5 minutter i forår og valg

For tiden er bybilledet plastret til med portrætter.
De hænger i hver eneste lygtepæl langs vejen, på stribe, så langt øjet rækker.
Det ene smil afløser det andet.

Store plader i plastik, spændt fast med strips, med indstuderede smil og faste blikke, der svæver over fortovet og kigger ned på os.

Jeg må indrømme, at jeg ikke synes, det pynter. Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor meget rykker det egentlig? Er der oprigtigt nogen, der lader sig overbevise af et forstørret ansigt og et kort slogan?

På positiv siden har jeg denne gang i det mindste ikke Inger Støjberg lige udenfor mit vindue. Endnu i hvert fald.

Positivt er det også, at marts i den grad har taget foråret med sig. Vi har stadig nogle enorme menneskeskabte snebunker liggende, men selv de er på vej væk.

Jeg holder fri fra mormorjobbet i denne uge og har fået sat et par krydser på min to-do liste. Gården ser helt hæderlig ud efter min indsats derude med kost og højtryksrenser, og nu glæder jeg mig bare til at kunne pakke havemøblerne ud og købe lidt forårsblomster.

Jeg kan se der er liv i det meste af det grønne derude. Det eneste jeg kunne have en lille tvivl om er to hortensiaer jeg havde i krukker hele sommeren og plantede ud i mit eneste bed i efteråret. Bob har været enormt glad for at tisse op ad dem – og det ved jeg ikke om de overlever.

Det eneste jeg lige mangler at få has på derude er musen. Den har ikke været sulten nok endnu til at bide på giften jeg har lagt.