• Et øjeblik...

    Den er god nok – luften kommer fra Sibirien…

    Det var i dag, du skulle have været med på den lange tur i min “baghave”… skoven var ubeskrivelig smuk. Og stille. Det eneste, der hørtes var støvlernes knirken i sneen og indimellem lidt snorken fra den røde ninja. Jeg trives i kulden. Stortrives. Elsker at komme ud og få hektisk røde kinder. Det gør mig uendeligt godt og renser ud i øverste etage. Det trænger. Meget. Og er jeg heldig, giver både lørdag og søndag samme mulighed.

    Stilheden er forbi, for mens jeg sidder her, under et varmt tæppe, med et glas rødvin i den ene hånd og dimser på computeren, bliver der rodet i mit køkken, snakket, grinet, spillet musik og indimellem “danset”… det er SÅ hyggeligt… og alt alt for længe siden. Jeg vil nyde den her stund. Virkelig nyde. Måske er der længe til det sker igen.

    Fantastisk fredag til dig.

  • Et øjeblik...

    Rigtig dejligt koldt

    6,7 grader var alt hvad termometret i mit vækkeur kunne snige sig op på denne søndag morgen. Ikke sært, at der var en smule koldt om næsen… måske skal soveværelsesvinduet være knap så åbent fremover.

    Resten af huset sov da den rødhårede og jeg sneg os ud i morgensolskinnet for at gå en tur i skoven. Vi kom dog ikke ret langt før vi blev mødt af dette

    Som regel står der blot, at man bør færdes med forsigtighed, når der er jagt i skoven så denne her skiltning fik os til at vende om. Jeg kender en jæger, som skyder alt hvad der rør sig og det var ikke godt at vide, om han måske var inviteret på jagt i bakkerne, så vi skulle i hvert fald ikke nyde noget af at gå ind 😉

    Resten af huset sov stadig da vi kom hjem, og gør det såmænd endnu… men mon ikke jeg skulle gå op og purre de søndagsdovne!

    God søndag til jer derude!

  • Jul

    Vinterdage

    Det blev ikke den lange tur i skoven jeg havde regnet med… det fik en flok jægere sat en stopper for.

    Ikke fordi… man må jo gerne færdes i skoven, men det er ikke så forfærdelig hyggeligt, hvis man risikere at kuglerne flyver om ørene på en. Jeg mødte et par af jægerne og de charmerede sig fluks ind på mig ved at synes at den rødhårede var en fantastisk dejlig hund… godt så… dermed forsvandt al ærgelse/irritation selvklart som dug for solen 🙂

    Jeg fik anvist, hvor det var sikkert at færdes og så fik vi alligevel en god tur.

    Og med de overståede praktiske opgaver er der kun nydelse tilbage på den her vinterdag. Varm kaffe, et par af Bengts gode pebernødder og så en af julens søde film.

    God lørdag til dig.

  • Et øjeblik...

    På den anden side

    Der er torden i luften og der er trykkende varmt… ikke just positivt befordrende for min “tilstand” 😕

    Kunne der så endda bare gå hul på himlen, det plejer at hjælpe og som regel er der køligere på den anden side af et uvejr.

    Uanset måtte jeg en tur i skoven. Luften havde godt af mig. Eller var det omvendt. Den blev ikke så lang som den plejer og det gjorde den rødhårede da også ganske tydeligt opmærksom på

    – men det var ikke lige i dag hun skulle sætte sig op imod mig.

  • Et øjeblik...

    To bee or not to…

    Det med bier (og blomster) er jo rasende interessant og se nu bare her, hvad jeg faldt over på morgenens skovvandring.

    Jeg har kun set bier bo i avlernes bistader, men her er jo faktisk en sværm som har bygget deres helt egen i naturen. 

    Jeg knipsede hurtigt et par billeder og skyndte mig væk – det er før hørt, at sådan en sværm har set sig sur på dyr og mennesker, som er kommet for tæt på – og kunne I ikke lige se mig spæne rundt i Vodskov med sådan en sværm efter mig… 😉

    Jeg havde en aftale i skoven allerede ved solopgang… og det er tidligt skal jeg hilse og sige! På dettte tidspunkt af året skulle det være muligt at opleve bukke slås om deres råer – hvis man ellers kan finde ud af, hvor de holder til. Jeg havde udset mig et sted, hvor den rødhårede og jeg plejer at støde på en flok, og her satte jeg mig med mit kamera.

    Og ventede og ventede og ventede… i knap to timer… men udover at bierne i stadet herover begyndte at vågne, sammen med at solen fik mere magt, så jeg absolut ingenting.

    Bedre held næste weekend..!

  • Et øjeblik...

    Det skaldede bjerg

    Efter den ganske hektiske Tour op af Mont Ventoux måtte jeg lige have nerverne i ro igen – det blev med en tur i skoven.

    Den rødhårede og jeg besteg vores eget skaldede bjerg og satte os ved skovsøen. Her brugte vi en times tid… mig med at fundere over tilværelses lethed og nogle menneskers særhed. Arabella med at bade, æde lidt græs og sove lidt med hovedet tungt hvilende i mit skød. 

    Batterierne blev ladet op til en lørdag aften, som bliver fyldt med snak og masser af latter.

    God lørdag aften til dig..!

  • Et øjeblik...

    Vandhund

    Jeg har aldrig haft en hund, der er så glad for vand som Arabella.

    Vi havde ikke andet end lige fået skovsøen i sigte før hun stormede afsted og sprang i.

    Jeg kastede lidt pinde, fik taget en masse billeder og så gik der hurtigt en times tid her. Ikke den værste måde at tilbringe en søndag eftermiddag på. Hverken for hende eller jeg.

    Og det var så næsten dén weekend! Og dén ferie!