder samme underfundige humor og samme eftertænksomhed, som var så kendetegnende for Jens.

    Venskaber kan spire ud af de underligste ting… det gjorde det her også!

    0
  • Meget mærkelig

    Jeg bryder mig overhovedet ikke om edderkopper – og slet ikke fugleedderkopper – men sådan en gik jeg tur med i nattens drøm. I snor. Jeg  mødte heldigvis en dame, som altid havde ønsket sig sådan en som kæledyr, så jeg skyndte mig at overdrage bæstet til hende.

    Meget mærkelig drøm.

    Lige så mærkelig var den henvendelse jeg fik fra en for mig ukendt kvinde på messenger til morgen. Hun ville gerne vide, hvordan jeg opfatter (…).

    (…) er en af mine gode venner… så det ønskede jeg bestemt ikke at skulle rodes ind i.

    Bagefter tænkte jeg på om det var en, der lige skulle havde mig placeret i den relation?!?

    0
  • Ikke helt planlagt

    De sidste dage har været småsløje med hovedpine, småfeber og kvalme og natten til mandag blev uden søvn fordi jeg løb i fast rutefart til badeværelset for at ofre den smule jeg havde i maven.

    Opkastningerne stilnende af til morgen, men jeg var på ingen måde klar til job efter dén nat.

    Heldigvis har Bob en alder, hvor han sover mange mange timer i døgnet, så det var intet problem at indhente lidt af nattens manglende søvn på sofaen.

    I eftermiddag har vi været en lille tur i Præstens Plantage og den friske luft gjorde godt for hovedpinen uden at fjerne den helt, men jeg føler mig helt fit til at tage på job i morgen.

    Det går bedre med at gå tur – selvom det fortsat helst er uden bånd. Han er begyndt at snuse lidt rundt, smage på en grankogle, dufte til en busk og alt det, der hører til at opleve verdenen.

    Jeg synes dog det går meget langsomt frem. I morgen er han 12 uger og jeg synes ikke, at jeg kan huske at mine andre hunde har været så modvillige ved udsigten til at gå en lille tur som han er.

    I overmorgen skal vi til hundetræning på Nordjyllands Dyreadfærds klinik – det må afgjort være det rette sted at løfte den udfordring.


    Mandag var også ‘årsdag’ for en af mine få nære venner og jeg.

    Et venskab som består trods vores mange forskelligheder. Det har ikke altid været lige nemt, men jeg tror vi er kommet dertil, at vi har lært at rumme hinandens underligheder. Vi blev enige om, at vi begge burde have en fortjenstmedalje for at holde hinanden ud, men også at det nok ikke bliver i år. Dronningen har ryddet kalenderen i denne uge og tager nok ikke nye opgaver ind 🙂

    0
  • Empatisk nysgerrighed

    Stødte på nedenstående indlæg på Linkedin – tænker, at den er god at tage med sig i alle relationer – også dem uden for jobbet.

    0
  • Der har vi været

    iPhones samtale historik viser, at sidst vi talte sammen var 28. august… indtil mobilen ringede i weekenden og afslørede hans navn i displayet.

    Det var på ingen måde akavet. Samtalen flød, som var det i går vi sidst snakkede og det var både rart og velkendt at høre hans stemme igen.

    Vi har haft sporadisk kontakt på messenger i en måneds tid, men før det, var det tre måneder med total radiotavshed af en årsag, som jeg aldrig helt forstod.

    Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med den fornyede kontakt og forstår heller ikke bevæggrunden for den… der har vi været og der er jeg langt fra sikker på, at vi skal hen igen.

    Brændt barn og alt det der!

    Vi må se hvor det bærer os hen og foreløbig snakker vi bare!

    0