• Så tag dig dog sammen…

    To-tre døgns faste er piece of cake, når alene synet at mad-instagrams kan give (undskyld) opkastningsfornemmelser.

    Jeg er nu ovre på den anden side… af både kvalme og feber.

    Men det holdt hårdt for jeg skulle også passe/lufte dyrene og også klare mit arbejde, da det var værst. Min makker havde efterårsferiefri, og jeg måtte derfor tage de opgaver, der ikke kunne vente til mandag. Det var heldigvis ikke mange for resten af firmaet var også ramt af ferie.

    Hundene klarede jeg ved at smide dem i bilen og køre ud til den store mark i mosen. Her kunne jeg så sidde på bagsmækken, mens de fik gjort deres og brugt energi på løb og leg.

    IMG_7180

    Oveni måtte jeg være med på sidelinjen ved en intervention. Det er bestemt ikke sjovt, at måtte konfrontere et elsket menneske, stille ultimatummer og kræve ændret adfærd. Men når vedkommende har sat livet på autopilot med kurs direkte mod selvødelæggelse er det nødvendigt.

    Jeg håber, at missionen lykkes og h*n kan samle sig selv op.

    Ingen andre kan.

    Det blev søndag uden jeg nåede at nyde ret mange timer af weekenden. Appetitten er fortsat ikke stor og jeg er noget slap i koderne – men det går den rigtige vej.

    Jeg overvejer, at kontakte min makker og tage en fridag i morgen. Jeg synes, at jeg trænger til at komme helt ovenpå inden hverdagen igen trænger sig på.

    Eller måske skal jeg også bare tage mig sammen…

    0
  • Sikke noget tis…

    Jeg havde lykkelig glemt, hvor modbydeligt en blærebetændelse føles… men i nat fik jeg ganske uønsket genopfrisket dén oplevelse 🙁

    “Den urolige mand” og jeg har stort set tilbragt hele natten i fast pendulfart mellem seng og badeværelse. Heldigt at jeg har ham til at holde mig ved selskab, når nu søvn bliver erstattet af ophold på toilettet og venten på, at lægehuset lukker telefonerne op kl. 8, så jeg kan komme i behandling.

    ØV ØV ØV

    0