• Et øjeblik...

    Doei

    Endnu en dag med store sejlskibe og en millionmilliard mennesker. Denne gang ved “Parade of sails” i Hals, hvor skibene forlader dansk farvand. Fra Vodskov til Hals er der ca. 24 km og 22 km inden Hals begyndte vi at køre i kø… heldigvis har vi ferie og god musik i bilen, så vi tog den tid det nu tog.

    Selvom det hed Parade of sails var dog for de fleste skibes vedkommende uden sejl, og det var knap så festligt, som jeg husker det fra sidst.

    Men vi fik vinket farvel til vores nye hollandske bekendskaber fra Eendracht med løfter om efterfølgende udveksling af billeder… mine er sendt og så venter vi på, at de får netforbindelse.

    Første ferie uge er gået på bedste vis. I næste uge drager vi nordpå mod Sverige… mon ikke den uge bliver lige så god! Jeg tror det!

    Mange flere billeder fra Tall Ships Race 2010 kan ses her

    Tall Ships Race 2010

  • Et øjeblik...

    Eendracht

    Poden og jeg var i selskab med en flok kolleger i aftes inviteret ombord på det hollandske skib Eendracht. Det var et hyggeligt og afslappet arrangement med billige drinks og snak med den hollandske besætning.

    Aftenen sluttede med et gigantisk musikledsaget fyrværkeri fra Limfjordsbroen. Her var alle sejl sat til til tonerne af bla. “We are sailing” og “Fireflies”. Virkelig virkelig flot. Da fyrværkeriet var slut sagde samtlige skibe tak for showet ved at tude i deres horn… det var så hårene rejste sig!

    Folk stod på kajkanten som sild i en tønde, mens vi ombord havde  første parket.

    Eneste malurt i bægeret denne aften… der var udloddet 110 billetter til arrangementet ombord på Eendracht. De var revet væk på et øjeblik og efterlod en alenlang venteliste… og alligevel var der kun 90 der mødte op. Synd og ukollegialt overfor de, der gik forgæves!

    Mange flere billeder fra Tall Ships Race 2010 kan ses her