Under 10 kg hund

Bob og jeg var omkring Mogens Dyrlæge – medicinbeholdningen var ved at være lav og jeg ville ikke risikere at løbe tør under en evt. sommerferielukning.

Dyrlægen var lige mellem to kunder og det gav mig mulighed for at få Bobben på vægten.

Jeg har i et stykke tid syntes, at han havde tabt sig.

Nyt foder, kombineret med indtagelse af Eltroxin gjorde, at han ganske rigtigt nu kun vejer 9,8-9,9 kg … godt nyt for ham for det betyder, at vi godt kan sætte fodermængden en lille smule op.

Han skal selvfølgelig ikke være tyk – det gavner ingen – men 10,5 passer alligevel bedre til ham. Han er trods alt en bulldog og ikke en chihuahua.

På vejen hjem holdt vi ind ved Teglværkssøerne og gik en tur rundt om dem. Det små regnede, men jeg var i regnjakke, så det var bare forfriskende.

Foran os på stien passerer et dyr, som jeg aldrig har set før. Mørk pels, kattelignende, men med lang snude og busket hale.

Desværre så jeg den for sent til at kunne løfte kameraet, men hjemme har jeg undersøgt sagen og er kommet frem til, at det må have været en skovmår.

Det passer med farve, størrelse og silhuet – og med at Teglværkssøerne præcis er den type område, hvor en Skovmår kan trives, selv om stedet nok er mest kendt for sit rige fugleliv.

Et andet dyr jeg fik øje på var Munken. Jeg har hørt den adskillige gange, men aldrig set den .

Fin lille fugl med sort kalot.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *