Det er ved at være nogen tid siden at jeg annoncerede, at min lille Aygo snart rundede de 200.000 km – det skete så først i dag. Man kan ikke sige at kilometertallet løber hurtigt i øjeblikket – det bliver mest til småture til skoven og mosen og det rykker ikke akkurat.

11 år, 3 måneder, 3 uger og 2 dage tog det.

I dag tog vi turen i mosen. Efter 4 km, da vi var omtrent halvvejs, åbnede himlen sluserne og resten af turen foregik i øsende regnvejr. Jeg var i regnjakke og kameraet blev pakket ind i hundelorteposer – det var kun den bette Bob der var totalt ubeskyttet.

Han er ikke vild med det og det gik i rask trav da han fornemmede, at vi var på vej retur mod bilen.

Min lille Aygo har efterhånden nået en alder (11 år), hvor man måske burde begynde at overveje, om den har gjort sit. Men det har jeg nu ikke tænkt mig.

Lige om lidt runder den 200.000 kilometer. Det svarer nogenlunde til fem gange rundt om jorden – og jeg synes faktisk, det er ret imponerende, når man tænker på, at det hele er foregået primært på de nordjyske veje.

Den har kørt mig på arbejde, på indkøb, på ferie, til hundeskoven, efter garn og sikkert også på en hel del andre ture, jeg for længst har glemt.

Og den bliver ved.

Jeg har ingen planer om at sende den på pension foreløbig. For hvorfor skifte noget ud, der fungerer? Min lille bil har bevist, at man ikke behøver være stor, dyr eller prangende for at kunne klare sig.

Sidst den blev synet, sagde synsmanden, at den lille motor er uopslidelig – det var i samme sætning, som han sagde, at jeg burde få den undervognsbehandlet – for der skal selvfølgelig også passes på den.

Den fik sin første undervognsbehandling kort efter og så er vi klar til endnu et par ture omkring jorden.

Min lille iGo (Aygo) bliver 10 år i år. Den bette bil har fragtet mig land og rige rundt og i dag er den gjort klar til endnu 2 år.

Den har fået et serviceeftersyn, er blevet forsynet nye bremser og 4 nye dæk – nu mangler den så at bliver synet.

Jeg var helt overbevist om for et par år siden, at jeg ville skifte den, men der var så meget usikkerhed omkring min boligsituation, at jeg ikke turde påtage mig et bilkøb, så det blev ved tanken.

Nu har jeg det sådan, at så længe den ikke koster mig i tusindvis af kroner i reparationer, så beholder jeg den. Ikke at sådan et eftersyn ikke er dyrt, men det skal jo til. Den er forlængst betalt, er billig i drift og har aldrig voldt mig problemer, så hvorfor sætte sig i gæld.

Når den engang ikke kan mere køber jeg mig en el-ladcykel og så kan hundene og jeg sagtens komme omkring i nærområdet. Skal vi længere må Poden køre mig – jeg har fragtet hende rundt i årevis – så må det være hendes tur 😉