Der var engang

Engang drømte jeg om at besøge Kibbutz Mishmar HasHaron igen, men meget er så forandret, at jeg er bange for, at det ville blive en kæmpe skuffelse. Og så er der jo heller ikke lige den del af verden man rejser til lige nu.

Kibbutzen har – ligesom omkring 230 andre kibbutzer – gennemgået store forandringer i løbet af de seneste 25 år. Privatiseringen begyndte i 2005, og er derfor ikke længere en traditionel kollektiv kibbutz, men en privatiseret kibbutz.

Produktionsmidlerne er dog fortsat fælleseje, ligesom tidligere. Det gælder blandt andet landbrugsjorden, afgrøderne, traktorerne og fælles bygninger som det gamle bageri (hvor jeg arbejdede en del) og spisesalen.

Medlemmernes boliger og den jord, de ligger på, bliver nu købt af beboerne selv. Indtil nu har de været statsejede og stillet til rådighed for kibbutzens medlemmer.

Den største forandring handler dog om arbejdslivet. I dag arbejder folk, hvor de kan finde et job – de fleste udenfor kibbutzen – og de beholder selv deres løn. Til gengæld betaler hvert medlem et fast månedligt bidrag til kibbutzen på 700 israelske shekel (cirka kr. 1500) samt betaler for de ydelser, de benytter, såsom måltider i spisesalen, el, vand, internet, indkøb i kibbutzens butik, swimmingpool og børnenes uddannelse uden for kibbutzen.

Undtagelsen er mennesker med handicap eller andre, der ikke kan arbejde. De får fortsat alt, hvad de har brug for – og mere til – fordi det stadig er en kibbutz, et samfund bygget på solidaritet og medmenneskelighed.

Kibbutzen har i dag omkring 330 medlemmer plus en del børn. Samlet er de lidt over 600 personer. Kun de, der er født i kibbutzen, samt deres ægtefæller eller partnere kan optages som medlemmer.

Der er ikke længere volontører som jeg var eller ulpan-elever (skole med intensiv hebraisk sprogundervisning).

Jeg har set en video, hvor man går en tur gennem kibbutzen. Der er mange nye huse – de fleste betydeligt større end dem jeg husker. Snart bliver der også opført et nyt boligområde på stedet, hvor det (for volontører) legendariske “The Chicken House” lå.

“The Chicken House” som det så ud før det, for kort tid siden, blev jævnet med jorden. Her boede rigtig mange volontører og her har jeg været til rigtig mange fester og drukket rigelige mængder Goldstar 🙂

Jeg tror, at jeg gør mig bedst ved at nøjes med de dejlige minder om en fed tid – og om mødet og venskaberne med mennesker fra hele verden.