• Juleboksestævne 2016

    Poden og jeg var til det årlige juleboksestævne i aftes.

    Det var i år flyttet til Studenterhuset og rent stemningmæssigt var det et stort plus. Men for ‘fotografen’  var det ad H til. Actionbilleder og sovekammerbelysning… det er dæleme ikke nogen god kombi og de billeder jeg fik med hjem var stærkt præget af det faktum.

    ØV… men det kan jeg nu engang ikke gøre noget ved.

    Der var desværre indløbet tre afbud så kvaliteten/kvantiteten af kampende var til at tage at føle på. Der var dog et par enkelte kampe, hvor der virkelig blev gået til den og responsen fra publikum udeblev heller ikke.

    Tilbage står at sortere i alle billederne og udvælge de få, jeg vil være bekendt at vise frem.

    0
  • Hverdagen venter om hjørnet

    Julen er pakket i kasser og vi er på vej tilbage til mere hverdagsagtige tilstande.

    Vi er også ved at være ved den tid, hvor mange tænker på, hvad det er, de skal være bedre til næste år. Vægttab? Motion? Laster der skal lægges på hylden?

    For mig, ligesom for de fleste andre, mislykkedes det ofte at overholde de nytårsløfter vi giver os selv, så det gider jeg ikke spilde en masse krudt på.

    Desuden er mine laster efterhånden ganske få… jeg er holdt op med at ryge for mange år siden og efter vi begyndte LCHF projektet i august har jeg også fået så meget styr på sukkerindtag og vægt, at jeg satser på at den bliver både ‘passende’ og stabil i 2014. Motionen må nødvendigvis begrænses til lange traveture og de kommer ganske naturligt sammen med Ninjaen og Lillebror.

    IMG_8440

    Inden året er helt slut og hverdagen indhenter mig, er der lige et par ting, der mangler.

    Et juleboksestævne og en nytårsaften.

    Førstnævnte, det traditionsrige juleboksestævne i Europahallen, løber af stablen i aften. I ‘gamle’ dage blev de altid afholdt 1. juledag. Dengang deltog jeg sammen med min tidligere svoger.

    Nu er det Poden og jeg.

    Vi skal først spise ude og tilbringer så resten af aften med at se på mænd/drenge, der slår på hinanden.

    Hver vores fornøjelse, ikke? (:

    0