• Juleferie

    Jeg skal ikke kloge mig på antallet af grader solen når op over horisonten, men kan blot konstatere, at den ikke er nogen væsentlig lyskilde på en tidlig eftermiddag i skoven.

    Vi troede, vi havde det hele for os selv, men vi fik pludselig selskab af den smukkeste brunprikkede dalmatiner og – langt efter – hundens norske ejer, som på lang afstand bekendtgjorde: den er snill.

    Og det var den. Glad og legesyg.

    Den kunne løbe solen sort og efter den halsede de to franske. Men kun ganske kort, så fandt de ud af at afskære den vejen eller simpelthen bare vente.

    Det fik jeg desværre ingen billeder af – I må nøjes med et af de to franske, som et øjeblik stod stille.

    Tirsdag blev min sidste arbejdsdag før jul. I mellem jul og nytår har mine kontorfæller fri og så møder jeg ind på kontoret. Ikke fordi, at der er kunder at betjene, men kontoret skal bare være bemandet. Åbningstiden er 8-12 så det er lige til at overkomme.

  • Shake your maracas, honey

    Det er noget ud over det sædvanlige, at man den 20. december kan tage til stranden, sætte sig i klitterne og mærke at solen varmer på næsen.

    I skoven og i mosen står de tidligste buske/træer med store bristefærdige knopper og får vi ikke snart noget kulde begynder foråret vist allerede i januar.

    Lillebror er vinterbader og efter et bad skal pelsen åbenbart rulles i sand. Noget rystes af, men resten tager han med hjem og drysser rundt omkring, så jeg senere i dag kan feje en lille bunke sammen 🙂

    shakeCollage

    Nu snorker han højlydt ovre i kurven og så snart håndboldkampen fløjtes af, trækker jeg tæppet over mig og gør ham selskab i en eftermiddags morfar.

    Jeg har ferie… så må man godt.