-
På en stormfuld tirsdag
De sidste dages traveture har været præget af regn og kraftig blæst og har på ingen måde været motiverende for at lægge lidt ekstra kilometer i benene.
5,1 km i går og kun 4,2 i dag er en rigtig elendig start i forhold til det mål, jeg har sat mig for februar. Selvfølgelig er det bedre end at sidde hjemme i sofa’en men alligevel ikke godt nok – jeg må tage revanche, når solen skinner.
Apropos solskin, så snakkede vi ferieformer på jobbet i dag.
En af mine kolleger har lige har været 3 uger på Cuba, en anden har kørt tværs over USA på motorcykel og en tredie vil helst bare i sommerhus. Mine feriedrømme har forandret sig en del. Da Poden var mindre tog vi gerne på charter. Det var nemt og bekvemt. Men den ferieform gider jeg ikke længere. Skal jeg på ferie vil jeg noget andet og det behøver hverken være nemt eller bekvemt.
Økonomien sætter en naturlig grænse for realisering af drømmene – men havde jeg muligheden, ville jeg flyve til Island, sejle op langs Norges kyst, køre rundt i Cornwall, gense New York, opleve Alaska…
Det er alt sammen sat på min bucket liste og så satser jeg på, at pensionselskabet holder, hvad de lover og jeg bliver en gammel rich-computer-bitch.
-
Søndagsbilleder
Jeg kan slet ikke få nok af klar frost og sne, så selvom søndagen er helt latterlig kold, så har vi tilbragt knap 2 timer i mosen og travet de knap 7 kilometer rundt ad Kanalvejen i solskin og med knirkene sne under støvlerne.
Dagen er tiltaget med 48 minutter i det nordjyske og jeg håber, at det er nok til, at vi kan nå at nyde hverdagseftermiddagene i den kommende uge også.
Lillebror tager sig en velfortjent morfar og jeg tvivler på, at jeg ser ham før han er sulten.
-
Magisk morgen
Ikke lang tid efter jeg have gjort klar til fotografering ved havnen, begynde de at dukke op… vinterbaderne… kun iført badekåbe og badesandaler. De frabad sig fotografering – desværre – det havde været fedt med silhuetter på trappen nederst til højre. Men jeg respekterede naturligvis deres anmodning.
Jeg var i fuld vinterudrustning for morgenen var bidende kold og hvis jeg en gang har haft lyst til at blive vinterbader, så forsvandt den lige der. Det ser så tiltalende ud når man ser det på tv men når man er on-location, er det pludselig ikke helt så attraktivt.
Men morgenen den var fa’me magisk.
-
Dyr til højre..
Jeg havde set, at der var annonceret jagt i hundeskoven i dag og besluttede derfor, at mosen måtte være stedet, at lægge formiddagens travetur.Her havnede vi så også ganske ufrivilligt midt i årets sidste fællesjagt… der blev råbt og skudt, og turen blev i det hele taget hurtigt langt mere spændende end jeg brød mig om.
Jeg talte med en af klapperne og han forsikrede, at der ikke blev skudt ud mod vejen.
Godt så, men jeg havde spottet en af byens ‘bumser’ med et gevær over skulderen. Ham har jeg ofte mødt i mosen på handicapscooter og med en hel ramme Slotsbajere på bagagebæren, så jeg ved ikke helt, om jeg følte mig specielt beroliget.
Lillebror var helt cool med det hele og overordentligt interesseret i dyret, der hang på vognen.
“Dyr til højre“.. og et øjeblik efter sprang to rådyr over vejen efterfulgt af en sort labrador.
De slap med skrækken.
Og det samme gjorde vi.
-
Et magisk vinterkys
Smilet sidder stadig fast efter en helt igennem fantastisk tur i Trekantskoven.
Eventyrligt smukt og hvidt og stille og blødt og uberørt og koldt og klart – og med fornemmelsen fra jeg var barn og var den første, der betrådte den jomfruelige sne.
Magisk.
Intet mindre.
Ingen billeder er i stand til at gengive smukheden og den stemning jeg følte ved at gå her omgivet af stille blødhed.
Det ser ud til at kulden fortsætter og sneen bliver liggende weekenden over, men det bliver aldrig smukkere end på denne første dag.
-
Reddet af en travetur.. og et kram
‘Nogen’ havde glemt, at vandstanden var for opadgående og en stor del af dagens travetur på Nordmandshage foregik med våde bukser til et godt stykke over knæet.
Og jo, det var pisse koldt.
Våde bukser eller ej… traveturen var helt nødvendig for mig på det, der blev endnu en moody onsdag.
Den startede ellers godt, onsdagen… med et varmt kram af ham, der skulle låne bilen. Jeg blev måske en anelse betænkelig ved udlånet da han truede med, at fik han under 7 til dagens eksamen, ville jeg kunne samle ham op i dokken om en uge. Han forsikrede dog, at han nok skulle aflevere nøglerne til iGo inden (:
Sidst på formiddagen tikkede resultatet ind: et meget overbevisende 12 tal. Jeg tvivlede ikke et et sekund. Han er knivskarp og gør ingenting halvt!
Herefter gik onsdagen ned af bakke. Organisationsændringen i starten af 2015 har kørt mig længere og længere ud på et sidespor – fagligt – i forhold til de kolleger, jeg sidder på kontor med og dagligt har et tæt samarbejde med.
Det frustrerer mig – især fordi jeg fornemmer, at grunden ligger begravet i samarbejdet mellem de to chefer. Eller det manglende samarbejde.
De blåfrosne knæ, traveturen og endnu et kram gjorde det af med frustrationerne og jeg er klar til at lægge arm med resten af ugen…
-
Bare fordi jeg ku’
Der er ikke faldet så meget sne, at det på nogen måde havde været uforsvarligt at køre på job til morgen… men nu havde jeg indstillet mig på, at sove lidt længere og tilbringe dagen i bløde bukser og morgenhår… så her sidder jeg, ikke af nødvendighed, men bare fordi jeg ku’.
Jeg har fået en del fra hånden – opgaver som kræver ro og fordybelse – og på den måde kan en hjemmearbejdsdag være langt mere produktiv end en dag på kontoret, hvor telefonen ringer og kunderne går ind og ud af kontoret i en lind strøm.
Kantinen her på matriklen er så ikke være at skrive noget om – men i stedet kan jeg tage det varme tøj på og tilbringe frokostpausen med en travetur i skoven med Lillebror. Et okay alternativ, hvis du spørger mig.
God snevejrs fredag til dig!
-
Mens vi venter på sneen
Vi har rygende travlt på jobbet men alligevel skulkede jeg en halv time og nåede hjem til en helt igennem vidunderlig travetur i Trekantskoven.
Jeg trives i den klare frostluft og selv om kulden bed i kinderne, så steg onsdagshumøret for hvert skridt jeg tog.
De lover, at vi får sne i Nordjylland natten mellem torsdag og fredag. Jeg håber, at vejrguderne holder deres løfte og giver os en ordentlig dyne.
Chefen er informeret om, at jeg muligvis napper hjemmearbejdsdag på fredag, hvilket betyder jeg kan sove lidt længere og tilbringe arbejdsdagen i bløde bukser. Det gider jeg godt. Men kun hvis varslerne holder stik og vejene er ufarbare.
De lange åbne stræk, der er mellem Hals og Aalborg fyger meget let til og kan hurtigt gøre køreturen temmelig besværlig. Ikke at vinterkørsel generer mig, men når jeg nu har muligheden for at slippe er det trods alt at foretrække.
-
Vinterkys
Endelig er verden frossen.
Endelig lover de sne.
Klar luft, røde kinder og rene poter.
Det vinterkys har været længe ventet.
-
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Nyt årstal, nyt password, nyt Visakort nummer, ny afdelingsbetegnelse… altsammen på én og samme mandag!
Gæt lige hvor mange gange jeg har tastet mit gamle password og skrevet 2015?
M A N G E !
Udover forvirringen med tal og koder var denne første arbejdsdag i år egentlig ganske okay.
Flere har været fraværende siden medio december, så der var masser af nyheder omkring kaffe- og frokostbordet i vores lille brogede flok. Vi er meget forskellige og lever meget forskellige liv, men det er nu engang dét, der gør os spændende – også for hinanden – hvilket tydeligt afspejles i diskussionerne over kaffekoppen.
Jeg kigger længselsfuldt ud mod lyset. Lige om lidt stempler jeg ud og er jeg heldig, kan Lillebror og jeg nå en god tur derude inden januarmørket sænker sig.
Mandag var okay!
Hverdag er okay!
