• Et øjeblik...

    Blodtud og sixpack

    Poden og jeg skal ud og se på mænd i aften… unge, veltrimmede, svedende…

    Jeg er webmaster for AK Jyden og håber at kunne tage lidt brugbare fotos til deres website… så jeg er der i helt “professionelt” ærinde (somom ;-)) og medbringer Nanna som min assistent…

    Gad vide om sådan en gammel kone overhovedet kan sove efter sådan en ophidselse!

  • Et øjeblik...

    Apple dims

    Jeg gav Poden en iPod touch i julegave og den har stort set ikke forladt hendes hånd siden hun pakkede den ud. Mon ikke oven i købet hun sover med den under hovedpuden. Den er lidt blæret synes hun og kan en forfærdelig masse. Så meget at det vist varer et stykke tid før hun har udforsket det hele.

    Lige bortset fra ridestøvler, en grå hætte trøje og en nøglesnor fik hun opfyldt samtlige ønsker på sin ønskeseddel… jeg tror, det er det man kalder forkælet. Er par ting fik hun oven i købet i både to og tre eksemplarer, som kan byttes til de få ting, der manglede under træet 🙂

    Det gør vi i morgen. Måske.

  • Et øjeblik...

    Lidt aktivitet at spore

    Det lykkedes os faktisk at være lidt aktive i dag. Støvsugeren blev luftet, vaskemaskinen aktiveret og der blev ryddet op både her og der. Nanna har sågar “pyntet ned til jul” som hun kalder det, når hun pakker julepynten på sit værelse væk. Jeg er ikke helt klar til at slippe julen, så jeg venter et par dage eller tre endnu.

    Selv den rødhårede ser ud til at have haft en travl dag… eller er hun mon bare væltet? Det er aldrig helt til at vide!

  • Et øjeblik...

    Alt er relativt… især alder

    Hmmm, når den der unge og helt nyuddannede lærer, der i 1969 skulle undervise 1.e på Vejgaard Østre Skole, pludselig toner frem i avisen som efterlønner og 65 års fødselar… hvor gammel gør det så ikke lige eleverne fra 1.e?

    Det er i øvrigt samme mand, der har ansvaret for både stavning, grammatik og tegnsætning på denne side.

    Han underviste mig nemlig i samtlige 10 skoleår i dansk… foruden biologi, geografi, historie, religion, formning, fysik og samfundsfag. Så hvis der er noget rivende galt herinde, så ved I nu, hvortil I skal rette klagerne.

    .

    .

    .

    .

    .

    .

    .

  • Jul

    Søndagsfred

    Sneen ligger tungt endnu. Men det varer ikke længe… uden for vinduet høres drip-dryp lydene, som fortæller at sneen snart blot er noget, der kan ses på billeder.

    Gråt og trist er hvad der er derude. Ikke et vejr der motiverer til timelange traveture i skoven. Men den rødhårede ser heldigvis ud til at være ret godt tilfreds med at ligge rullet sammen i fatboyen og tage sig en formiddagsmorfar. Indtil videre.

    Poden ligger også rullet sammen endnu, så jeg har huset for mig selv og kan nyde en stille kop kaffe inden hun vælter ud af fjerene og kræver morgenmad og aktivitet. Der gik en anelse meget hest i det i går og derfor “glemte” vi helt, at der var nogle praktiske opgaver vi skulle have løst. Måske når vi det i dag. Måske ikke.

    God søndag til dig.

  • Jul

    Julens inderste

    Uanset hvordan man opfører sig overfor hinanden, hvordan man går fra hinanden og hvorfor, så løber man ikke fra 17 års samliv. Et eller andet sted vil der altid findes en blød plet for det menneske man har holdt af engang.

    Sådan har jeg det med de fleste af de mennesker, der har været under huden på mig gennem mit liv og sådan har jeg det også med min eksmand. Jeg kan indimellem synes, han er nok så stor en idiot, men da han pludselig stod juleaftensdag og ikke vidste, hvor han skulle være juleaften… ja, så bliver jeg altså berørt. Uanset hvad andre så måtte synes og mene om det.

    Han blev selvfølgelig inviteret med til vores juleaften… og igen til vores 1. juledag. Selvfølgelig gjorde han det!

    Og er det ikke det julens budskab i virkeligheden handler om…

    May you have the gladness of Christmas which is hope, the spirit of Christmas which is peace and the heart of Christmas which is love.

    Det tror jeg på..!

  • Jul

    Sæbebeholder

    Endnu en sæbedame er flyttet ind – hende her for at hjælpe til med opvasken…

    – og sammen med en super sød natkjole (som I må tænke jer til ;-)) var det min julegave fra Poden.

  • Jul

    Bagjul

    Det bliver vist en af de dage, hvor vi kun med nød og næppe når at komme i bad og i noget tøj… hvis vi da overhovedet når så langt. Okay, badet skal vi nu nok nå, men det er et spørgsmål om vi ikke hopper direkte i noget rent nattøj. Det kunne jeg godt ha’ os stærkt mistænkt for at gøre.

    Der er blevet sovet længe og morgenmaden venter fortsat på at poden står ud af fjerene. Det haster ikke… ikke i dag.

    Vi har nogle praktiske oprydningsopgaver, der skal løses og et marsvinebur der skal gøres rent. Men det haster heller ikke.

    Dovenskaben får lov at herske og vi gør kun det vi selv gider. Sådan er vi nemlig. Nogengange.

    God 2. juledag til dig.

  • Jul

    Den var så den jul…

    Efter en rigtig væmmelig køretur hjem fra Hals på nogle veje, der havde fået kraftig sne gennem flere timer, sidder vi nu hjemme og slår mave efter de sidste dages julesul.  I dag kan vi uden problemer springe aftensmaden over og nøjes med en kop te og en knækbrød. Og det gør vi.

    Hele familien har været samlet til julefrokost hos min søster… med alt fra sild til grønlangkål, hummerhaler og pakkespil.

    Min niece fra Århus var også kommet til Nordjylland og hun er mesteren bag de smukke bånd stjerner, som prydede vores gaver i aftes. Det var min mening at spørge om hun havde en vejledning, så man kunne forsøge at eftergøre dem, men det glemte jeg selvfølgelig i farten.

    Julen er ovre for vores vedkommende og de næste dage skal vi blot nyde freden og fridagene, inden vi skal ind i julegavebyttepakkehelvedet mellem jul og nytår. Nanna fik nogle dubletter, så vi må nødvendigvis af sted… men først i næste uge!

    Glædelig bagjul.