• Fra have til mave

    I går eftermiddag plukkede jeg de fineste nye skud fra min rabarber og lavede en lille portion rabarberkompot.

    Jeg havde ca. 4 dl. rabarber skåret i 1 cm stykker, som jeg dryssede med 8 spsk. rørsukker. Det rørte jeg sammen i en gryde, tilsatte korn og stang fra en vanillestang og lod stå og trække i en halv time.

    Så kogte jeg det kort op – 4-5 minutter cirka – hældte i et skoldet glas og satte på køl.

    Nøj, det er godt på morgenens skyr.

    Konservering er helt unødvendigt for det får hurtigt ben at gå på.

    Mine rabarber er desværre meget lyse, så jeg får ikke den flotte røde rabarber farve – måske skulle jeg dyrke en sort mere som kunne supplere med lidt farve. Men hvilken?

    0
  • Grønne fingre. Ikke her

    Jeg købte en eukalyptus for ikke så længe siden og udover fuld sol kræver den næsten daglig vanding. Det er jeg ikke så god til at huske og den led derfor en stille, men sikker død i min vindueskarm.

    Nu har jeg så investeret i en opstammet en af slagsen og for ikke at glemme vandet, har jeg købt sådan et fint selvvandingsglas.

    Jeg er lidt spændt på, om det kan holde liv i træet.

    Det eneste sted mine grønne fingre slår til, er i Rabarberbedet – det eneste grønne jeg for alvor har succes med.

    Og så skvalderkålen, selvfølgelig.

    Rabarberbedet er så frodigt, at jeg har tænkt mig at slå en lille bod op ude ved vejen og sælge af dem. Ikke for at tjene penge, men bare for at de ikke skal gå til spilde.

    Det er trods alt grænser for hvor meget rabarbergrød jeg kan indtage.

    0
  • Årets første

    Selvom det er årets første, kan man kan ikke bruge ordet ‘spæde’ om de rabarber, jeg har hevet i min have i dag… de er voldsomme og de næste 3-4 måneder kan jeg hive rigtig mange kilo.

    Tidligere år har jeg hentet en ladning kompost på genbrugspladsen og det er eneste gødning de har fået. Det har vist sig at være rigeligt.

    I foråret har jeg opgivet genbrugspladsen. Jeg var derude for et par måneder siden. Nu skal man taste sit postnummer på en trykfølsom skærm for at få adgang. Jeg kørte tæt på og alligevel kunne jeg ikke nå derud med min stive skulder. Jeg kunne heller ikke lukke bildøren op. Bag mig begyndte bilerne at holde i kø med deres trailere. Utålmodige og dyttende, mens jeg var spærret inde i iGo. Det var en fest indtil der kom en og hjalp mig.

    Det scenarie har man vist ikke overvejet hos kommunen da man satte den skærm op.

    I år får de derfor ingen kompost, men med den fart de har på allerede nu, ser det heller ikke ud til at være nødvendigt.

    Det første halve kilo står på komfuret sammen med jordbær, rørsukker og vanille og koger ind til marmelade.

    0
  • Her dufter af sommer

    1½ kg rabarber kogt med en liter vand, vanille og en anseelig mængde sukker… der er isterninger i fryseren… sommereftermiddagen kan bare komme an!

    IMG_5858

    0
  • Reminiscens fra sidste sommer

    Jeg har lavet rabarbergrød af den sidste saft fra fryseren. Det dufter af sol og sommer og hjælper til at ignorerer det faktum, at der var knas i græsset til morgen.

    IMG_5404-2

    De nye rabarber står på spring i haven og efter 3 somre her på matriklen og rabarber i enorme mængder har jeg erfaret, at man ikke dør af oxalsyreforgiftning. Heldigt nok.

    Når væksten er på sit højeste kan jeg vel hive et par kilo om dagen, hvilket er langt flere end jeg selv kan konsumere eller finde aftagere til. Jeg overvejer en lille bod ude ved vejen. Om onsdagen, når der er marked i byen tror jeg sagtens, at jeg kunne tjene en lille skilling på dem.

    Foreløbig er de blot ‘på vej’ og resten af sidste sommer står på køl.

    Mormormad og rabarbergrød – det er overhovedet ikke ringe 🙂

    0
  • Smagen af barndom

    Den sure, trevlede rabarber vækker et utal af sanselige barndomsminder.

    Rabarbergrød hører til i top tre over yndlingsdesserter og med tanke på, hvor mange rabarber jeg har høstet de sidste par år, så kan det undre, hvorfor jeg ikke har kastet mig over grøden før nu. Jeg troede det var svært at lave… men der er jo faktisk ret enkelt.

    IMG_0516

    Det eneste, der volder mig problemer er farven.

    Så vidt min mor husker har hun altid brugt jævningpulver med farve i, men det har jeg ikke kunnet opdrive i Hals. Måske er det blevet forbudt. Hvem ved.

    Så det er verdens blegeste rabarbergrød, der kommer ud af mine gryder men ikke desto mindre smager det så englene synger.

    3 kg. er sat til kogning… jeg tænker, at jeg har rabarbergrød til et par dage (:

    0
  • Rabarber Pie

    600 g af havens rabarberstængler er bagt i en smuldredej til en Rabarber Pie og andre 500 g kogt til marmelade sammen med friske jordbær.

    Og så er der fortsat rabarber at hive af, så jeg kan levere det lovede bundt til min makker på tirsdag.

    IMG_2211

    Jeg tænker, at jeg snart er nødt til at begynde at fryse rabarberne ned… ellers ender jeg vel med oxalsyreforgiftning (:

    0
  • Rheum rhabarbarum

    Halvanden kilo rabarber forvandlet til 2 liter rabarbersaft.

    IMG_2098

    Frugtkødet er gemt i glas og er i følge Charlotte lækker følgeskab til en ostemad eller sammen med et syrnet mælkeprodukt.

    Jeg glæder mig allerede til det er kølet af…

    0