Når jeg får den halvårlige indkaldelse til tandlægen synes jeg pludselig, at der er både det ene og det andet i vejen… er der ikke lidt murren i den kindtand? er den tand ikke umådelig følsom overfor koldt vand?

Når jeg så forlader tandlægestolen viser det sig, at der intet som helst er i vejen med mine tænder.

I ventetiden på at få svaret på gårsdagens coronatest synes jeg, at jeg er lidt øm i halsen, at jeg er lidt varm og hvad har vi.

Jeg fejler sikkert ikke en skid!

Da vi landede i Aalborg i fredags måtte hus-/hundepasseren desværre fortælle mig, at han havde skadet min bil. Den havde været oppe og hænge på en betonklods, som lå skjult i noget højt græs nede ved fjorden.

Den kan sagtens køre, der er ingen mislyde og der drypper ikke noget ud af bunden, MEN – der er tre advarselslamper i displayet, der lyser.

Forsikringen er kontaktet og i morgen tidlig bliver den afleveret på værkstedet, hvor der står en lånebil klar til mig.

Shit happens og det er der bare ikke noget at gøre ved.

De dårlige nyheder stoppede ikke der.

Til morgen var jeg oppe som sædvanlig og klar til at tage på job da mobiltelefonen bimlede… jeg har været i nærheden af en person smittet med Corona, så over middag står den på PCR test i Dronninglund.

Jeg er ‘anden kontakt’, vaccineret og har ingen symptomer, så jeg er ret fortrøstningsfuld, at det blot er af forsigtighedshensyn. Det er ikke nødvendigt med isolering, men jeg bliver alligevel på hjemmekontoret indtil resultatet af testen foreligger.

Shit happens x 2…

Min dag er startet langsomt og foregået i nattøj på sofaen, med strikketøj og computeren inden for rækkevidde. Samfundet er i færd med at lukke mere og mere op, men det gør ikke det store forskel for mig – og slet ikke på en lørdag i nattøj.

Jeg er en af dem, der har haft gavn af pandemien og er blevet endnu mere bevist om mit behov for fordybelse det sidste år. Der er rigtig mange, der har mistet, mens jeg synes at have vundet.

”Jeg er stortrives faktisk,” sagde jeg på et tidspunkt til en, der spurgte, hvordan jeg klarede det under nedlukningen. Den lille forandring Corona pandemien har medført i mit liv har været positiv og jeg frygter en smule at vende tilbage til normale arbejdsdage. Misforstå mig ikke – jeg savner også at være på kontoret og at være sammen med mine kolleger, men tiden og roen herhjemme har kun gjort noget godt for mig.

Da det i en sen alder gik op for mig, at jeg ikke er helt ‘forkert’, gav jeg slip på den forestilling, at jeg partout skal være udadvendt og det gør, at jeg ikke længere føler mig hverken kejtet og forkert. Presset om at skulle være social har været pakket væk det seneste år.

Heldigvis har jeg fået carte blanche til at fortsætte med et par ugentlige hjemmearbejdsdage – også efter corona og efter den vaccination, der venter lige om hjørnet, men skal jeg igen finde min plads i højhastighedssamfundet så kan jeg også det.