• Tilbageblik

    Indimellem dukker der billeder op på Facebook i gruppen Kibbutz Mishmar Hasharon fra den tid, hvor jeg boede på stedet.

    Jeg har overhovedet ingen erindring om anledningen til, at vi sidder ved små pænt dækkede borde – til gengæld så er de fleste af ansigterne velkendte og gemt på en helt særlig plads i hjertet.

    Selv er jeg hende, der lige stikker hovedet frem over skulderen på fyren i den stribede t-shirt. Han hedder John og boede i nabolejligheden sammen med min engelske kæreste Stephen. Ved siden af ham sidder Penny White, en engelsk pige, som boede i kibbutzen i årevis.

    På forreste bænk med ryggen til sidder Lee fra New Zealand, en af de piger jeg delte værelse med, og ved siden af hende Stevan Levy, en unge jødisk amerikaner, som et år efter jeg var kommet hjem kom og boede hos mig i en uges tid.

    For en del år siden genoptog jeg kontakten til min kibbutz kæreste og vi mødtes igen i London i 2012. Vi har brevvekslet i mange år indtil julen 2017, hvor kontakten (fra hans side) pludselig ophørte. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg har en teori om, at jeg har sagt noget som han ikke brød sig om.

    Story of my life 🙂

    Nå, men det skal ikke ødelægge glæden ved disse sporadiske tilbageblik, der dukker op sammen med, at der bliver lagt nye billeder i kibbutzens facebook gruppe.

    0
  • Den første dag

    Jeg hankede op i begge kufferter, traskede op af indkørslen og spurgte mig lidt for inden jeg fandt volontørkontoret, hvor Mirka residerede: »Vi ventede dig i går«, sagde hun. Jeg forklarede hende, hvad der var sket dagen i forvejen og om min sene ankomst til TelAviv. Nu var jeg her så ingen problemer… indtil hun så mit pas og kunne konstatere, at jeg kun var 17.

    Nåmen, men nu var jeg rejst så langt og så gik det nok også selvom det var mod reglementet.

    Jeg blev fulgt ned i det fjerneste hjørne af kibbutzen til et grønt træhus, eller et skur var det vel nærmest, med fire værelser. Jeg blev vist ind i et af værelserne. Mit hjørne af værelset bestod af en jernseng og en gammel træstol, som kunne bruges til sengebord. Mit tøj blev opbevaret i kufferterne under sengen, men da der blev udleveret arbejdstøj var det begrænset, hvor meget det kom i brug. I værelset boede i forvejen to New Zealandske piger, Julie og Lee. De var begge på arbejde, så jeg satte mig ude på trappestenen efter jeg havde pakket ud.

    Beboerne i naboværelset kom hjem fra arbejde. »Hello there«, blev jeg hilst med. Kort tid efter stak de næsen ud og inviterede mig indenfor. De tre unge fyre, Stephen og John fra England og irske Noel, skulle være mine naboer de næste mange måneder.

    Julie skulle vise sig at være en rigtig tørvetriller, som sov med biblen under hovedpuden, så selskabet i naboværelset blev det foretrukne.

    kibbiuz-20

    Det blev begyndelsen på et livslangt venskab og begyndelsen til en periode – omend den var ganske kort – som har præget en stor del af mit liv. Jeg tænker, at det er samme mekanisme som når mænd 40 år efter de var soldat fortsat kan fortælle soldaterhistorier med smil i øjnene.

    Stephen (i den hvide t-shirt) var på det tidspunkt i starten af 20’erne – i slutningen af dette år bliver han 60. TRES!

    Vi mødtes igen i 2012 i London – 31 år efter vi sagde farvel på p-pladsen foran kibbutzen. Om han får tid til endnu et gensyn når Poden og jeg drager til London i november er tvivlsomt. Han bor 3 timers kørsel fra London og det er en lang tur at køre blot for at sige hej.

    Men det kunne altså være hyggeligt.

    0
  • Mazel Tov

    I dag sender jeg et ‘Mazel Tov’ til Israel. Min ven Iti fylder år. Jeg var med til hans 19 års fødselsdag – nu bliver han 56. Hvad pokker blev der lige af de år?

    Jeg kan regne ud, at det er 37 år siden vi krammede en sidste gang og vinkede farvel i lufthavnen i Tel Aviv. Men med Facebook er det blevet muligt at ‘mødes‘ igen og på tværs at verdener.

    På det punkt er jeg ret glad for Facebook… jeg har fået kontakt med mennesker, som jeg har kendt helt tilbage til jeg var 6 år. Nogen får man blot en kort opdatering fra, mens andre er kommet for at blive.

    Iti er en af sidstnævnte selvom kontakten er ret sporadisk. Hans engelske er lige så godt som mit hebraiske… og det siger en hel del om manglerne! Jeg forsøger at komme i tanke om, hvordan vi kommunikerede dengang, men jeg tænker, at ord nok har været overflødige 😉

    Jeg er medlem af en gruppe på Facebook, hvor medlemmerne både er beboere og tidligere volontører i kibbutzen. Mange volontører vender tilbage på besøg mange år efter. Jeg har da også en stor lyst til at gense stedet og har en åben invitation til at komme.

    Min erfaring med den slags siger mig dog, at man skal lade det blive ved minderne.

    Og det gør jeg så.

    Mazel Tov, Iti – wishing you health and happiness.

    0
  • Året er 1980

    Jeg var 17 år. Bussen fra TelAviv havde netop sat mig af og jeg hankede op i mine to kufferter og traskede ind af denne indkørsel ude at vide, hvad der ventede.

    Det var juli, mener jeg, og en måned eller to forinden, havde jeg færdiggjort min uddannelse på Handelskolen i Aalborg. Jeg anede ikke, hvad jeg ville og min far gad ikke se på, at jeg ikke havde noget at lave.

    På Handelsskolen havde jeg gået i klasse med den noget ældre Pia. Hun havde en veninde, som nogle år forinden havde været i kibbutz. Det lød spændende og hun kradsede adressen ned på et stykke papir. Jeg sendte en jobansøgning af sted. Ikke længe efter kom der brev fra Mirka – jeg skulle være velkommen som volontør, hvis jeg kunne blive mindst tre måneder.

    12311167_10205727935067072_4180451503877224271_nJeg mindes ikke, at det kostede nogen som helst overtalelse hos mine forældre. Tværtimod. Der blev købt en togbillet til København og en flybillet videre til TelAviv. Da jeg satte mig ind i dét fly vidste jeg ikke, hvor jeg derefter skulle hen, men jeg var udstyret med eventyrlyst, ukuelig optimisme og amerikanske dollars nok til at kunne køre taxa på tværs af Israel. Cirka.

    Det skulle jeg nok klare.

    Der var flere unge mennesker med flyet, mest rygsækrejsende og bag mig sad en fyr, som også rejste alene. Vi faldt i snak. Jeg husker ikke hans navn (måske Steen, men jeg er ikke sikker), kun at han var elev i ØK og skulle på rundrejse i Israel.

    Da flyet ankom til TelAviv var det sen aften, mørkt og en samtale med en taxachauffør viste, at det ville koste $300 at blive kørt til Kibbutz Mishmar HaSharon. Min rejsemakker – lad os for nemheds skyld kalde ham Steen – tilbød at hjælpe mig, så jeg kunne spare de mange penge.

    Vi indlogerede os i en campinghytte i nærheden af lufthavnen og afventede den nye dag og lyset. Man kunne sagtens komme med adskillige advarende indvindinger mod at følge med en fremmed fyr i et fremmed land, men den tanke tænkte jeg ikke.

    Steen var tilsyneladende en erfaren rejsende og vi kom hurtigt videre fra lufthavnen og ind til byen. Han havde en aftale med et rejsebureau, hvor han skulle hente noget materiale vedr. sin rundrejse og jeg fulgte med. Vi fandt den rigtige bus på TelAviv station. Stationen var kæmpe stor og der var et inferno af larm, busser og mennesker. Steen stiger på bussen. Jeg bliver lidt klemt og kommer derfor ikke ind sammen med ham. Da bussen er fyldt klapper dørene i og udenfor står jeg med min ene kuffert, mens Steen befinder sig på den kørende bus med min anden kuffert!

    Han står nede bag i bussen og får med med håndtegn forklaret, hvor mange busstop jeg skal med. Jeg tager den næste bus med samme nummer og får hjælp af billetkontrolløren til at tælle stoppested.

    Jeg sidder på gaden i TelAviv med min kuffert og føler mig vist en anelse rådvild. Hvor lang tid der går ved jeg ikke, men langt nede af gaden kommer der en ung fyr gående imod mig iklædt en t-shirt udformet som Dannebrog.

    Det var Steen med halvdelen af min bagage.

    Behøver jeg at sige, at jeg var lettet?

    Bussen fra TelAviv satte mig af, jeg vinkede til Steen, hankede op i mine to kufferter og traskede op af indkørslen ude at vide, hvad der ventede…

    1525262_10152979286158951_4576072527675513106_n

    Jeg så ham aldrig igen, vi udvekslede ikke kontakt oplysninger, men jeg ville give min højre arm for at få kontakt med ham – jeg fik vist aldrig sagt tak nok!

    0
  • My Jewish friend

    Da jeg som 17 årig ankom alene til Kibbutz Mismar HaSharon blev der en del røre på volontørkontoret, hvor Mirka residerede. Alle volontører skulle nemlig være over 18 og hvad pokker skulle de nu stille op med den der blonde 17 årige pige, der pludselig dukkede op… heldigvis mente de, at det var noget drastisk at sende mig retur til Danmark alene fordi jeg var et halvt år for ung, så jeg fik lov at blive.

    itamar
    Iti Shefer

    I stedet blev jeg – lidt usædvanligt – udstyret med en ‘familie‘ som skulle holde lidt øje med mig.

    Det blev familien Shefer, som udover far og mor også rummede brødrene Iti og Adar. Og så altså blonde Mette fra Danmark (:

    Forældrene var polske jøder og havde begge været i koncentrationslejr. De talte udelukkende jiddisch og var henrykte over at få en ‘datter‘, der kunne tale tysk… der er mange mange sammenfald mellem jiddisch og tysk og vi kunne derfor uden de store problemer fører en samtale.

    Iti og jeg var jævnaldrende og det var helt uundgåeligt, at der opstod en vis… øh sympati mellem os.

    Jeg havde jo så den der engelske kæreste i en periode, men da han rejste til Holland for at arbejde og efterlod mig alene tilbage var der ikke intet, der kunne forhindre, at den der ‘sympati’ blev til mere… vi var kærester frem til den dag mit visum udløb og jeg desværre måtte rejse hjem.

    Jeg besluttede, at rejse tilbage kort tid efter men fik så tilbudt et job, jeg ikke kunne sige nej til.

    Jeg tror på, at var jeg rejst tilbage havde jeg været Fru Shefer i dag og boet i et land langt langt væk. Men det er en helt anden historie.

    Jeg holdt rigtig meget af familien. Lillebror Adar var vel kun en 10-11 år og strålede som en sol når han fik lov at  være med os, når jeg vinkede til ham i spisesalen eller bare gjorde opmærksom på, at jeg altså var hans ‘søster‘.

    Da jeg rejste fik jeg en gave af familien i form af to hæslige plastik askebægre med israelske motiver… men de blev givet med sådan en kærlighed, at jeg har haft dem med mig altid og stadig passer på dem.

    I dag dukkede Iti så op på min Facebook væg efter vi mistede kontakten ikke så længe efter jeg var kommet hjem. Hans engelske var ikke ret godt dengang og – kan jeg konstatere – er det fortsat ikke. Men det gør ikke noget.

    Jeg fik svar på de spørgsmål, som er dukket op hvergang jeg er faldet over billedet af ham.

    Han bor fortsat i kibbutzen.

    Han har det godt.

    Livet har været godt ved ham.

    Mere behøver jeg ikke vide.

    0
  • Mishmar HaSharon – מִשְׁמַר הַשָּׁרוֹן

    Som ganske ung boede og arbejde jeg i kibbutz Mishmar HaSharon. Jeg har netop fået tilsendt nedenstående video, som er optaget i ‘min’ kibbutz og for søren, hvor kan jeg nemt drømme mig tilbage.

    Livet var netop ‘happy’… ukompliceret og fyldt med oplevelser, kærlighed og venskaber, der har holdt i over 30 år trods forskelligheder og store fysiske afstande.

    Mon de tager senior volontører… for så gad jeg godt, at tilbringe min alderdom der.

    0
  • FB

    Jeg har sådan et meget ambivalent forhold til Facebook… på den ene side hænger folks pladdersentimentale statusopdateringer, mærkelig spil og kædebreve mig langt ud af halsen og på den anden side, så dukker der pludselig for længst glemte bekendte ud skærmen.

    Og jeg kan desværre ikke slippe for det ene og nøjes med det andet.

    Nåmen i går blev der lagt billeder ud hos én, som for ganske nylig er dukket op på vennelisten og som jeg deler en fjern fælles fortid med. Billederne er desværre ikke i særlig god kvalitet, men det er skam mig på det her billede. 17 år gammel og nærmest aldrig kysset. Det blev jeg så den sommer… kysset altså.

    Der var mange både minder og nyheder at hente i de billeder. Blandt andet fandt jeg ud af, at en af de danske piger, som var i kibbutzen på samme tid som jeg, blev gift med en af de lokale og bor fortsat i Mishmar Hasharon. Jeg tænker på, om jeg måske kunne have fortsat min tilværelse dernede. Det er et eller andet sted dejligt ukompliceret og bo i sådan et kæmpe kollektiv. Der er sørget for dig fra vugge og til grav, der er altid arbejde, mad og bolig, alle kender hinanden, klimaet er vidunderligt året rundt… jo, jeg kunne måske godt være blevet og havde da også dengang planer om lige at skulle stikke næsen til Danmark og så vende retur…

    Men jeg gjorde det ikke. I stedet fik jeg job i det firma, hvor jeg fortsat er ansat – og nu må jeg nøjes med billederne. Og Facebook. Og det er helt okay.

    Noget godt kommer der bestemt ud af det der sociale medie – og så må jeg sluge de andre kameler.

     

     

    0
  • Shalom Mette

    For meget længe siden meldte jeg mig til KibbutzReloaded… en webside, som har til formål, at skabe kontakt mellem tidligere volontører. For nogle år siden havde jeg den store glæde, via denne side, at genoptage kontakten med min engelske boyfriend Stephen og i går kom der, samme sted fra, mail fra Ellen Koeleman.

    Lige umiddelbart ringede der ingen genkendelsesklokker. Ellen er hollænder og det viser sig, at hun og jeg deler en fortid langt fra vores respektive lande. Vi boede i kibbutz Mishmar Hasharon på samme tid for 31 år siden og da der samtidig var vedhæftet et billede af hende og jeg sammen faldt tiøren (-:

    Hun var nysgerrig, om jeg havde kontakt med andre fra dengang og så ville hun slemt gerne se mine billeder… det blev en længere korrespondance, som forhåbentlig resulterer i fornyet kontakt. Ikke bare med hende med også med de andre fra dengang som hun har kontakt til.

    Det er ikke så længe siden, jeg sidst havde billederne i hånden fordi Stephen gerne ville have dem tilsendt. Negativerne er gamle, ridsede og falmede, men det lykkedes mig, at få lidt billeder ud af dem alligevel, som Ellen nu kan hygge sig med.

    Internettet er jo fantastisk… for uden det, havde der udelukkende været billederne.

    0