• Et øjeblik...

    Ny boss i mit liv

    Jeg plejer at ynde at sige, at jeg er boss i mit eget liv… det er jeg i og for sig stadig… men nu har jeg valgt at dele det med en anden også… en “opvaske Bosch”!

    Mens “Tommy” klarede opvaskemaskine installationen i køkkenet, blev der også arbejdet i bryggerset.

    I sommer fik vi skiftet varmtvandsbeholder samt hele mekanismen, der måler forbruget af varmt vand og varme. Ja, ikke bare os, men hele bebyggelsen, som består af omkring 200 boliger. På et tidspunkt kom der en ingenør og tjekkede installationen. Så langt så godt.

    I dag skulle, der så læses varme af for første gang og så viser det sig, at smeden, der har monteret her hos os, har vendt et eller andet forkert så aflæsningen af både varme og vand stod på nul komme nul dut.

    Ja, jeg klager da ikke – hvorfor skulle jeg det – ja, altså, med mindre de nu laver et eller andet estimeret forbrug, som ikke er acceptabelt. Men så må vi ta’ den derfra.

    Min værktøjskasse består af en lyserød skruetrækker og ditto hammer… så jeg har i hvert fald ikke vendt nogle rør og derefter plomberet dem.

    Nå ja… og så har jeg da også et vaterpas. Gult!

    Men ingen rørtænger!

    Og jeg tror forresten da heller ikke, jeg blev mistænkt for fusk.

    HA… jeg lugter penge tilbage i vand og varme (-:

     

  • Et øjeblik...

    År 3 efter…

    3 år som boss i mit eget liv… ikke den ringeste dag at fejre.

    Det har jeg/vi klaret til UG. Hvis jeg skal sige det selv. Det er en tung og meget meget svær beslutning at tage, at skulle opløse et ægteskab, specielt når det også involverer børn. Jeg tror faktisk den største hurdel består i at turde træffe beslutningen og er i sig selv langt sværere end at føre den ud i livet. Heldigvis kom der nogle gladere mennesker ud på den anden side og det bekræfter at beslutningen også var rigtig.

    Og da jeg så også spottede de første vintergækker titte op i grøftekanten, så var der ekstra grund til at finde det store smil frem. Billedet herunder er dog fra sidste år – helt så langt var de ikke fremme… men de var der!