• Søndagen er reddet…

    Søndagsfilmen er med Ryan Gosling og så bli’r det ikke ret meget bedre.

    “Drive” er instrueret af den danske instruktør Nicolas Winding Refn. Jeg har set den tidligere men et gensyn med Gosling, siger jeg ikke nej til… og måske kan jeg denne gang koncentrere mig en smule om filmens handling.

    drive

    Han må forresten også gerne køre Poloen (:

    0
  • Heldige mig…

    Aftenens sløjdtimer må vige pladsen for et andet arrangement.

    Poden og jeg er inviteret til premieren på ‘Kvinden i Buret‘, filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bog af samme navn.

    IMG_6626
    Som ynglings-eks-svigerinde til biografdirektøren har vi fået salens bedste pladser (:

    BT giver filmen 5 ud af 6 stjerner og skriver bl.a.:

    Så kan du godt rykke ind til siden, Sarah Lund, for Danmark har fået en ny yndlingsstrømer. Han hedder Carl Mørck, og navnet er ikke tilfældigt, for mørkt som ind i Helvede er det i Mikkel Nørgaards filmatisering af ‘Kvinden i buret’, der tager os ved hånden og fører os ind i en grum, grum verden af skyld, sorg, smerte og hævnlyst.

    Krimifans kan godt begynde at glæde sig.

    Og det gør vi så (:

    0
  • After all…

    Notthing Hill kommer i mit fjernsyn. Lige om lidt.

    Jeg har en svaghed for engelske film. Og for Notthing Hill i særdeleshed.

    Jeg ville så gerne ha’ besøgt Notthing Hill da jeg var i London i maj. Men med kun nogle få dage i byen var vi nødt til at prioritere. Og så er der en god grund til atter at besøge det engelske.

    Notthing Hill er en af de film, som jeg ikke er i stand til at zappe forbi. Bare 5 minutter og så er jeg fanget indtil den er slut. Også selvom jeg har set den en millionmilliard gange.

    I låååve it

    Og hvis ‘nogen’ fortsat skal se Dansk Fodbold Award må de sørme finde et andet fjernsyn at se det på…

    0
  • Fransk feelgood

    Når jeg siger fransk film, er der sikkkert mange, der med det samme rynker på næsen siger: ellers tak.

    Flere jeg har talt med var i hvert fald fyldt med fordomme da jeg fortalte, at jeg skulle til snigpremiere på “Intouchables” eller “De urørlige”, som den hedder på dansk.

    MEN det er, uden sammenligning, en af de dejligste film jeg har set meget meget længe. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg smilede mig igennem de knap to timer den varede.

    Den må du altså bare ikke snyde dig selv for – fransk eller ej – så kast fordommene overbord og køb billet til biffen, når filmen sidst på måneden har premiere in a theatre near you (:

    I det franske komedie-drama ‘De urørlige’ kunne kontrasten næsten ikke være større.

    Phillipe (François Cluzet) er mangemillionær, bor i Paris’ fineste kvarter og er lam fra halsen og ned efter en paragliding-ulykke. Driss (Omar Sy) er arbejdsløs, småkriminel og bor i en forstadsghetto.

    Da Phillipe vil ansætte en ny hjælper, søger Driss modvilligt jobbet og forventer at få det kategoriske “nej”, som han er vant til. Men Philippe, der savner forandring i hverdagen, overrumples af Driss’ sarkasme og befriende mangel på medlidenhed.

    De to oparbejder et usædvanligt venskab, som kommer til at udfordre deres respektive verdensbilleder.

    Den franske feel good-komedie ‘De urørlige’ er baseret på en virkelig historie. Filmen har gået sin sejrsgang verden over og har passeret ‘Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’ fra 2001 som den mest sete franske film nogensinde.

    0
  • Kærlighed og kræft. Appelsiner og citroner. Surt og sødt.

    Poden og jeg var i aftes to blandt mange i A-salen i Metropol Aalborg. Filmen var Susanne Biers nye “Den skaldede frisør“.

    Trine Dyrholm spiller frisøren Ida, der oven på et succesfuldt forløb med kemoterapi er ved at komme ovenpå igen.
    Men hendes tilværelse vendes på hovedet igen, da hun en dag finder sin mand gennem 25 år, den brovtende Leif (Kim Bodnia), sammen med den unge og knap så kvikke Thilde (Christiane Schaumburg-Müller). Og så lige op til deres datters bryllup, der skal afholdes i sydlandske omgivelser i Italien.
    I mellemtiden møder Ida uforsætligt gommens far, Philip (Pierce Brosnan), en fortravlet og lidt følelseskold forretningsmand, som alligevel begynder at se noget i den forvirrede Ida.
    Det hele kulminerer under det italienske bryllup, der samler alle implicerede under ét tag til en begivenhedsrig fest.

    Filmen er en bitter sød, varm, sjov og livsbekræftende historie om, at lige som man tror alt er forbi, så skal det hele måske først til at begynde.

    Filmen kan varmt anbefales… så tag din veninde under armen og se den!

    … og så synes jeg forresten, at Trine Dyrholm har udviklet sig til at være en rigtig dygtig skuespiller

    (vi så forfilm til den franske film “Intouchables” – det er en must see… jeg si’r det bare)

    0
  • Niceville

    Kathryn Stocketts debutroman ”Niceville”, eller “The Help” som den hedder på original sproget, sendte Dan Brown ud af den amerikanske bestsellerliste. Med sin skildring af de sortes forhold i Mississippi i 1960’erne forvandler hun det amerikanske traume fra et maveonde til et blødende mavesår.

    Filmatiseringen havde premiere torsdag og jeg havde fornøjelsen af at se den i aften… ja, det må så blive i aftes.

    Adskillelsen mellem hvide og sorte er pludselig ikke længere lovlig. Ku Klux Klan hærger, og sorte lever i skræk og rædsel.

    Så meget desto mere fantastisk – og modigt – er det da også, da Aibileen, en sort tjenestepige, indvilger i at fortælle sin historie til miss Skeeter.

    Skeeter er en ung hvid kvinde, der aldrig har forstået, hvorfor hendes egen elskede ’mammy’ forsvandt ud af hendes liv, og som har sat sig for at beskrive tilværelsen of en række sorte tjenestepiger.

    Aibileen er den første. Men det er ikke nok med kun én stemme. Langsomt, møjsommeligt og i dybeste hemmelighed lykkes det i ‘Niceville’ at rekruttere andre kvinder og få dem til at fortælle deres historie – med livet som indsats.

    Den er rørende, underholdende, morsom og hjertevarm. Og trods det alvorlige emne, har den en ikke uvæsentlig feelgood faktor som gør, at man trods alt går ud af biografmørket med et smil om læben.

    Resten af aftenen havde også feelgood faktor… jeg går glad i seng velvidende, at der venter en lørdag, hvor jeg kan sove til jeg vågner af mig selv, en lørdag jeg kan spendere i nattøj og morgenhår, en lørdag jeg kan putte det i jeg gider… og jeg gider godt.

    Håber din også bliver god!

    (Og så fik jeg forresten opså opklaret mysteriet om chokoladen)

    0
  • Post Tour traumatisk

    Touren er slut… abstinenserne er begyndt at vise sig, for hvad pokker skal jeg nu bruge eftermiddagene på? Nåmen, så er det vel et eller andet sted godt, at det lige præcis var til morgen, jeg skulle starte på job igen efter ferien. Og det er ikke bare undertegnede, der skal på job…. Poden skal faktisk arbejde 35 36,5 timer i den kommende uge. Hun er træt alene ved udsigten, men når det så bliver regnet ud hvor mange penge, der ryger ind på kontoen, så forsvinder trætheden som dug for solen.

    Sidste aften i ferien brugte vi på at gå i biffen med efterfølgende spisning på vores ynglingsrestaurant. Vi så “Brudepiger” i en biografsal fyldt med kvinder… ikke én eneste mand var blevet lokket med ind og det var da også humor på et plan, hvor de færreste mænd kan være med.

    Det var nemlig en film om når kvinde er kvinde værst. Jeg tror de flest i salen kunne identificere sig med hovedpersonen (som Poden påpegede har en slående lighed med Mia Lyhne), så når det blev grinet mest, grinede vi dermed også af os selv. Og det er sundt.

    Hele historien i Brudepiger er egentlig ganske klassisk. Annie er bedste veninde med Lillian og det har de været siden de var børn. Det kommer derfor også helt naturligt, at Lillian beder Annie og at være hendes førstebrudepige, da hun skal giftes. Annie tager glædeligt imod opgaven og æren, men det viser sig at blive alt andet end ligetil.

    Ikke mindst på grund af Lillians kommende mands chef’s kone Helen, der lader til at være alt for god til at være sand. Udover at hun så småt er ved at overtage Annies rolle som bedste veninde, så prøver hun også ihærdigt at overtage rollen som bryllups og polterabends arrangør. Noget der bestemt ikke passer Annie. Det hjælper dog ikke, at Annie langt fra er i samme økonomiske situation som Helen og de andre brudepiger. Hun er gået ned med sin kageforretning, og arbejder nu i smykkeforretning, hvor hun spreder alt andet en glæde og begejstring blandt kunderne og ejeren.

    Samtidig hænger hendes kærlighedsliv meget dårligt sammen. Hun prøver at få mere end tilfældig sex ud af bollevennen Ted, hvilket han på ingen måde er interesseret i. Og da hun møder politimanden Nathan træffer hun alle de forkerte valg.

    Vi sluttede aftenen af på “Kunst og Spaghetti” med den sædvanlige menu ved vores stambord (man skal jo helst ikke forny sig).

    Og det var så den ferie.!

     

    0
  • Eventyrlig forestilling…

    Jeg har brugt lørdag aften i selskab med “Water for Elephants” og jeg blev ikke skuffet… lige så dejlig Sara Gruens bog er, lige så dejlig er filmen.

    Vi er i USA under depressionen, og vi får et indblik i datidens cirkusliv, hvor vilde dyr og “anderledes” skabte mennesker er blandt attraktionerne.

    Som 23-årig mister Jacob Jankowski pludselig sine forældre, og han står uden penge og med en uafsluttet dyrlægeeksamen. Han flygter ud i verden, ender i et cirkusvogntog og bliver indlemmet i “Brødrene Benzinis mest eventyrlige cirkusforestilling i verden”. Dette er en helt anden verden end den, han kender til, men langsomt kommer han ind under huden på cirkuslivet. Han får lært sig det indforståede hierarki, cirkusslang og-regler, bliver ven med folk og fæ, helt specielt Rosie, den nye, tilsyneladende utrænede, elefant – indtil Jacob knækker koden. Og han forelsker sig i den smukke Marlena, som desværre er gift med den psykopatiske cirkusdirektør, August.

    0
  • Hachi

    Poden og jeg har filmen Hachi: A Dog’s Tale

    En fantastisk historie om den smukke Japanske Akita Hachi, der ved et tilfælde havner i hænderne på den kærlighedsfyldte professor, Parker Wilson. Det er en beretning om et venskab, der førte til hunden Hachi’s ensomme, men utrolige skæbne.

    Hachi følger hver dag sin ejer til togstationen og henter ham igen, når han kommer hjem. Hver dag sidder Hachi på den samme plads foran udgangen i venten på sin elskede ejers hjemkomst. En dag dør Professoren og kommer derfor ikke hjem. Men Hachi, som på dette tidspunkt er 18 måneder gammel, er trofast og loyal – og hver dag de næste 9 år sidder han samme sted foran togstationen og venter på sin herre.

    Historien er autentisk og fandt oprindeligt sted i Japan i 1924. Den har gjort så stort indtryk på den japanske befolkning, at Hachi den dag i dag er et ægte ikon og symbol på loyalitet og trofasthed.

    Der er rejst en broncestatue på pladsen, hvor Hachi tilbragte ventetiden helt frem til sin død i 1935.

    0
  • And the Oscar goes to…

    Svigt og sorg er de to underliggende hovedtemaer i filmen Hævnen. Et meget svært og tungt emne her hyldet ind i smukke smukke billeder, eminent skuespil og lækker lyd. Susanne Bier har i den grad fortjent den Oscar hun modtog den anden nat. Og for øvrigt også de andre priser hun har modtaget for denne film.

    Det er længe siden jeg har set en film, der har grebet mig så meget og har du ikke allerede set den, kan den varmt anbefales!

    0