Optimist som jeg er, tog jeg kameraet med ud på tur i håb om at finde lidt forår… i skoven eller på marken! Men bortset fra en pil med våde gæslinger var her intet som helst, der tydede på at foråret er bare lidt tæt på.

De sidste dage har været lidt triste på både den ene og den anden måde og mandagen var ingen undtagelse. Dårlige nyheder, bekymringer, manglende søvn… og jeg endte derfor med – uberettiget – at bide af en kollega. Jeg blev irriteret/frustreret over… ja, jeg ved det squ knap nok!  Jeg har vist været forvænnet med i årevis, at have en kollega, som kunne læse mig som en åben bog. Den ene af mine nye skrivebordsmakkere har samme evne… fornemmer instiktivt når jeg har brug for at være lidt i fred… mens den anden buldrer frem og derfor ender med at at frustrere/irritere mig. Uden at ville det!

Jeg skal huske at beklage på onsdag, når vi ses igen!