• Et øjeblik...

    Pedigree Dogs Exposed

    Med min store interesse udi hundeverdenen blev jeg ganske rystet over en tv-udsendelse, jeg tilfældigt faldt over på norsk tv. Den omhandlede de ganske alvorlige konsekvenser af årtiers indavl blandt engelske racehunde.

    I England findes der (iflg. udsendelsen) ikke noget, der hedder avlsrestriktioner og formanden for den Engelske Kennel Klub kunne intet forkert se i, at avle på f.eks. far/datter eller bror/søster… jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvad det på sigt vil betyde for en race?

    Et eksempel var en stor undersøgelse lavet på racen mops. Der findes ca. 10.000 mops i England, men genetisk kun 50 forskellige individer!!! Havde det været hos et dyr i naturen, man havde så lidt genetisk materiale, ville man betegne det som “stærkt udrydningstruet”.

    På Cruft (berømt engelsk udstilling) i 2003 vandt et misfoster af en pekingeser, som efter turen rundt i ringen måtte ligge/sidde på en ispose ellers risikerede den at dø af overophedning pga. vejrtrækningsbesvær…

    Læs mere her – eller se selv udsendelsen, hvor der er mange flere grumme eksempler – du kan se den her

  • Et øjeblik...

    Tæt på et geni…

    Hermed en opfordring til at møde en spændende og anderledes begavelse i aften kl. 20.00 på DR1

    Stephen Wiltshire har autisme, og som én af de mindre end 100 mennesker i verden har han også savant-syndrom, der er en særligt udviklet evne i forbindelse med en psykisk lidelse. Som lille levede Stephen i sin egen verden. Han havde ikke noget sprog og kommunikerede kun med hysteriske skrigeture, men da Stephens skole opdagede, at det beroligede ham at tegne, fik han et nyt liv. Det viste sig, at Stephen har en hel usædvanlig evne, nemlig en fotografisk hukommelse, som betyder, at han kun skal se på en bygning i få minutter for at kunne tegne den efter hukommelsen. Siden har både Stephen og hans kunst udviklet sig, og Stephens usædvanlige talent har givet ham et liv, som kun er få autister forundt. I dag kan han leve af sin kunst og har sit eget galleri. Han har rejst i hele verden og regnes for en af Storbritanniens mest talentfulde unge kunstnere.

    Jeg har “mødt” ham på youtube.com, hvor han efter en 45 minutters overflyvning tegnede Rom – ja Rom og hele Rom – efter hukommelsen. Han er ganske enkelt fantastisk.

    .