• Øjebliksbilleder

    Den røde tråd…

    Hvis der er en rød tråd har jeg ikke fundet den… den her blog har udviklet sig som værende netop øjebliksbilleder fra mit liv. Den har bestemt sig for at være lidt rodet, springe fra emne til emne, være fuld af fortvivlelse den ene dag og brede smil og glæde den næste – men tilsammen udgør det vel essencen i mit liv, for det er jo sådan jeg er og sådan jeg oplever tilværelsen.

    Et af mine yndlingscitater er af Peter Plys, som siger

    En af fordelene ved at være rodet, er at man hele tiden gør nye, spændende opdagelser.

    .

  • Øjebliksbilleder

    Ventetid

    Det er nu lidt mere end 4 måneder siden at Nanna og jeg flyttede for os selv. Det er selvfølgelig stadig nyt, set i forhold til at mit liv sammen med Nannas far varede i 17 år – men jeg synes alligevel, jeg burde ha’ vænnet mig til den nye situation – og det har jeg ikke! Jeg sidder med en følelse af, at det her kun er en midlertidig situation – at der er opstået en tilfældig pause i mit liv, at jeg bare venter på noget, noget der skal overståes eller noget nyt der skal ske.

    Det er ikke fordi jeg er ked af det eller har fortrudt, at jeg tog skridtet og flyttede – tværtimod! Jeg er glad, tilfreds og positiv. Nanna trives, hun og jeg har det rart sammen… mon ikke det bare er fordi ting ta’r tid – det vælger jeg at tro! Og så venter jeg videre – bare det ikke varer for længe!

  • Øjebliksbilleder

    Fin investering…

    Jordbærrene og den gode mørke chokolade viste sig at være en god investering – for der er inviteret til kaffeslapperas. Jordbærmængden blev hurtigt fordoblet, forsynet med chokolade og så er jeg på vej ud af døren…

    Ha’ en god aften!

  • Øjebliksbilleder

    Ja ja, jeg ska’ nok…

    Nanna skal, efter konfirmationsundervisningen er slut, først møde kl. 10 om tirsdagen. Det har jeg glemt et par gange eller tre, hvilket i sagens natur ikke er populært – der er lidt forskel på at blive vækket kl. 6.30 og kl. 8.30.

    Til morgen hængte der et kæmpeskilt på hendes dør: “Nej mor”!

    Det tegner til at blive en dejlig tirsdag. Der er blå himmel over Vodskov og vinden er rar og lun. I eftermiddag skal jeg til Langholt og fotografere Jimmys 6 uger gamle hundehvalpe og det er altid en udsøgt fornøjelse at få lov at “gratte” med sådan en flok!

  • Øjebliksbilleder

    Vi fortjener det, gør vi..!

    Hvor kan man dog blive eventyrligt irriteret og træt af at sidde i kø. Igen i dag var der sket et eller andet i tunellen, som gjorde at kun ét spor var farbart. Jeg valgte derfor turen gennem byen – sammen med 1000vis af andre nordjyder – og så holdt jeg i kø ved broen!!! Det tog dog ikke så lang til som forleden, men alligevel… en masse unødig tid brugt på transport. Jeg blev enig med mig selv om, at når Nanna er færdig med folkeskolen og skal videre i uddannelsessystemet flytter jeg ind til Aalborg, så jeg kan cykle til og fra arbejde – det ville gøre alting meget nemmere. Om jeg så ville kunne trives i byen igen er en anden sag – men om ikke andet kunne jeg da flytte syd for fjorden, så jeg slap for at skulle krydse den dagligt.

    Vi fortjener at få dessert i dag – jordbær dyppet i mørk chokolade – MUMS!

  • Øjebliksbilleder

    Linnedvaskeri

    Måske var det en forhastet beslutning at smide alt sengetøjet i vaskemaskinen her til morgen… da jeg gik med Arabella skinnede solen fra en blå himmel, men nu ser det da ud til at trække sammen med mørke skyer. Der findes ikke noget ret meget bedre end at hoppe i en seng, der er redt op med nyvasket og soltørret linned – og jeg benytter enhver chance til at gøre det på denne årstid. Men hvis der kommer regn, lykkes mit projekt måske ikke i dag.

    Nanna sover fortsat, så her er dejligt fredeligt og belært af gårsdagens dårlige humør lader jeg hende sove lidt endnu.

  • Øjebliksbilleder

    Morgenduft…

    Genboen har en stor flot syrenbusk og jeg kom altså til (sent i aftes og i ly af tusmørket) at klippe et par grene af som nu står og dufter himmelsk i min stue. Jeg behøver nu ikke være bange for at de at set mig, for familien, som har indvandrerbaggrund, lever for konstant nedrullede persienner. Nanna og jeg har boet her siden 1. februar og vi har kun set persiennerne rullet op og vinduerne åbnet én eneste gang!

    Meget fornøjelse af deres smukke syrenbusk har de ikke (læs: lyder min undskyldning for at stjæle deres blomster).

    Skoven duftede også godt tidligt i morges. Jeg er hundepasser og hundeskoven er det ideelle sted når man skal lufte to så store hunde på én gang. Dagmar er godt nok højløbsk, men chancen/risikoen for at møde en hanhund deroppe kl 6.30 er nok ikke stor.

    Hjemme igen blev Nanna vækket med friske rundstykker – meeeen hun fik det forkerte ben ud af sengen, så det blev ikke noget specielt hyggeligt måltid. Nu lader jeg hende i fred et par timer og så dukker hun garanteret op i et bedre humør.

  • Øjebliksbilleder

    Daisy, Daisy

    Midt inde i php koden på denne side fandt jeg dette lille skjulte budskab:

    Daisy, Daisy, give me your answer do. I’m half crazy all for the love of you. It won’t be a stylish marriage, I can’t afford a carriage. But you’ll look sweet upon the seat of a bicycle built for two.

    Mon det er en hilsen til kodekarlens sweetheart?