• Et cirkelspark og så adios amigo..

    IMG_4684Det her…“, sagde min makker engang, mens han holdt fingrene op, “…det er afstanden mellem engel og bitch, frøken Bech!

    Han har ret. Jeg ved det godt.

    Jeg er et pisse besværligt menneske. Temperamentsfuld, underlig og med en tunge, der kan være skarp. Jeg kan blive helt latterligt dum, vred og ked af det.

    Heldigvis har jeg har mennesker omkring mig, der er rummelige, tilgivende og som ved, at der også er en anden ‘likeable’ side af mig (som heldigvis er den dominerende). Mennesker som kan rumme begge sider.

    Og kan de ikke det, forsvinder de ret hurtigt igen.

    Sådan må det være.

    Tænker jeg.

    Det er de helligste af alle helligdage. Skærtorsdag og Langfredag går alt i stå.

    Lillebror napper en politistav i haven, mens jeg overvejer hvad der skal fyldes i dagen.

    Jeg har et par småsår, der skal slikkes, en skuffelse, der skal sluges og en der skal have et los i (…), så han havner helt derude, hvor ikke engang Google kan finde ham.

    Men først kaffe…

    0
  • Niceville

    Kathryn Stocketts debutroman ”Niceville”, eller “The Help” som den hedder på original sproget, sendte Dan Brown ud af den amerikanske bestsellerliste. Med sin skildring af de sortes forhold i Mississippi i 1960’erne forvandler hun det amerikanske traume fra et maveonde til et blødende mavesår.

    Filmatiseringen havde premiere torsdag og jeg havde fornøjelsen af at se den i aften… ja, det må så blive i aftes.

    Adskillelsen mellem hvide og sorte er pludselig ikke længere lovlig. Ku Klux Klan hærger, og sorte lever i skræk og rædsel.

    Så meget desto mere fantastisk – og modigt – er det da også, da Aibileen, en sort tjenestepige, indvilger i at fortælle sin historie til miss Skeeter.

    Skeeter er en ung hvid kvinde, der aldrig har forstået, hvorfor hendes egen elskede ’mammy’ forsvandt ud af hendes liv, og som har sat sig for at beskrive tilværelsen of en række sorte tjenestepiger.

    Aibileen er den første. Men det er ikke nok med kun én stemme. Langsomt, møjsommeligt og i dybeste hemmelighed lykkes det i ‘Niceville’ at rekruttere andre kvinder og få dem til at fortælle deres historie – med livet som indsats.

    Den er rørende, underholdende, morsom og hjertevarm. Og trods det alvorlige emne, har den en ikke uvæsentlig feelgood faktor som gør, at man trods alt går ud af biografmørket med et smil om læben.

    Resten af aftenen havde også feelgood faktor… jeg går glad i seng velvidende, at der venter en lørdag, hvor jeg kan sove til jeg vågner af mig selv, en lørdag jeg kan spendere i nattøj og morgenhår, en lørdag jeg kan putte det i jeg gider… og jeg gider godt.

    Håber din også bliver god!

    (Og så fik jeg forresten opså opklaret mysteriet om chokoladen)

    0
  • Shalom Mette

    For meget længe siden meldte jeg mig til KibbutzReloaded… en webside, som har til formål, at skabe kontakt mellem tidligere volontører. For nogle år siden havde jeg den store glæde, via denne side, at genoptage kontakten med min engelske boyfriend Stephen og i går kom der, samme sted fra, mail fra Ellen Koeleman.

    Lige umiddelbart ringede der ingen genkendelsesklokker. Ellen er hollænder og det viser sig, at hun og jeg deler en fortid langt fra vores respektive lande. Vi boede i kibbutz Mishmar Hasharon på samme tid for 31 år siden og da der samtidig var vedhæftet et billede af hende og jeg sammen faldt tiøren (-:

    Hun var nysgerrig, om jeg havde kontakt med andre fra dengang og så ville hun slemt gerne se mine billeder… det blev en længere korrespondance, som forhåbentlig resulterer i fornyet kontakt. Ikke bare med hende med også med de andre fra dengang som hun har kontakt til.

    Det er ikke så længe siden, jeg sidst havde billederne i hånden fordi Stephen gerne ville have dem tilsendt. Negativerne er gamle, ridsede og falmede, men det lykkedes mig, at få lidt billeder ud af dem alligevel, som Ellen nu kan hygge sig med.

    Internettet er jo fantastisk… for uden det, havde der udelukkende været billederne.

    0
  • Træls torsdag

    Poden er vel ovre de afsluttende skriftlige eksaminer i dansk, matematik og engelsk. Hun er tilfreds med sin indsats og så er det op til censorene at vurdere resultatet. Jeg ved, hun har gjort sit bedste og det er godt nok til mig. Uanset hvilket tal, der komme til at stå nedenunder.

    Knap så tilfreds har jeg været med min torsdag. Et enkelt telefonopkald onsdag aften ødelagde både humør og nattesøvn. Og ikke engang mine kollegers forsøg på at muntre mig op hjalp ret meget. Jeg har været inde på det før… det her med forventningsafstemning… og jeg skal hilse og sige, at det er ikke så skide nemt. Særligt når det viser sig, at forventningerne – når det kommer til stykket – går i hver sin retning.

    – og nu havde vi det lige så rart, hvorfor kunne vi ikke lade det blive ved det..?

    Nå, shit happens… og så over til noget helt andet.

    I sidste uge solgte Netto “Genesis” af Karin Slaughter til 49,95. Ikke en herregård når man tænker på hvad bøger ellers koster og da jeg ikke havde andet på tapetet røg den i indkøbskurven. Det er en hårdtslående amerikansk krimi når den er bedst… det er ikke læsning, der hverken rør eller forandrer verden… men tilgengæld det er ren uforfalsket underholdning. Og det skal der også være plads til. I dag fandt jeg tre mere i samme serie i Kvickly Extra og til samme pris. Underholdningen til den kommende sommer på terrassen er i hus.

    Fredag venter lige om hjørnet. Torsdagens trælshed bliver lagt på hylden, jeg melder mig ud af mobilnettet og ind i weekendens lyksalige langsommelighed. Og med udsigt til 21 grader, skal der måske allerede nu tages hul på sommerlæsningen.

    0
  • Footloose and fancyfree

    Jeg kæmper lidt med mig selv i øjeblikket… på den ene side synes jeg, det er helt forfærdelig dejligt – lejlighedsvis – at have en varm favn at putte sig ind i, men på den anden side, så skal det heller ikke være mere… så skal jeg have luft og det kan kun gå for langsomt med at få ham sendt nordpå igen.

    Jeg tror, vi skal have gang i noget forventningsafstemning, så jeg ikke pludselig bliver overrumplet af snarlig tosomhed..!

    0
  • OMG

    Rygter kan åbenbart være særdeles sejlivede og utroligt nok vedbliver gangrygterne at florerer om mig og en vis herre på mit job.

    Jeg troede kun, det var på film, at man (undskyld udtrykket) kunne “bolle sig til et job”, men jeg skulle, iflg. rygterne, udelukkende have fået jobbet, fordi omtalte herre og jeg enten er eller har været kærester..!

    Så vidt jeg er orienteret fik jeg jobbet, fordi jeg havde den profil, der passede bedst… der er ikke nogen som helst, der har “skaffet mig” det job…

    CAPICE!

    Hvad han og jeg har været/ikke har været, hvad han og jeg er/ikke er kommer kun os to ved – jeg vil hverken be- eller afkræfte, for det rager ingen.. overhovedet ingen!

    PUNKTUM!

    0
  • Bogstavleg C

    Mit C står for “Cavatina” og bringer minder om en sød kæreste jeg havde i min pure ungdom. Per hed han.

    Han gik på musikkonservatoriet og boede inde i Reberbansgade. Her spenderede jeg mange mange sjove timer. Ganske naturligt var den lille lejlighed fyldt med musik… både på vinyl, men så sandelig også live og der var ikke dét instrument Per ikke mestrede. Han spillede bl.a. 12 strenget klassisk guitar og de små hår rejser sig stadig ved erindringen, når jeg hører “Cavatina” – det smukke tema fra filmen Dear Hunter…

    Se de andres C’er her

    0
  • Frøken Bech i 80’erne

    “Hvordan så du ud i firserne?”, spørges der fra Blogkvinder 40+ og jeg lader hermed nostalgien blomstre.

    Her er vi sådan omtrent i 86-87-88. Husker det ikke nøjagtigt. Som det ses var jeg lillebitte dengang… nå, eller også var den der kæreste kæmpe stor. Jeg tror mest på det sidste 🙂

    Eric Staurset hed (hedder) han. Norsk, dårende dejlig og over 2 meter høj.

    Vi levede sammen en del år – i 80’erne – men da han var færdig med sine studier brød vi med hinanden. Årsagen fortaber sig i glemslen, men det var ikke noget dramatisk. Han flyttede først til København og har siden siddet i store stillinger hos norske olieselskaber. Han har boet rundt omkring i verden, bla. Bruxelles og Pretoria, men er nu retur i sit hjemland. Vi har heldigvis stadig kontakt, omend sporadisk.

    Dengang var jeg forresten en ørn til at strikke. Norske lusekofter, som blev klippet op og monteret med bånd og tinknapper. Både til mig selv men også til ham… forestil jer lige hvor stor sådan en genser skulle være..! Mein Gott… tænk jeg orkede!

    Eric’s bedsteforældre boede i Åndalsnes og i umiddelbar nærhed lå fabrikken, som lavede Rauma-garn. En sommerferie her betød derfor en 2CV fyldt med garn og fede opskrifter, når vi returnerede til DK. Jeg har stadig de norske gensere på hylden for med det store arbejde, har jeg aldrig nænnet at skille mig af med dem og slide dem op kan man ikke!

    Eric lærte mig at elske Sade, skorede mig faktisk med “Smooth Operator“og det er stadig et nummer og en kunstner jeg lytter til med stor fornøjelse. Ellers var det tiden, hvor genbrugsfrakker, docksides sejlersko og Swatch ure var hotte.

    – hvordan så du ud i 80′erne?

    0
  • Vel er der forår i luften

    Kirsebærgrenene er drevet indendøre

    Solen er ved at få magt og varmer mærkbart på næsen. Så meget faktisk, at halstørklæde og vanter blev båret i rygsækken da den rødhårede bevægede os ud på vores provianteringstur. Der er næsten ingen vind og jeg er sikker på, at kunne man finde sig en lun krog i solen, kunne man sagtens sidde derude med en kop kaffe.

    Om lidt når solen rammer min have, vil jeg gøre forsøget.

    Kæresten er på besøg og der var tidligt liv på teenageværelset til morgen. Ikke noget slendrian der – han sover ikke det halve af dagen væk… ligesom visse andre i den alder. Under morgenmaden bemærkede han vores morgenlook med skævt smil og et:

    inden man vælger en pige, skal man altid huske først kigge på hendes mor
     

    Hvad pokker han så end mente med det 😉

    0