Krydset er sat
I starten af valgkampen fyldte pension virkelig meget – pensionsalder, reformer, tidlig pension og Arnepension blev vendt og drejet igen og igen.
Hvis du er 30 år i dag, kan du se frem til en pensionsalder på omkring 73,5 år. Det er trods alt en del år ude i fremtiden og meget kan nå at ændre sig på 43 år. Mon det overhovedet ser sådan ud til den tid? Det er tvivlsomt.
Derfor vil jeg egentlig bare opfordre til, at du selv får sparet op til din pension. Det giver en frihed til selv at vælge og en uafhængighed af, hvad det offentlige ender med at tilbyde.
Sjovt nok forsvandt pensionssnakken igen i løbet af de tre uger, valgkampen varede, og til sidst kom det mest til at handle om drikkevand.
Bevares, både vandkvalitet og pension er vigtige emner. Men for mig er det ikke det, der fylder mest. Jeg er langt mere optaget af skoleområdet, hvor inklusionen efter min mening er slået fejl. Som mormor til en lille pige med særlige behov betyder det meget for mig, at der stadig er plads til børn, som ikke nødvendigvis passer ind i en almindelig skoleklasse, at der fortsat er specialtilbud til dem og dermed også mere ro og plads til de børn, som fungerer fint i en klasse med mere end 20 børn.
Derudover er dyrevelfærd, især for vores landbrugsdyr, også vigtigt for mig og det har der heldigvis været stor fokus på.
Mit kryds er sat og så håber jeg, at de mennesker, der bliver valgt formår at forvalte deres indflydelse på bedste vis.
God valgdag!


