• Nå for den

    Søndag kl. 15.37, besked fra Poden: Jeg tror, at jeg har fundet manden som jeg skal giftes med ?

    Efter lidt snak frem og tilbage er han forhåndsgodkendt – af mor – men jeg håber alligevel, at det varer lidt inden vi kommer til bryllupsplaner. Det kræver trods alt en smule planlægning 😉

    Tirsdag i den kommende uge er hendes sidste dag som elev i Matas. Det er svært at fatte at det allerede er mere end to år siden vi havde en masse palaver med skolepraktikken, som ikke rigtig forstod, at hun selv havde fundet en elevplads og pga. usmidige regler var ved at stikke en kæp i hjulet for hende.

    Allerede onsdag møder hun ind igen i et barselsvikariat i samme forretning, men denne gang altså som uddannet. Hun har været usædvanlig heldig med den elevplads og har været enormt glad for at komme på arbejde. Og nu kan hun altså fortsætte til august/september 2018, afhængig af hvornår baby dukker op.

    • • •

    Jeg har forresten også fundet den mand jeg skal giftes med – han ved det bare ikke endnu 🙂

    0
  • Dating.dk.. jeg kigger lige indenfor.. igen!

    kus

    Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har forsøgt mig udi det der netdating et par gange. Dog uden den store succes. Eller det vil sige, jeg har jo faktisk mødt 2-3 dejlige mænd – men af forskellige årsager er det løbet ud i sandet og ikke blevet til mere.

    Skagboen, som var/er noget af en lækkermås, men som for det første bor for langt væk og som også viste sig, at være min average pervert (dem er der forøvrigt rigtig mange af derinde). Vi har stadig kontakt sådan on/off. Han er så befriende dårligt selskab og man ved præcis hvor man har ham… nemlig ingen steder!

    Et par år efter prøvede jeg igen og her mødte jeg Lars Maskinmester. Han var godt nok sød, men fik kolde fødder og forsvandt som dug for solen lige så pludseligt, som han var dukket op. Det nagede mig længe, at han ikke havde n***** nok til at give mig en forklaring.

    Så dukkede PHT op. Meget meget interessant bekendtskab. Sjov, skarp og anderledes. Han hyldede mine underligheder, men i sidste ende kunne han alligevel ikke rigtigt rumme dem/mig… og da han så også viste sig både at lyve på sin profil og desuden spille på flere heste, så forsvandt det interessante.

    datingUdklipJeg forsøger, at være helt ærlig i min profil. Både om min personlighed og mit udseende. Hvorfor skulle jeg skrive, at jeg er ‘almindelig af bygning‘ og ‘mild og sød‘, når jeg faktisk er buttet og kan være en skrap tante. Et møde med en potentiel date vil jo hurtigt afløre, hvis jeg f.eks.. har brugt et ti år gammelt billede…

    Jeg starter med et opremse, hvor skide besværligt et menneske jeg er, og til min store forundring havde jeg på de første 24 timer: 204 besøg, 20 interesserede og 3 breve i indbakken.

    Der ikke er noget/nogen, der pirrer min nysgerrighed, men det er squ da meget godt gået af sådan en gammel krage alligevel.

    BUF

    NEDEREN

    Jeg danser ud i virkeligheden og kigger måske ind igen næste år.

    0
  • Singlelivets lyksaligheder

    Se positivt på det Frk. Bech…

    endteJeg kan træffe mine egne beslutninger, tilbringe søndagen i bar røv og natbukser, se underlige svenske film, gå i seng kl. 21 og læse til solen står op, lade hårene på benene vokse vildt, komme hjem når det passer mig, bruge mine penge på nøjagtig det jeg har lyst til, kysse med hvem jeg vil, slukke når der er fodbold i fjernsynet, undgå ligegyldige diskussioner om ligegyldige ting, sumpe foran computeren, flirte hæmningsløst, omgåes hvem jeg vil – når jeg vil.

    Og når det kommer til stykket handler det måske ikke så meget om ham… jeg savner måske bare, at falde i søvn i nogens arme!

    0
  • My Jewish friend

    Da jeg som 17 årig ankom alene til Kibbutz Mismar HaSharon blev der en del røre på volontørkontoret, hvor Mirka residerede. Alle volontører skulle nemlig være over 18 og hvad pokker skulle de nu stille op med den der blonde 17 årige pige, der pludselig dukkede op… heldigvis mente de, at det var noget drastisk at sende mig retur til Danmark alene fordi jeg var et halvt år for ung, så jeg fik lov at blive.

    itamar
    Iti Shefer

    I stedet blev jeg – lidt usædvanligt – udstyret med en ‘familie‘ som skulle holde lidt øje med mig.

    Det blev familien Shefer, som udover far og mor også rummede brødrene Iti og Adar. Og så altså blonde Mette fra Danmark (:

    Forældrene var polske jøder og havde begge været i koncentrationslejr. De talte udelukkende jiddisch og var henrykte over at få en ‘datter‘, der kunne tale tysk… der er mange mange sammenfald mellem jiddisch og tysk og vi kunne derfor uden de store problemer fører en samtale.

    Iti og jeg var jævnaldrende og det var helt uundgåeligt, at der opstod en vis… øh sympati mellem os.

    Jeg havde jo så den der engelske kæreste i en periode, men da han rejste til Holland for at arbejde og efterlod mig alene tilbage var der ikke intet, der kunne forhindre, at den der ‘sympati’ blev til mere… vi var kærester frem til den dag mit visum udløb og jeg desværre måtte rejse hjem.

    Jeg besluttede, at rejse tilbage kort tid efter men fik så tilbudt et job, jeg ikke kunne sige nej til.

    Jeg tror på, at var jeg rejst tilbage havde jeg været Fru Shefer i dag og boet i et land langt langt væk. Men det er en helt anden historie.

    Jeg holdt rigtig meget af familien. Lillebror Adar var vel kun en 10-11 år og strålede som en sol når han fik lov at  være med os, når jeg vinkede til ham i spisesalen eller bare gjorde opmærksom på, at jeg altså var hans ‘søster‘.

    Da jeg rejste fik jeg en gave af familien i form af to hæslige plastik askebægre med israelske motiver… men de blev givet med sådan en kærlighed, at jeg har haft dem med mig altid og stadig passer på dem.

    I dag dukkede Iti så op på min Facebook væg efter vi mistede kontakten ikke så længe efter jeg var kommet hjem. Hans engelske var ikke ret godt dengang og – kan jeg konstatere – er det fortsat ikke. Men det gør ikke noget.

    Jeg fik svar på de spørgsmål, som er dukket op hvergang jeg er faldet over billedet af ham.

    Han bor fortsat i kibbutzen.

    Han har det godt.

    Livet har været godt ved ham.

    Mere behøver jeg ikke vide.

    0
  • Sommerfortsætter

    Så vidt jeg husker, øffede jeg sidste sommmer om noget med, at finde en velhavende mand, som kunne invitere mig på ferie sydpå… gjorde jeg ikke?

    Dét lykkedes så ikke helt. Måske glemte jeg at lede.

    Der dukkede helt spontant et par kandidater op. Ikke velhavende, men dog begge hørende til kategorien “mand med egen indtjening”.

    Den ene viste sig dog, at indeholde en masse varm luft… den anden slet ingen luft!

    “Dur ikke”, sagde prinsessen. “Næste”.

    Nåmen, måske lykkedes det mig inden sommeren 2013. Hvis jeg husker at lede.

    Ellers klarer jeg mig forresten også fint selv.

    Nordjylland er skam ikke sådan at kimse af, hvis ellers vejret er godt – og så slipper jeg samtidig for, at blive skuffet i hjertet.

    Weekenden lugter af dejlig sommer.

    Solen skinner på en blå himmel denne lørdag formiddag og jeg tænker, at Ninjaen og jeg kører mod nord til noget strand, vand og befriende dårligt selskab.

    God weekend til jer.

    0
  • En to tre krone

    Man kan sige meget om det der “indernet”, men når det kommer til at skabe kontakt mellem mennesker er det altså mageløst…

    I 1969 var jeg 6 år gammel og stod lige foran at skulle starte i 1. klasse på Vejgaard Østre Skole. Vi var kort forinden flyttet på Jyttevej i Vejgaard (en forstad til Aalborg).

    Jyttevej var helt nybygget og vi var første beboere i nr. 80. Inde ved siden af boede familien Poulsen med fire børn; Joan, Jan, Birgitte og Bent. Og til den anden side familien Vestersøe med pigerne Maj-britt og Liselotte.

    Vi var sådan nogenlunde jævnaldrende… i hvert fald var forskellen ikke større end vi unger de næste 10 år stort set altid var sammen. Vores veje skiltes da vi flyttede og siden har jeg kun haft ganske sporadisk kontakt og kun fordi jeg tilfældigt har mødt en af pigerne inde i Aalborg.

    Men det har internettet ændret på. Alle ungerne fra nummer 80, 82 og 84 er pludselig inden for rækkevidde og vi har talt lidt om at lave sådan en slags Jyttevej reunion. Det kunne være rigtig sjovt at ses nu hvor vi har fået udvekslet livshistorier via nettet.

    Jeg har genoptaget mange skønne forbindelser de sidste år… gamle kærester, veninder, tidligere kolleger, skolekammerater og nu altså også mine allertidligste legekammerater.

    Alt afhængig af hvad vi har at sige hinanden i dag er nogle få kommet for at blive i mit liv, mens andre blot er på en hurtig gennemrejse.

    Uanset er gensynet både sjovt og velkomment.

     

     

    0
  • Vice versa

    Noget mellem ørene”  kan godt kompensere for mangler andetsteds… mens det omvendte sjældent er tilfældet..!

    0
  • Helt i orden svigersøn…

    Det er da absolut en okay svigersøn jeg har fået mig der…

    Hvor mange 15 årige knægte ville lige tænke så langt som til at forære kæresten en blomst på deres månedsdag? Ja, jeg kender mange mænd for hvem bryllupsdag er en by i Rusland (jeg var selv gift med en af dem) så jeg synes, det er så meget i orden, at min søde datter har fundet sig så betænksom en kæreste 🙂

    I morgen bliver han bedt om at møde op i arbejdstøj… for det skal selvfølgelig udnyttes, at vi har fået mand i huset. Vi skal i skoven og fælde årets juletræ… der skal arbejdes for føden ska’ der!

    Lørdagen er brugt på den nødvendige rengøring og tøjvask. Desuden er en mindre katastrofe blevet afværget.

    Jeg blev færdig med Jussi Adler-Olsen “Flaskepost fra P” i aftes – fremragende læsning i øvrigt –  og havde ingen ny bog på bedding! Det kan på det nærmeste ødelægge min nattesøvn, jeg panikker og tager mig selv i at læste de mærkeligste ting som sådan en hungrende misbruger… brugsanvisningen i lagt Tampax pakken, ingredienslister på cremebøtter eller andre mærkværdigheder. Heldigvis nåede jeg biblioteket inden lukketid og katastrofen blev afværget med Kate Atkinson “Hvornår kommer der en god nyhed“!

    Det kunne jeg også spørge om…  “Hvornår kommer der en god nyhed“?

    0
  • Et helt liv næsten…

    Til februar har mit arbejdsliv varet i 30 år… og vel at mærke alle 30 i samme virksomhed. Langt fra i samme jobfunktion, men alligevel!

    I dag har jeg deltaget i en kollegas 25 års jubilæum og fandt ud af, at det ikke kun er mit jobliv, jeg har knyttet til den virksomhed, men også en stor del af mit privatliv.

    Ikke mindre end 4 af mine eks’er – vel at mærke fra længerevarende forhold – var med som gæster! De to er rejst for længst, så det var rigtigt hyggeligt at hilse på – og det gjorde mig glad, at se de har det godt og stadig ser godt ud selvom de er kommet pænt op i årene (i modsætning til mig, som selvfølgelig ikke er blevet en dag ældre i de 30 år) 😉

    … og skal vi så ikke lige skyde en dejlig weekend i gang med den bedste julesang ever… som også handler om det vigtigste i livet nemlig looooooove

    0