Bob D, His Bobness, Bobben eller bare Bob… i dag bliver dyret med de mange navne to år ♥

Han er kold som jordbær is og udover et ekstra godt ben er det ikke noget, der bliver fejret.

Hundefødselsdage var noget andet da poden var mindre. Der havde vi naboerne på besøg, når der var hundefødselsdag og de fik cacao og boller, som det hører sig til 🙂

Fødselsdagsgaven er en lillesøster og så må vi håbe hun falder i smag – jeg tror nemlig ikke, at der er byttemærke på.

Jeg har sagt det før… for få år siden kunne jeg have forsvoret, at jeg skulle have en lille hund, men jeg er nødt til at erkende, at glæden ved at have hund ikke er proportional med størrelsen af dyret.

Mit valg af race affødte mange velmenende advarsler og kommentarer, som alle var med i mine overvejelser. Alligevel gik jeg med min forelskelse i racen og har  ikke fortrudt et sekund.

Jeg er ret overbevist om, at jeg er helt alene om min begejstring for Bobs vinterdækken. Det er ellers så fint. Diskret mørkeblåt og sidder perfekt på ham.

Han var kold som jordbæris og viste med al tydelighed, at det ikke passer sig for en hund at have tøj på.

Han rystede kroppen og rullede sig i græsset for hver 10 meter i håb om at få den skrækkelige tingest af, men når man er af en race, som er uden underuld og derfor kommer til at fryse må man lære at leve med den.

Når jeg vågner om morgenen kan jeg finde Bob langt inde under sin dyne og på andre tidspunkter lige der, hvor gulvvarmen løber under bryggersfliserne. Han er en kuldskær fætter, men der er en grænse og den går ved vinterdækkenet.

Billedet herover er taget på Bobs allerførste dag i Hals d. 15. januar 2018.

Han havde været meget længe ventet. Jeg kom på hvalpelisten allerede da tæven kom i løbetid og så gik der ellers tid med at vente.

Først på parringen, så scanningen, fødslen 21. november og til sidst de 8 uger til han kunne hentes i Vejle.

Det var drøjt.

Men der er også noget fint ved at være med hele vejen.

Forventningens glæde er enorm og at være med fra det øjeblik det nye familiemedlem undfanges og fødes er helt specielt.

Det er ikke første gang. Også med den første bordeaux tæve Dagmar, var vi med fra starten.

En ny ventetid er begyndt og næste punkt jeg afventer er fødslen.

Jeg har regnet ud at tæven har termin omkring den 17. november +/- et par dage.

Behøver jeg at sige at jeg glæder mig?

Bob gør også, selvom om han ikke akkurat så sådan ud da jeg fortalte ham de gode nyheder til morgen: at han skal være storebror ♥

Alt er så usikkert endnu. Er tæven overhovedet drægtig? Hvor mange hvalpe er der? Hvordan er kønsfordelingen? Skal det være en han eller en tæve?

Ikke desto mindre er forberedelserne til at få en hvalp så småt gået i gang. Jeg har adviseret chefen om, at jeg holder ‘barselsorlov’ når dyret kommer hjem og Nanna og jeg diskuterer navne.

Navnet til en lille ny hanhund er vi helt enige om – han skal hedde Boris.

Men bliver det en tæve…

Der har været mange forslag oppe og vende. Nanna er meget begejstret for Solvej, men jeg synes det er lidt svært at kalde.

I og med Bob D jo er opkaldt efter Bob Dylan havde jeg en ide om, at jeg kunne gøre noget tilsvarende med tæven – Billie H. eller Janis J. – men Nanna har ingen som helst forstand på (min) musik, så hun svarede bare med en øjenrullende emoji.

Yvonne, Betty og Berta har været i spil.

Men nu tror vi nok, at vi har fundet et som vi begge synes er fint og som er nemt at kalde: Irma.

Jeg siger IKKE, at det er vores endelige svar på hvad dyret skal hedde – men som det ser ud lige nu, bliver det enten en Boris eller en Irma.

Fik jeg sagt, at ventetiden er lang?