-
Se, hvilken morgenstund! Solen er rød og rund…
Mens resten af verden fortsat ligger under deres varme dyner, har jeg bevæget mig ud i det første bløde morgenlys.
Der skal suges max timer ud af den sidste feriedag, inden firmaet i morgen igen gør krav på min tid.
Det ser ud til, at blive endnu en skøn dag i det nordjyske og jeg tænker, at den skal fyldes med de praktiske gøremål, som er sprunget let og elegant over den sidste uges tid.
Men først kaffe og morgenmad. Mere haster det jo heller ikke.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar. -
På retur
Selvom de første solstråler ramte mig på den tidlige morgentur kan man godt mærke, at sommeren er på retur. Småkoldt var det – og jeg har for første gang ladet klipklapperne stå hjemme og taget de lukkede sko på på job. Ikke alt håb er ude endnu. Det er før set med vidunderligt sensommervejr helt hen i september. Og sådan bliver det da også i år. Håber jeg. Jeg har nemlig fri de tre første uger i september – og selvom jeg skal agere sygeplejerske gjorde det da ikke noget at det var i godt vejr.
Der bliver stille her en stund… for også lysten til at være online i tide og utide er på retur. Ikke at jeg forsvinder helt, men jeg har så mange andre ting, der trækker, optager mig og kræver fordybelse – så i hvert fald for en tid, bliver indslagene lidt sporadiske. Måske.
See you later alligator 🙂
-
Kan I mærke det..?
Sådan skal en tirsdag morgen være… vindstille og lun, med solen på vej op under et dække af tynde skyer, fuglefløjt i ørene, en duft af sommer i luften, en hund i den ene hånd og et kamera i den anden…
Det kan kun blive en god dag..!
-
En af de go’e
Endelig en morgen med kig til solopgang og klar himmel. Og uden der var behov for det store overlevelseskit for at bevæge mig ud med den rødhårede.
For min skyld kan vi godt tage nogle flere af den slags sensommermorgener og udsætte det efterår lidt endnu!