Lene hed hun, Nannas børnehaveklasselærer.  På billedet står hun derude til venstre.

Året før havde hun været pædagog i DUS’en (sådan hedder SFO’en i Nordjylland) og 0.C var hendes første hold børnehaveklassebørn.

Lene er en pædagog af den slags man ser karikeret… flagrende gevanter, velourbukser, store tørklæder og smykker… du kender sikkert typen. Et meget meget sødt menneske, men også et menneske meget ulig mig, ikke blot i fremtoning men også i indstilling.

Hendes undervisning var også meget anderledes end vi lige havde forventet i den danske folkeskole. Børnene havde stilletid, de lå på gulvet, lyttede til wave musik, klasselokalet var oplyst af stearinlys og så gav de hinanden gensidig skuldermassage. Til at starte med kiggede vi blot på hinanden og rullede lidt med øjnene. Men når Nanna fortalte kunne man tydeligt mærke, at hun var utroligt glad for at gå i klassen og overhovedet ikke fandt det ‘underligt’.

Lene formåede på sin helt egen måde, at skabe en samhørighed og et enestående kammeratskab blandt de børn på bare det ene år. Et kammeratskab som dannede et solidt fundament gennem hele deres skolegang. Kammeratskaber som for manges vedkommende fortsat består.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg så et reklamespot om Silas Holst og om hans triste skolebekendtskab. Mobning var ikke et issue i Nannas klasse. Og det var ellers en blandet flok, hvor der var nok oplagte ofre; den rødhårede, den sorte, brilleaben, nørden, den tykke, den med det mærkelig navn, en der knap talte dansk. Men der var ingen forældremøder, hvor det var nødvendigt at snakke om kammeratskab eller mangel på samme.

Der var en enkelt elev, der flyttede skole på et tidspunkt. Moderen var oppe i klassen – og direkte anklage børnene for at fryse datteren ud. Jeg ved godt, at det er skide farligt at sige men sandheden var den, at ungen var utålelig – for alle – både børn og voksne. En efternøler med et så overdrevet og misforstået fokus hjemmefra, at hun var blevet af den overbevisning, at det alene var hende, der skulle ses og høres… hvilket igen resulterende i, at ingen gad være sammen med hende efter skoletid. Det handlede ikke om mobning på den måde, at nogen drillede hende… de gad hende bare ikke. De eneste der ikke kunne se det var forældrene. Jeg er ked af at ingen, heller ikke jeg, turde sige sandheden til forældrene, for jeg er desværre bange for, at det gik lige så galt på den nye skole. Rigtigt synd for pigen.

Poden indledte sine mundtlige eksaminer ved at løfte sin dansk karakter adskillige trin.

I 9. klasse gik alt galt… i dag gik alt godt 🙂

Absolut sidste dag i folkeskolen ligger forude… herefter venter de mundtlige eksaminer og så er det uigenkaldeligt slut.

De unge mennesker skal spise morgenmad på skolen sammen med lærerne og derefter går turen i lejet bus til Fårup Sommerland. Meget sommer er det dog ikke i dag og desværre ser det oveni købet ud til regn… ikke at det plejer at slå de unge mennesker ud af kurs men alli’veller… det havde det været sjovere i 22 grader og sol.

Jeg har lovet at køre Zombi sygeplejersken i skole sammen med et par Hansier i lederhosen… jeg kan såmænd set godt forstå, at de ikke har så meget lyst til at tage bybussen 😉

Jeg havde helt opgivet tanken om mere sensommer. Men tirsdagens september sol og blå himmel levner alligevel en smule håb om at sommeren er mere vedholdende end som så.

Heller ikke jeg gi’r så nemt op. Da Poden begyndte på Løvvangskolen søgte vi buskort til hende. Det bevilges, når eleven har mere end 9 km til skole… på cykel!

Jeg havde selv målt ruten til 9,4 km, men vi fik afslag. 8,2 km beregnede skolen og altså ikke nok til at udløse et gratis buskort.

Det accepterede vi og indtil videre har hun jo så også brugt sin knallert. Vejret begynder bare at blive for træls til den tohjulede transport. De kolde, våde og mørke morgener bliver flere og flere og derfor er bussen igen blevet aktuel.

Poden fortalte så, at en af hendes klassekammerater havde fået sammen afslag, men at moderen have protesteret og fået medhold. Krak, som skolen bruger til opmåling, sender nemlig eleverne tværs hen over markerne på vej mod skolen!!!

Jeg ringede til kontoret i dag. Den søde sekretær bed på mine argumenter, lovede mig at granske ruten nærmere og så ringe tilbage. Og svaret blev positivt. Også i Nannas tilfælde skyldtes afslaget Kraks tur ud over markerne! Hun undskyldte og ville fluks gøre et buskort tilgængeligt for Nanna… dejligt indimellem at få lidt ud af sin vedholdenhed!