• Aprilfool

    Jeg tabte kæben et ganske kort øjeblik da jeg på TV2 så, at der blev kørt en levende gensplejset mammut ind i elefanthuset i Aalborg Zoo… lige indtil jeg også kom i tanke om, hvilken dato det er i dag.

    Der var flere gode i dagens aviser – bla. skal rådhusklokkerne fremover spille Rasmus Seebach. DET var heldigvis også en aprilsnar.

    Udover at være en dag, hvor man skal tage alting med et gran salt, så er det også P’s fødselsdag og – selvfølgelig – har solen har skinnet fra en blå himmel hele dagen.

    Den kunne nærmest heller ikke tillade sig andet (:

    Også aftenen blev smuk og det er igen helt vidunderligt, at gå en tur langs fjorden og runde havnen mens solen går ned.

    Fredagsfridagen var så meget i orden.

    0
  • Uskarp fra morgenstunden

    Hrmpff… om det var for mange øl i aftes/nat, uskarphed fra morgenstunden eller begge (måske er det ene skyld i det andet), skal jeg ikke kunne sige, men jeg havde fuldtændig misset, at det er 1. april.

    Jeg er dumpet i alt fra en påstået faderskabssag til biografer, der har besluttet at gå tilbage til 35 mm filmruller :-/

    Det stopper her… jeg er vågen resten af dagen!

    0
  • Mirakelmanden

    Kan I huske Uri Geller? Den unge israeler, der tilbage i 70’erne påstod at han kunne sætte ure i gang, bøje gafler, skeer, knive og nøgler samt udføre andre opsigtsvækkende ting. Uri Geller påstod selv at han havde paranormale evner, og det var nærmest en fornærmelse, at kalde ham tryllekunstner.

    Grunden til jeg kom til at tænke på ham var pga. den nys overståede 1. april.

    I 70’erne gik jeg i folkeskole og nedenstående begivenhed har fundet sted, mens jeg har gået i en af de øverste klasser. Vi havde en tusindkunstner som lærer på skolen. Peter Wendelboe hed han. Alt det sjove, kreative og anderledes der foregik på Vejgaard Østre Skole, stod han for. I marts måneds udgave af skolebladet VØS (årgang 197?) blev det annonceret, at førnævnte Uri Geller ville besøge skolen.

    Han var meget oppe i tiden og hele skolen summede af forventning ved tanken om at skulle møde dette mediefænomen. Skolebladet opfordrede os til at medbringe ting, vi kunne tænke os at se Mr. Geller lave numre med.

    Således var hele skolen, elever og lærerstab, samlet i skolegården foran lærerværelset, som var placeret på 2. sal. ud mod den store skolegård. En af lærerne… eller var det skoleinspektøren… havde oven i købet kørt sin rustne bil ind i skolegården i håb om at få den fixet af mirakelmanden.

    Vinduet går op og Peter Wendelboe præsenterer den fantastiske happening… vi venter i åndeløs spænding… og det næste der sker er, at der ruller et kæmpe banner ud med ordene… ja selvfølglig… aprilsnar 🙂

    Jeg husker det stadig, som den bedste aprilsnar nogen nogensinde har drevet med mig. Ingen anede uråd og kun Peter Wendelboe kendte til spøgen.

    Han faldt senere i unåde på skolen og blev fyret.

    Men det er en helt anden historie!

    0