En helt almindelig torsdag
Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at jeg igen havde taget turen nord for polarcirklen – men det er altså bare Hals.


I dag har jeg haft fri fra mit lille mormorjob og i stedet lagt lidt arbejdskraft hjemme, mens jeg fik krydset et par ting af på to-do-listen.
Blandt andet har jeg fået skabt lidt mere luft i et køkkenskab, der var fyldt med porcelæn, jeg ikke bruger – blandt andet 18 Pillivuyt-kopper med underkopper. De stod bare og samlede støv. Nu er de pakket forsigtigt ind i silkepapir og lagt i en kasse på første sal. Jeg har ingen planer om at skille mig af med dem og de er stadig lige til at hente frem, hvis vi en dag bliver mange omkring bordet, eller hvis det igen bliver moderne at drikke kaffe af en rigtig kaffekop.
Derudover har jeg fyldt et par poser til genbrugspladsen og sat noget tøj til salg. Allerede fem minutter efter det kom online, fik jeg en mail om, at noget var solgt. Det er en rar følelse at vide, at andre kan få glæde af det, jeg ikke længere selv bruger.
Dagens højdepunkt var dog eftermiddagsturen til stranden.



Høj sol, sne og helt vindstille – det bliver næsten ikke bedre. Jeg følte mig simpelthen så privilegeret over at kunne gå der med Bobben og suge energi fra solens stråler på en helt almindelig torsdag.


