-
På må og få
Borgmestermolen var kold og blæsende, så det blev ikke noget længere varende ophold vi havde derude. Højvande var det også og revlerne, vi plejer at kunne trave ud af, var simpelthen ikke synlige.
Vi kørte nordvest på gennem Gerå, over Østerled og havnede, som så ofte før, i Dronninglund.
Jeg kører ikke gennem Dronninglund uden at aflægge Jens et visit.
Jeg lægger en lille sten og sender ham en varm tanke.
Til sommer er det tre år siden Jens døde. Han er ofte med mig og når jeg roder mig ud i ‘problemer’ tænker jeg: hvad ville Jens ha’ sagt? Han formåede altid, at sige dét jeg havde brug for at høre og ikke det, jeg gerne ville høre.
Weekenden er omme – men jeg har ferie, så det kedelige faktum kan jeg heldigvis se stort på (:
-
En duft af…
Kender du det… at dufte/lugte forbindes med særlige mennesker, oplevelser eller begivenheder?
Oftest er mine erindringer positivt forbundet med dufte… den brune slidte læderjakke han altid bar, næsen stukket ned i hvalpepels, duften af min far, når jeg en sjælden gang som barn fik lov at sove i hans seng, deodoranten en gammel kæreste brugte, duften af hav og …
Nogen gange er de knap så positive. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg glemmer lugten af Dronninglund Sygehus… alene ordet “Dronninglund Sygehus” kan efterhånden give mig kvalme :-/
Heldigvis er det snart slut. Min far på vej hjem. Permanent. Måske allerede fra næste weekend. Fire måneder har han været indlagt. De tre i Dronninglund. Længe for os alle… men ikke mindst for ham selv. Vi kom ud på den anden side, som en ny og stærkere familie.
Men lugten… lugten vil for evigt hænge i erindringen…
-
Frisk luft til Hr. Nielsen
Min far har de sidste mange år været fritidsfisker og været vant til at opholde sig udendørs i mange timer dagligt.I dag kom han ud i den friske luft for første gang siden han blev syg den 19. spetember. Ja altså lige bortset fra de gange, han er blevet transporteret fra det ene hospital til et andet.
Vi pakkede ham ind i tæpper og gik en tur i den dejlige efterårssol. Og han nød det.
Da vi kom retur viste det sig, at hospitalet har de dejligste varme poncho’er, som er specielt beregnet til kørestolsbruger… så nu er der ikke længere nogen undskyldning… nu slæber vi ham ud så ofte vejret tillader det.
Uanset om han vil eller ej 🙂
Humøret er højt og han kæmper med træningen. Der er begyndende tegn på kontakt til højre ben, hans tale er betydeligt bedre og han kan nu drikke almindelig væske og behøver ikke den hæslige fortykkelse de rørte i i starten.
Der er stadig lang vej før han kommer hjem. De beholder ham så længe, der er fremgang. Og det er der.
