Solskinssøndag
Det er allerede et år siden, at den gule kuffert stod pakket og klar til min tur langs den norske kyst. Jeg følger fortsat Havila på facebook og priserne på rejserne er bare steget og steget samtidig med at solorabatten er faldet fra 50% til 40%, så selvom jeg sagtens kunne dræmme mig til en gentagelse, så må det blive: been there, done that!
Jeg har sommerferie fra mormorjobbet i august – tre uger – hvem ved om den gule kuffert igen skal findes frem.
Solen skinnede smukt og jeg fik tanket masser af D-vitamin i mosen i dag. Hvad Bobben tankede ved jeg ikke 🙂

Jeg så et par traner langt ude ellers ikke rigtigt noget liv.
Der er flere gange observeret ulv i Sønderskoven og det er ikke SÅ langt fra mosen, hvor sådan en kunne leve et fint liv – særligt nu hvor områdets krybskytte blev taget næsten med fingeren på aftrækkeren. Men mon ikke vi hører det på lokal nyt, hvis den skulle finde på at bevæge sig lidt nordpå.
Jeg har set en ulv (er jeg ret sikker på) – for nogle år siden, lige syd for Melholt. Den stod på vejen langt væk, men luntede hurtigt ind i skoven overfor. Jeg kørte ind på den første vigeplads jeg kom til og ventede og ventede med kameraet klar, men den havde ikke tænkt sig at skulle den anden vej også. Måske lykkes det en dag, hvis de altså får lov at leve.


