• Pakket ind i vat

    Jeg måtte en tur til Dr. Dyr med Bob.

    Han er på en eller anden måde kommet til skade med sit højre bagben og bøvlede med at lette ben, komme op og stå, lægge sig ned og havde i det hele taget en afvigende adfærd.

    Der var ikke umiddelbart noget, der sprang i øjnene og vi skulle se tiden an.

    Det kunne være en fibersprængning eller forstuvning – de leger jo indimellem noget vildt. Blandt andet dyrker de noget strand-parkour… eller dvs. det er mest Irma, der er vovehalsen.

    Bob får nu noget smertestillende og skal holdes i ro – så meget ro som Irma tillader – og det ser ud til at gå bedre og mon ikke den gamle Bob er tilbage, når vi sidst på ugen skal til kontrol hos dyrlægen.

    Jeg håber det.

    +12
  • Bob D

    I dag er det 3 år siden vi hentede Bob D hos Miriam i Vejle og dermed 3 år siden, at jeg blev bulldog ejer.

    Vi overvejede lidt at skifte navnet Bob D ud med Yoda da vi så det her billede.

    Den første tid var ikke uden udfordringer. Vi begyndte vores liv sammen med en mave-parasit i form af en giardia, som det tog mange uger at slippe af med.

    Dernæst oplevede jeg en hvalp, som ikke ville ud. Jo, i haven, men han nægtede hårdnakket at gå ud af fordøren.

    Først en gang i marts, hvor han var 4 måneder gammel, oplevede jeg, at han faktisk nød vores ture ud i verden.

    På et tidspunkt var jeg bange for, at jeg aldrig ville få en hund, der ville nyde en tur i skoven og ved stranden, men i takt med at temperaturen steg gjorde lysten det også.

    Han er stadig tyndpelset og går med frakke når det er rigtig koldt – og man kan altid finde ham under en dyne eller længst inde i ‘soveposen’.

    Billedet øverst giver et meget godt billede af hvordan han er i dag.

    Han går sine egne veje og altid forrest (mener vist selv, at han er chefen), og læg mærke til ørene… enten vil han sikre sig, at flokken følger med eller også lytter han faktisk når jeg kalder. Sandsynligheden for det første er nok størst.

    Han er en rigtig god storebror for Irma. Hun har været noget af en mundfuld for ham, men alligevel stortrives de nu i hinandens selskab – selvom han vist stadig af og til synes hun er en pestilens og vil sove alt for tæt 🙂

    +13
  • Dagen derpå for fede Bob

    Sent i aftes – ca. 12 timer efter han var blevet lagt i narkose – var Bob på benene igen og vi listede en lille tur i kvarteret.

    Lørdag morgen er han præcis som han plejer, kæk og fuld af spilopper. Der er kommet noget både ind og ud, og han er ikke det mindste generet af den lille syning, som er både tør og fin.

    Han får selvfølgelig både smertestillende og antibiotika, men udover det tror jeg ikke det er noget vi kommer til at mærke noget til.

    Den ‘alvorligste’ konsekvens af det dyrlægebesøg er, at Bob er sat ned i foder. Han har taget et halvt kilo på og på så lille en hund er det en vægtøgning som ikke bare er ligegyldig. Han bliver ikke fyldt med godbidder eller menneskemad, så det er udelukkende en reduktion af foderet der skal til. 25 g mindre om dagen fremover… sagde Dr. Dyr.

    0
  • Så røg løgene

    Bob blev i sommer kemisk kastreret. Det har haft den ønskede effekt og taget hanhunden ud af ham – uden at gøre ham tandløs.

    Med Irmas ankomst til januar besluttede jeg at gøre det permanent og derfor har han i dag mistet sin manddom for alvor.

    Hos min dyrlæge er man sammen med hunden indtil den sover før operationen og derfor ser Bob noget slået ud på det sidste billede 🙂

    Operationen er forløbet helt efter bogen. Han er fortsat helt groggy og går som om han har en seriøs brandert på – håber ikke tømmermændene bagefter er lige så slemme.

    Når han nu var i narkose bad jeg Dr. Dyr om at tage et røntgenbillede, så vi kunne se status på ryg, hofter og knæ. Han laver ofte sådan et sjovt lille chassétrin med højrebagben når han går/løber og det kunne være fordi han havde ondt.

    Nu viser det sig, at det er rent krukkeri. Alt ser nemlig ud til at være super fint.

    Du kan se røntgenbillederne i fuld størrelse ved at klikke på dem.

    Nu venter jeg blot på, at patienten vågner op af sin rus 🙂

    0
  • Frankrig møder Kina

    “Du skal forbi mig først, smart ass”, ser Bob ud til at sige da han i dag gjorde et nye bekendskab i hundeskoven.

    Bob startede ud med at opføre sig som kongen af Trekantskoven, men efter jeg havde hævet stemmen gik turen rundt i skoven i fred og fordragelighed.

    En af mine naboer har en Sharpei tæve, men den er ikke glad for Bob selvom han ihærdigt forsøger at indynde sig.

    Med denne her hanhund gik det meget bedre.

    Den var venlig og overbærende overfor den lille flabede franske og vendte sig bare bort, når Bob blev lidt for smart.

    Det er skønt med hunde, der er godt socialiserede. De har så utroligt meget fornøjelse af hinanden.

    Jeg glæder mig ekstra meget til at få en permanent legekammerat til Bob. Der er ca. 2 uger til, at vi får vished om parringen har båret frugt.

    0
  • Endelig fredag

    Onsdag eftermiddag gik der mail ud til 150-200 medarbejder med besked om, at det er tid for udskiftning af deres pc og med instrukser om hvordan de skal gebærde sig i den forbindelse.

    Jeg er kontaktperson, hvis der er spørgsmål og/eller udfordringer – og torsdag morgen var det som om en lavine havde ramt min indbakke. Jeg har brugt to fulde arbejdsdage på at rede tråde ud, svare på spørgsmål, slukke ildebrande, forklare… i samarbejde med Malene, som er min livline hos det eksterne firma, der står for udskiftningerne.

    Vi har klaret endnu en omgang og kl. 13:30 blev vi enige om, at nu kunne vi godt slukke pc’en og gå på en velfortjent weekend.

    Jeg har arbejdet på hjemmekontoret, så 10 minutter efter Shut Down gik jeg i skoven iført hund, sweater og røjsere og lige så hurtigt glemt alt om den indbakke.

    I stedet blev jeg optaget af at følge et fint lille rød egerns vej gennem skoven. Det bevæger sig utroligt elegant fra den ene tynde gren til den anden. Jeg fik kun denne ene chance for at ‘skyde den’ og det er desværre på en del afstand så kvaliteten er ikke den bedste.

    Bob venter tålmodigt på mig. Er jeg optaget for længe kan jeg finde ham liggende i skovbunden og jeg behøver ikke bekymre mig om, at han skulle finde på at løbe væk.

    Vi er så klar til to fridage.

    God weekend til dig!

    0
  • Fredag den 13.

    Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.

    Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.

    Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og  fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.

    Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.

    Kort både her og der.

    I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.

    Weekenden bliver af den stille slags.

    Måske.

    0
  • Der er sat en prop i

    Bob har haft dårlige mave i weekenden. Det sker, men da jeg mandag morgen opdagede, at han også havde blod i afføringen måtte vi en tur omkring Dr. Dyr.

    Efter jeg er begyndt at give ham Orijens Six Fisk har hans mave ellers være fin og stabil, han prutter ikke og har stor ædelyst. Derudover er hans pels flot og fælder minimalt.

    Jeg tror, at han har fundet et eller andet ‘lækkert’ og fornøjet sin mave med det… langt mere end at det skulle skyldes fodret.

    Dyrlægen synes selvfølgelig, at hans foder er det bedste, men Bob stortrives på Orijens. Det er et kvalitetsfoder og valgt med omhu… og så bliver jeg egentlig lidt træt, når han bruger en masse krudt på at tale det ned – “skidtfisk” kalder han indholdet uden at vide noget om det – særligt træt bliver jeg, når jeg fornemmer, at det vist bare er for at sælge det han selv har på hylden.

    Nå men i det mindste var der ikke noget alarmerende galt med dyret… og vi slipper forhåbentlig med skånekost, zoolac og penicillin resten af ugen.

    Så skulle han gerne være fit for fight igen.

    0
  • Der er kun en ‘model’

    Vi mødte to unge mennesker med hver deres hund i hundeskoven i går. Den ene var en Fransk Bulldog, men med en kropsbygning og størrelse som var meget forskellig fra Bobs.

    Den ene siger og peger på Bob, “hvis jeg skal have en Fransk Bulldog skal den se sådan ud“. Bulldoggens ejer svarer “ja ja, men der er ligesom to modeller af den Franske Bulldog og min er den sporty type“.

    Øh nå… det er helt nyt for mig at der er forskellige typer – og jeg er ret sikker på, at det samme vil det være for FCI. Nogen må have bildt hende en historie på ærmet.

    Var det tilfældet ville Bob kunne vel sagtens beskrives som en miniatureudgave. I hvert fald forveksles han ofte med en hvalp… hvilket måske er meget godt, da jeg kan bruge det som en undskyldning for hans pjattede opførsel.

    Han er 31 cm i skulderhøjde og vejer kun 10,5 kg, men selvom han hører til i den mindste ende holder han sig fint indenfor hvad racestandarden foreskriver:

    Jeg er i øvrigt begyndt at overveje om Bob skal være storebror… der er jo en del ventetid på det skidt, så jeg bør vel begynde at kigge mig omkring 🙂

    0
  • En handlingens hund

    Sofaen er forbudt område for Bob MEDMINDRE hans dynetæppe er fundet frem (han skal så også helst ligge PÅ det).

    Forleden aften stod han og trykkede for at komme op, men de to kedelige madammer, der sad i sofaen, modstod de bedende øjne og sagde nej.

    Han forsvandt ud i entreen, hvor hans kurv står og så kom han ellers moslende med det store dynetæppet og var så vældigt tilfreds med sig selv da han fik et lift op i sofaen, på tæppet mellem madammerne.

    Helt dum er han vist alligevel ikke.

    0