Der er vigtigt at tale om
Jeg har hverken briller eller svejsemaske, så jeg oplevede ikke onsdag aftens solformørkelse.
Næste gang er i 2048 og så husker jeg at købe briller, tænkte jeg – indtil det gik op for mig, at jeg i 2048 er 86 år!!!
Det er ikke engang sikkert, at jeg er her til den tid og så alligevel – jeg læste en artikel på DR at flere og flere bliver over 90, så måske når jeg det alligevel.
Mine forældre var begge godt deroppe ad (86 og 89) og ligger der også noget i generne har jeg relativ gode chancer for at se den solformørkelse 🙂
Apropos og inspireret af Anders Aggers bog ‘Død’, som jeg lige har læst, kom vi til at tale om vores egen død. Eller rettere, hvad der skal ske bagefter.
Vi er i dette tilfælde min gode ven P og jeg. Han er begyndt at udfylde ‘Min sidste vilje‘, mens jeg foreløbig er nået til at oprette en profil, kigge lidt rundt, skrive lidt. Ikke, at jeg har tænkt mig at dø de næste mange mange år – jeg skal jo nå at se Nanna blive gammel, Solveig blive voksen og så er der jo også den solformørkelse – men døden kan komme pludseligt og så er det rart og vigtigt at have talt om det.
Da mine forældre døde var alt nærmest forberedt. Der var forudbetalt for begge bisættelser, min far havde selv søgt om at få lov at få sin aske spredt i havet (det skulle man på det tidspunkt) og i mappen, hvor alle vigtige papirer var samlet fandt vi en lille håndskrevet seddel fra min mor med hendes ønsker.
Jeg er ikke medlem af folkekirken og skal derfor ikke bisættes i en kirke af en præst. Det gør det hele lidt mere åbent – og måske også lidt mere besværligt for mine pårørende. Der findes ikke den faste ramme med tre salmer og jordpåkastelse at læne sig op ad og derfor synes jeg, at det giver god mening at efterlade en slags drejebog for, hvordan jeg selv kunne forestille mig, at det kunne foregå.
Det har vi talt en del om og mine holdninger har skiftet flere gange. Fra at være helt ligeglad og tænke “det må Nanna bestemme”, til ønsket om bare at blive kørt direkte til krematoriet og så lade familie og venner holde en mindehøjtidelighed, når min aske bliver spredt i havet eller fjorden.
Jeg har stadig ikke besluttet om det overhovedet er noget, som jeg behøver at præcisere yderligere. Jeg er der jo ikke til at blande mig, men nu ligger der i det mindste lidt at tage udgangspunkt i.
Men først efter den der solformørkelse!
