• Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    Vi skal kun sove 9 gange mere

    Julen er kommet og gået – og det samme er nytåret.

    Nytårsgæsten er kørt hjem og der falder igen ro og hverdag over huset.

    For en kort stund.

    Om bare ni dage er ventetiden nemlig forbi, vi henter vores lille Irma hjem og jeg holder ferie. Hun mangler lige at rejse det sidste øre og så er hun flyvefærdig.

    Mon ikke det bliver en fest.

    Det tror jeg.

    De sidste dage med Jack i huset har i hvert fald været sjove og fyldt med hundeleg af den slags, hvor man som hundeejer kommer til kort.

    Jeg håber mine egne to får samme fine forhold og at der stadig er plads til at Jack kan komme på weekend og deltage i legen.

    Sammen med Irmas ankomst afvikler jeg resten af min ferie, så vi får den bedst mulige start med det lille nyt familiemedlem.

    Vi skal kun sove 9 gange mere…

  • Fransk Bulldog,  Irma

    Mit fede hjerte smelter

    Det var grimt at køre til Vejle i dag – og grimt at køre hjem. Slud, regn og kraftig blæst, som vi kørte i fra start til slut.

    Men målet for den lange køretur var det hele værd.

    Vi var nemlig inviteret på hvalpebesøg og præcis kl. 13:30 kørte vi ind foran gården, hvor vi blev taget mod af Miriam og en glad gruppe bulldogs.

    Hvalpene var vågne, nysgerrige og klar til at undersøge os og verdenen.

    1435 g vejede den bette Irma i dag og med deller og ål i ‘strømperne’ ser hun ikke ud til at mangle det mindste.

    Hun er klar til at flytte til Hals den 10. januar – om 26 dage. Behøver jeg at sige at vi glæder os?

    Jeg blev grundigt undersøgt da jeg kom hjem og Bob dvælede længe ved duften af fremmed hund. Det bliver så spændende at se hvordan han tager imod hende og hvordan livet bliver med to hunde

  • Fransk Bulldog,  Irma

    En hurtig opdate

    Irma er i dag blevet registreret i DKK og har fået stambogsnavnet

    Det er jo nærmest royalt.

    Hendes bror skal hedde Hans… I love it, som en vis Hr. Henriksen ville sige.

    Det er kennelens N kuld og derfor har de fået Noble foran deres navne.

     

  • Fransk Bulldog,  Irma

    Den bette Irma

    I fredags var hun 3 uger gammel, den bette Irma.

    Der er kommet mere kontakt i blikket og hun er altså det kæreste, hvis du spørger mig.

    Vi er inviteret på hvalpebesøg og lige nu fylder det mere end alt det andet, der fylder for de fleste i december.

    Ventetiden er nu reduceret til sølle 5 uger.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Dagen derpå for fede Bob

    Sent i aftes – ca. 12 timer efter han var blevet lagt i narkose – var Bob på benene igen og vi listede en lille tur i kvarteret.

    Lørdag morgen er han præcis som han plejer, kæk og fuld af spilopper. Der er kommet noget både ind og ud, og han er ikke det mindste generet af den lille syning, som er både tør og fin.

    Han får selvfølgelig både smertestillende og antibiotika, men udover det tror jeg ikke det er noget vi kommer til at mærke noget til.

    Den ‘alvorligste’ konsekvens af det dyrlægebesøg er, at Bob er sat ned i foder. Han har taget et halvt kilo på og på så lille en hund er det en vægtøgning som ikke bare er ligegyldig. Han bliver ikke fyldt med godbidder eller menneskemad, så det er udelukkende en reduktion af foderet der skal til. 25 g mindre om dagen fremover… sagde Dr. Dyr.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Så røg løgene

    Bob blev i sommer kemisk kastreret. Det har haft den ønskede effekt og taget hanhunden ud af ham – uden at gøre ham tandløs.

    Med Irmas ankomst til januar besluttede jeg at gøre det permanent og derfor har han i dag mistet sin manddom for alvor.

    Hos min dyrlæge er man sammen med hunden indtil den sover før operationen og derfor ser Bob noget slået ud på det sidste billede 🙂

    Operationen er forløbet helt efter bogen. Han er fortsat helt groggy og går som om han har en seriøs brandert på – håber ikke tømmermændene bagefter er lige så slemme.

    Når han nu var i narkose bad jeg Dr. Dyr om at tage et røntgenbillede, så vi kunne se status på ryg, hofter og knæ. Han laver ofte sådan et sjovt lille chassétrin med højrebagben når han går/løber og det kunne være fordi han havde ondt.

    Nu viser det sig, at det er rent krukkeri. Alt ser nemlig ud til at være super fint.

    Du kan se røntgenbillederne i fuld størrelse ved at klikke på dem.

    Nu venter jeg blot på, at patienten vågner op af sin rus 🙂

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    Tjek til det

    Jeg husker med al tydelighed hvor lille og forfrossen Bob var da han landede i Hals i januar 18, og hvor svær han var at få med ud de første kolde måneder.

    Jeg har derfor spekuleret lidt i, hvordan jeg får luftet Bob ordentligt og samtidig kan medbringe Irma uden at trætte hende og uden hun bliver alt for kold.

    Jeg kunne selvfølgelig bare tage hende under armen, men det bliver sikkert også lidt træls i længden.

    Enden på det er blevet den, at jeg har investeret i en hundetaske foret med lammeuld, gode solide håndtag og en indbygget snor med karabinhage så hun ikke pludselig springer ud.

    Indmaden kan tages ud og bruges som ‘rejsehundeseng’ og det hele kan maskinvaskes.

    Der var mange mange typer at vælge mellem, men denne her er den eneste jeg kunne finde, som også virker som et varmt sted at være.

    Det er så også det eneste, som det har været nødvendigt at investere i udover hvalpen.

    Behøver jeg at sige, at vi glæder os?

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Jagthunden er pillet ud af ham

    Bob skal ikke have skyld for at have noget særligt udpræget jagtinstinkt.

    Et split sekund før billedet herover er taget løb en flok rådyr over skovstien. Bob måbede bare og sendte mig et hvad-pokker-var-det-blik. Inden turen i mosen var slut skete det igen… en rå stod på stien og kiggede på os uden nogen som helst reaktion andet end undren.

    Det er sådan set fint nok. Han skal ikke bruges som jagthund. Jeg har stået på selv samme sti og ventet på Lillebror i 20 minutter mens han styrtede rundt i mosen på jagt efter et rådyr. Det var bestemt ikke sjovt.

    Bob tilhører ‘FCI Gruppe 9 – selskabshunde’ – det er han til gengæld rigtig god til.

  • Fransk Bulldog,  Irma

    Irma ♥

    Så blev hun 2 uger gammel og har lukket sine små øjne op.

    Irma ♥

    Som opdrætter selv bemærker, så har hun ikke helt mine fotografiske evner, men i dette tilfælde er det helt ligegyldigt… bare lad dem komme i en lind strøm ♥