Træls torsdag

Poden er vel ovre de afsluttende skriftlige eksaminer i dansk, matematik og engelsk. Hun er tilfreds med sin indsats og så er det op til censorene at vurdere resultatet. Jeg ved, hun har gjort sit bedste og det er godt nok til mig. Uanset hvilket tal, der komme til at stå nedenunder.

Knap så tilfreds har jeg været med min torsdag. Et enkelt telefonopkald onsdag aften ødelagde både humør og nattesøvn. Og ikke engang mine kollegers forsøg på at muntre mig op hjalp ret meget. Jeg har været inde på det før… det her med forventningsafstemning… og jeg skal hilse og sige, at det er ikke så skide nemt. Særligt når det viser sig, at forventningerne – når det kommer til stykket – går i hver sin retning.

– og nu havde vi det lige så rart, hvorfor kunne vi ikke lade det blive ved det..?

Nå, shit happens… og så over til noget helt andet.

I sidste uge solgte Netto “Genesis” af Karin Slaughter til 49,95. Ikke en herregård når man tænker på hvad bøger ellers koster og da jeg ikke havde andet på tapetet røg den i indkøbskurven. Det er en hårdtslående amerikansk krimi når den er bedst… det er ikke læsning, der hverken rør eller forandrer verden… men tilgengæld det er ren uforfalsket underholdning. Og det skal der også være plads til. I dag fandt jeg tre mere i samme serie i Kvickly Extra og til samme pris. Underholdningen til den kommende sommer på terrassen er i hus.

Fredag venter lige om hjørnet. Torsdagens trælshed bliver lagt på hylden, jeg melder mig ud af mobilnettet og ind i weekendens lyksalige langsommelighed. Og med udsigt til 21 grader, skal der måske allerede nu tages hul på sommerlæsningen.

0

5 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *