Published by Mette on 20 okt 2011
Daim Rocks
Netto havde de her på tilbud. Det ku’ de ikke være bekendt, for jeg kan modstå ALT… undtagen fristelser.

De er go’e og chruncy… også til instant kaffe (-:
Published by Mette on 20 okt 2011
Netto havde de her på tilbud. Det ku’ de ikke være bekendt, for jeg kan modstå ALT… undtagen fristelser.

De er go’e og chruncy… også til instant kaffe (-:
Published by Mette on 07 mar 2011
Kan du li’ lakrids bør du kraftigt overveje, at forkæle dine smagsløg med denne fra Johan Bülow… også selvom den koster en bondegård!
Hele firmaet blev i dag begavet med et rør med 3 forskellige varianter og særlige nedenstående smager så englene synger. Choc Coated Liquorice er noget så unikt som iransk og afghansk lakrids overtrukket med belgisk luksus mælkechokolade efter gammel islandsk opskrift. Men den smager også godt i Danmark.
Må du og resten af verden opdage denne lakrids (-:

Published by Mette on 27 feb 2011
Poden lavede mexikanske ruller med oksekød, ostegratinerede nachos og salat…
- Mooor, det her er øl og cola mad… vil du ha’ en øl til?
- Ja tak!
Hvor nem er jeg lige..!
Published by Mette on 31 jan 2011
Det var rent lækkeri i en afdeling der sætter stor pris på kage - men alligevel håber jeg ikke, det er belønningen hver gang vi yder god service. Det ender da rent galt så! Med vægten altså.
Som en siger: jeg har ikke én sød tand… de er søde allesammen

Published by Mette on 18 nov 2010
Når en peberkagebager
bager peberbagekager,
tar han først en mægtig gryde
og et kilo smør omtrent.
Og hvis gryden ikke vælter,
blandes smøret mens det smelter
med et kilo puddersukker
til det lugter brunt og brændt.Og i smør og sukker kommer
der en halv snes æggeblommer,
som man rører ud i gryden
med et kilo hvedemel.
Når det værste er af vejen,
krydres peberkagedejen
med en teske ægte peber,
og et lille drys kanel.
Det er nu ikke lige opskriften fra “Dyrene i Hakkebakkeskoven” jeg har brugt men til gengæld denne her – og jeg forventer ærlig talt, at blive rasende populær på mit nye kontor, når jeg medbringer sådan et glas i morgen

Published by Mette on 13 aug 2010
Stærkt inspireret af en vis Cirkusprinsesse står menuen denne fredag aften på indisk. Det simrer ude på komfuret og duften af de mange krydderier fylder hele huset og får tænderne til at løbe i vand.
Lam Buhnna Karry eller er det Kylling Bhunna Karry for lammet er i dagens anledning skiftet ud med kylling, da jeg ikke ved om min gæst spiser lam… men ellers er opskriften fulgt til punkt og prikke og med 4 fed hvidløg er vi vist ikke til pænt brug i morgen.
Jeg elsker mad der smager af noget og især er jeg glad for karry. Jeg har været på netbiblioteket i dag og fundet en del bøger med retter fra netop det indiske køkken og dem vil jeg glæde mig til at studere og lade mig inspirere af.
Rigtig god fredag aften til dig!
.
Billedet er hugget samme sted som opskriften!
Published by Mette on 03 jul 2010
Salat, serranoskinke, små ostefyldte græskar, spicy peberfrugter og godt med oliven… det er hvad jeg kunne svinge mig op til, men med lækkert brød til er det herlig sommermad!
Hov… og så glemte jeg… dertil en kold Heineken

Og så må det tordenvejr gerne snart begynde og tage toppen af varmen. Tak!
Published by Mette on 03 jun 2010
Poden bager chokoladecookies, mens webcamet kører og kammeraterne dermed kan følge med i hendes online tv-køkken.

Denne gang er det Arlas opskrift på havre- og chokoladecookies, der bliver afprøvet…

- de smager helt himmelsk.
Published by Mette on 10 mar 2010
Vel hjemme på matriklen kunne jeg høre støvsugeren larme fra de åbne vinduer… og som om det ikke var nok, blev jeg mødt af duften fra nybagte muffins, da jeg lukker døren op.

Kan man da overhovedet ønske sig mere luksus på sådan en helt almindelig onsdag.
Published by Mette on 20 jan 2010

3 dåser kokosmælk (1 liter) • 2 spsk gul kary pasta • 4 hele kyllingelår • d dl god hønsebouillon • 3 spsk sukker • 2 spsk sød thaisojasauce • 2-3 spsk fishsauce • 250 g tørrede ægnudler • 1 l sojaolie til dybstegning. Pynt: korriander • forårsløg. Tilbehør: 6 thaiskalotteløg i kvarter • 2 lime skåret i både.
Kom kokosmælk i en gryde og varm den op. Tilsæt karrypasta og lad det koge i ca. 2-3 minutter, inden kyllingelårene tilsættes. Kom hønseboullion ved og bring det i kog. Tilsæt sukker, sojasauce og fishsauce og lad det småkoge ved lav varme i ca. 30 minutter, indtil kyllingen er mør. Hvis suppen koger for meget ind, så tilsæt mere boullion eller kokosmælk.
Kog ægnudlerne efter pakkens anvisning. Hæld vandet fra og hold dem varme. Varm olien op i en gryde. Dybsteg 100 g af nudlerne i ca. 40 sekunder i meget varm olie, indtil de er sprøde. Tag dem op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir.
Hæld suppen over de resterende nudler i varme suppeskåle sammen med kyllingelårene og brug de sprøde nudler som topping. Pynt med fintsnittet koriander og forårsløg.
Server suppen med thaiskalotteløg og lime som tilbehør.
…………………….
Note
Jeg konstaterede, det smager vist meget godt og poden svarede, helt vildt!
Og bedre anbefaling fås ikke
Published by Mette on 18 jan 2010
Til aften har vi fået Spaghetti Genovese efter opskrift i bogen “Funky hverdagsmad”.
Alt i alt en god madoplevelse.

400 g kartofler
200 g grønne bønner
500 g pappardelle pasta
2 spsk pinjekerner
100 g god færdig pesto*
1 bdt basilikum
50 g friskhøvlet parmesan
salt
frisk kværnet peber
Skræl kartoflerne og kog dem møre i en stor gryde i letsaltet vand. Nip bønnerne og kog dem med de sidste 4-5 minutter, indtil de er møre. Hæld kartofler og bønner op i en sigte
Kog pastaen i rigelig, letsaltet vand efter pakkens anvisning.
Rist pinjekernerne på en varm pande, til de tager farve.
Vend pastaen med pesto, kartofler og bønner. Smag til med salt og peber.
Server retten i varme, dybe tallerkener med ristede pinjekerner, plukket basilikum og høvlet parmesan.
Vi fik groft brød til.
* Jeg har altid hjemmelavet pesto på køl efter min nieces opskrift… så ikke noget købe pesto her:
3 håndfulde basilikum
1-2 håndfulde persille
1 håndfuld pinjekerner
1 fed hvidløg
50 g parmesan
1 tsk citron
1,5 dl. rapsolie
½ dl olivenolie
lidt salt
Blend det hele sammen. Smag til.
Published by Mette on 08 okt 2009
Kantinen bød på kylling Tandoori i dag. Det var sørme lækkert… er der mon nogen derude, der har en god og velafprøvet opskrift de evt. ville sende denne vej.
Så vil jeg blive så vældigt fornøjet
Published by Mette on 06 jan 2009
- er sjovt nok det søgeord (sammen med Swingerklub
), der flest gange havner på min blog.
Så jeg tror jeg vil ile med at bringe min nieces lækre opskrift på Nougat lagkage – så der i det mindste er bid, når nogen kommer forbi.
Hun beskriver den som meget tung og “drøj” i det, men absolut lækker!!!
Nougat lagkage
12 -16 portioner
Marengsblanding:
6 past. æggehvider
125 g sukker
175 g marcipan
100 g flormelis
100 g hasselnødder
30 g hvedemel
Nougatcreme:
6 dl piskefløde
300 g nougat
1 tsk instant kaffe
1 spsk kogende vand
Pynt:
revet chokolade
Kom marcipan, flormelis, nødder og hvedemel i en foodprocessor og findel massen. (Jeg har ingen foodprocessor, så plejer bare at rive macipanen på den fine side af rivejernet, og hakke nødderne til “mel” i min minihakker – kan vel også gøres i persillehakkeren eller håndkraft og lidt tålmodighed,og så blande det hele sammen).
Pisk æggehviderne stive, tilsæt sukker og pisk til marengsen er sej. Vend marcipan-blandingen i marengsen og fordel den i to smurte springforme. Bag kagerne ca. 1 time ved 140 grader og sæt dem til afkøling.
Varm 2 dl piskefløde op til kogepunktet og smelt nougaten i den varme fløde. Opløs kaffen i kogende vand og rør den i nougatblandingen. Sæt nougatblandingen til afkøling.
Pisk resten af fløden til flødeskum og vend nougatcremen i. Fordel halvdelen af nougatcremen imellem de to bunde og smør resten over kagetoppen og siderne. Stil kagen i køleskabet et par timer.
Tag kagen ud og drys den med revet chokolade.
.