Kald mig bare…
Der er noget helt særligt ved den allerførste julebagning hvert år. Det er som om julestemningen ligger og lurer i hjørnerne og bare venter på, at nogen tænder ovnen. Og i dag blev det altså mig.
Efter et morgenbesøg hos frisøren (hvor både hår og humør kom et nøk opad), gik jeg hjem med en pludselig uimodståelig trang til vaniljekranse. Heldigvis sælger vores lille kiosk nogle helt fantastiske vaniljestænger – og som prikken over i’et går hele salget ubeskåret til projekter, bl.a. skoler i Uganda. Julekager og god samvittighed i samme lille glas!
Jeg rørte en dej sammen, fandt en sprøjtepose og en stjernetyl frem, og inden jeg havde sagt “glædelig jul”, stod der to plader fine, duftende vaniljekranse klar. Der er noget vidunderligt ved, at de kræver så få ingredienser – det gør det hele meget mindre besværligt at give sig i kast med.
Og duften… åh, duften! Huset lugter nu af jul og barndomsminder. Hvis ikke dét sætter gang i julestemningen, så ved jeg ikke hvad gør.
