• Et øjeblik...

    Flod og ebbe

    Vi var rigtigt nemme at lokke med på at spise ude… vi kan nemlig modtså alt undtagen fristelser 😉

    Dejlig mad og hyggeligt selskab.

    Vi sprang desserten over og blev enige om at hente den rødhårede og spise en is ved fjorden i stedet for.

    Da vi kommer derned er der meget højvande. Jeg spørger poden, om hun ved, hvorfor tidevandet skifter… og hun svarer

    ja, det kommer an på hvor mange skibe, der er i vandet!!!
     

    Mein got… hun er jo ganske køn… men hvad er det dog, der gemmer sig bag de brune øjne. Mon ikke jeg i det mindste skulle kræve skolepengene tilbage. Eller er der stadig håb forude 😕

  • Et øjeblik...

    Søndagssalig

    Vi har været myreflittige. Alle sammen. Der er ryddet op både indenfor og udenfor, slået græs, luget ukrudt, plantet, kørt affald væk, vasket sengetøj…

    Hænder og fødder er kulsorte af jord og kroppen svedig, så mens poden er ude og motionere hesten, ta’r jeg mig et tiltrængt bad. Dagens andet.

    – og så synes jeg forresten, at vi fortjener at indtage aftensmaden på vores yndlingsrestaurant. Poden var enig 🙂

  • Eyecandy

    Et hundeliv

    I mit indlæg fra den 5. juni var jeg helt overbevist om at Jimmys 9 amstaff hvalpe selvfølgelig fik lov at leve et godt hundeliv… i dag blev jeg klogere!

    Det viser sig, at de befinder sig i et slags ingenmandsland: De er født inden lovens ikrafttræden 1. juli 2010, men hverken Jimmy eller de nye ejere kan opfylde § 3 Stk. 4. hvor der står “Personer, som den 17. marts 2010 besidder hunde omfattet af § 1 a, stk. 1, nr. 3-13, i lov om hunde som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, eller krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår, kan fortsat besidde disse. Sådanne hunde må dog ikke overdrages.”

    Hvordan i alverden kan man indføre sådan en lov med tilbagevirkende kraft og be’ en opdrætter aflive disse ni?

    Havde de været mine, havde jeg kontaktet pressen… regeringen… kennelklubben… dronningen…. og sat himmel og jord i bevægelse for at redde deres liv!

  • Et øjeblik...

    Elephant Parade

    Elephant Parade Copenhagen er en fantastisk innovativ kunstbegivenhed, der samtidig oplyser befolkningen om de trange og forringede vilkår for den truede asiatiske elefant. Elephant Parade kaster et farvestrålende lys over den krise som dette majestætiske dyr befinder sig i. Den oplyser byen i farver, lyser folks ansigter op i smil og giver et enestående, sjovt og kreativt tvist til indsatsen overfor arternes overlevelse, naturbevaring, og harmoni mellem mennesker, dyr og natur.

    Min farmor samlede på elefanter. I alle afskygninger. Ikke dekoreret af kendte kunstnere, selvom der indimellem var et par farvestrålende eksemplarer. De var over alt i skabe, reoler og vindueskarme. Når børn, børnebørn og oldebørn havde været ude at rejse, var der altid en elefant med hjem i kufferten til farmor. Jeg havde mine yndlinge, mine kusiner og fætre ligeledes deres. Da hun kom på plejehjem forsvandt de fleste og da hun døde forsvandt resten. Jeg ville forresten gerne ha’ arvet en, men jeg blev ikke givet muligheden.

    Det var ikke så ofte, jeg fik lejlighed til at være alene med hende. Med otte børn og et hav af børnebørn og oldebørn var der stort set altid folk omkring. Jeg havde dog fornøjelsen af, at køre i bil med hende ved mange lejligheder, have hende på tomandshånd i nogle timer. Hun var en enestående fortæller, havde en god hukommelse og var klar i hovedet. Hun fortalte levende om sin barndom, hvor kun kom ud og tjene på en af nobogårdene allerede som 7 årig, om barske tider under krigen og om livet som mor til otte under fattige kår. Underligt at tænke på, at min far har været et af de børn, der er vokset op under så dårlige forhold.

    
    Min farmor siddende foran til højre ved siden af min farfar.
    Den smukke unge mand til venstre er min far, som er den ældste i flokken

    Havde hun været her endnu, have jeg taget hende med til Elephant Parade Copenhagen – det ville hun ha’ nydt.

    Og så ville jeg forresten gerne have haft en af hendes elefanter.

  • Et øjeblik...

    En duft af Indien

    Udenfor siler regnen ned. Det har den gjort siden i morges. Indendøre tændes levende lys og vi gør klar til fredagsaftenhygge.

    Jeg har fundet gurkemeje, garam masala og hvidløg frem… her står den på mad med smag og duft af Indien. Poden er på job i “Bagbutikken” og jeg ved at hun er hundesulten, når hun lige om lidt kommer hjem, så alt er forberedt og klar til servering, så snart knallerten bliver parkeret udenfor. 

    God fredag aften til dig!

  • Et øjeblik...

    Hvem ka’… vi ka’..!

    Når andre (læs: chefen) ikke vil rose os for vores dygtighed, så kan vi  sgu selv…

    Fredagsfridagen startede med 3 timers arbejde hjemme fra sofaen. Det var slet ikke meningen, men når J er i det hjørne og vi skal have løst nogle tekniske problemer, så er det bare med at følge trop – uanset hvor jeg befinder mig.  Vi løste gåden og det udløste ovennævnte dialog… da ingen andre li’som forstod og værdsatte vores indsats.

    Godt vi kan selv så 🙂