0.C

Lene hed hun, Nannas børnehaveklasselærer.  På billedet står hun derude til venstre.

Året før havde hun været pædagog i DUS’en (sådan hedder SFO’en i Nordjylland) og 0.C var hendes første hold børnehaveklassebørn.

Lene er en pædagog af den slags man ser karikeret… flagrende gevanter, velourbukser, store tørklæder og smykker… du kender sikkert typen. Et meget meget sødt menneske, men også et menneske meget ulig mig, ikke blot i fremtoning men også i indstilling.

Hendes undervisning var også meget anderledes end vi lige havde forventet i den danske folkeskole. Børnene havde stilletid, de lå på gulvet, lyttede til wave musik, klasselokalet var oplyst af stearinlys og så gav de hinanden gensidig skuldermassage. Til at starte med kiggede vi blot på hinanden og rullede lidt med øjnene. Men når Nanna fortalte kunne man tydeligt mærke, at hun var utroligt glad for at gå i klassen og overhovedet ikke fandt det ‘underligt’.

oc-Edit

Lene formåede på sin helt egen måde, at skabe en samhørighed og et enestående kammeratskab blandt de børn på bare det ene år. Et kammeratskab som dannede et solidt fundament gennem hele deres skolegang. Kammeratskaber som for manges vedkommende fortsat består.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg så et reklamespot om Silas Holst og om hans triste skolebekendtskab. Mobning var ikke et issue i Nannas klasse. Og det var ellers en blandet flok, hvor der var nok oplagte ofre; den rødhårede, den sorte, brilleaben, nørden, den tykke, den med det mærkelig navn, en der knap talte dansk. Men der var ingen forældremøder, hvor det var nødvendigt at snakke om kammeratskab eller mangel på samme.

Der var en enkelt elev, der flyttede skole på et tidspunkt. Moderen var oppe i klassen – og direkte anklage børnene for at fryse datteren ud. Jeg ved godt, at det er skide farligt at sige men sandheden var den, at ungen var utålelig – for alle – både børn og voksne. En efternøler med et så overdrevet og misforstået fokus hjemmefra, at hun var blevet af den overbevisning, at det alene var hende, der skulle ses og høres… hvilket igen resulterende i, at ingen gad være sammen med hende efter skoletid. Det handlede ikke om mobning på den måde, at nogen drillede hende… de gad hende bare ikke. De eneste der ikke kunne se det var forældrene. Jeg er ked af at ingen, heller ikke jeg, turde sige sandheden til forældrene, for jeg er desværre bange for, at det gik lige så galt på den nye skole. Rigtigt synd for pigen.

0

7 Comments

  • Pernille

    Du fik lige banket mig tilbage til min skoletid. Der var også en pige, der helst skulle være midtpunktet, helst skulle bestemme. Vi var nogle stykker. På skift var vi med. Hun var altid den bestemmende. På et tidspunkt fik vi nok, talte egentlig ikke om det, tænkte måske i virkeligheden slet ikke. Begyndte bare selv at tage teten. Hun måtte hjertens gerne være med. Hun måtte også gerne tage bestemmelser. Bare ikke hele tiden. Bare ikke, hvis vi andre ville noget andet. Vi ville alle føle os med, og blive set og hørt.
    Pludselig stod hendes mor på skolen. Samlede os tøser. Fortalte os, hvilke dårlige kammerater vi var, når vi udelukkede hendes datter.
    Vi sad i rundkredsen. Alt for lamslåede til at tale imod. Turde i virkeligheden ikke. Men bagefter langt mere fokuserede på, at hun ikke skulle bestemme.
    Der var ikke rigtig nogen der vandt, ved den opsang.

  • Anette B

    Jeg bliver nødt til at sige det igen: Jeg ææælsker din blog, Mette – jeg synes det er fedt at du skriver om så varierede emner, og du gør det åbent og ærligt <3

    Din beskrivelse af Lene, fik mig til at tænke på min egen klasselærer Birgitte – du ramte spot-on med beskrivelsen, og jeg kom til at smile…! Men derudover så ophører sammenligningen – min klasselærer var noget mere "traditionel" 🙂

    Jeg synes det lyder fantastisk med Nanna's klasse, og synes det er dejligt at de har haft, og stadigvæk har et godt sammenhold 🙂

    Pigen du beskriver til sidst, sådanne børn tror jeg desværre der findes rigtig mange af i dag…! Jeg kan høre det, når kollegaerne taler om deres børns skolekammerater.. og det er rigtig trist, for det kan kun være til skade for det enkelte barn 🙁 øv øv øv

    • Mette

      Ja, jeg har vist aldrig fundet den røde tråd i det her skriveri, så det er og bliver en kælling fra hver by 🙂

      Jeg tror desværre også, at der bliver flere og flere af den slags børn… der er så enormt meget overdrevet og misforstået fokus på de unger i dag. Min søster holdt op som pædagog – ikke fordi hun ikke kunne holde børnene ud, nej det var forældrene den var gal med. De stillede så store krav til, at det netop var deres barn, der var i centrum og var fuldstændig blinde for at en børnehave er en social gruppe, hvor der skal tages hensyn til mange børn.

      Vi havde heldigvis hundene, der skulle dele vores opmærksomhed med Nanna og jeg synes selv vi er kommet meget godt fra, at hun ikke er blevet et af de her typiske enebørn 🙂

    • Mette

      Dét er hun og ungerne elskede hende.

      Vi har været taknemmelige mange gange over at Nanna kom i netop den børnehaveklasse.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *