Julen tog en lille omvej

I mandags tegnede alt ellers til, at det skulle blive den sædvanlige dejlige familiejul – men allerede på Lillejuleaftensdag begyndte planerne at skride.

Irma fik pludselig så ondt, at hun næsten ikke kunne gå. Hvad der præcist er sket, ved jeg ikke – om hun har trådt forkert, leget lidt for vildt, eller om det er den lorte spondylose, der har vist sit grimme ansigt er usikkert. Under alle omstændigheder endte det med en akut tur til dyrlægen.

Hun fik en indsprøjtning med noget, der hedder Librela, som dyrlægevagten havde gode erfaringer med, og som skulle virke inden for kort tid. Derudover fik jeg nogle piller med hjem, hvis smerterne skulle blive slemme.

Nu er der næsten gået to døgn, og der er desværre ikke rigtig sket nogen forandring. Hun ligger mest og sover, og når hun er oppe, bevæger hun sig lidt usikkert rundt. Hun spiser og drikker fint, men det er tydeligt, at hun stadig ikke har det godt. Det kan også være bivirkninger fra medicinen – helt sikkert er det i hvert fald, at min egen dyrlæge bliver ringet op mandag morgen, når han åbner. Hvis ikke, må jeg have fat i vagtdyrlægen igen inden.

Som om det ikke var nok, kom der juleaftensdag besked om corona hos dem, vi skulle holde jul hos – den ene syg med høj feber. Heldigvis bor vi alle i Hals, så juleaften blev hurtigt flyttet til en anden adresse – dog med lidt færre deltagere end planlagt.

Solveig og familien havde også holdt juleaften Lillejuleaften med Nannas fars familie, og det viste sig at være alt for meget for Solveig. Juleaften måtte hendes far tage hende med hjem, fordi hun var helt overgearet, og i dag har hun haft en decideret nedsmeltning.

Jeg selv har ikke sovet meget og har ondt i maven af bekymring for Irma, og selvom jeg var helt klar til julefrokost – bordet var dækket, maden forberedt og det hele – endte det med, at vi måtte aflyse (eller rettere udsætte) frokosten til januar, hvor vi forhåbentlig allesammen er lidt mere ovenpå igen. Heldigvis var der fuld forståelse fra hele familien.

På trods af det hele havde vi en hyggelig juleaften med god mad, dejlige gaver og rart selskab – og det tager vi med os ❤️

2 Comments

  • Catarina

    Glædelig jul Mettte 😀
    Det lyder som en af de juleaftener, hvor alting vælter lidt på én gang – bekymring, aflysninger og trætte nerver. Men dejligt at I formåede at samle det, der kunne samles, og holde fast i det hyggelige midt i det svære. Jeg håber virkelig, Irma snart får det bedre ❤️

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *