Når maven driller

Mandag startede ikke helt, som jeg havde håbet. Irma fik pludselig travlt med at løbe spidsrod mellem stuen og gårdhaven – og nej, det var ikke fordi der var noget interessant derude, men fordi hendes mave havde sat sig for at sabotere dagen.

Jeg vidste, at jeg for nylig havde tømt den sidste tube Zoolac på Bob, som havde haft samme udfordring. Klassisk! Men heldigvis fandt jeg en æske Canikur tyggetabletter i gemmerne.

Hun fik to med det samme og to til aften og en enkelt inden sengetid. Jeg var forberedt på at få en urolig nat og havde ladet dørene stå åbne, så jeg ville kunne høre, hvis hun ville ud.

Men klokken 6:30 til morgen lå både Irma og Bob og snorkede tungt, som om intet var hændt. Og på morgenturen kunne jeg konstatere, at Canikur havde gjort præcis, hvad der stod på pakken. For en sikkerhedsskyld fik hun et par ekstra – og jeg har nu bestilt en ny æske, for det er altså små mirakler på pilleform, som man altid bør have i huset.

De er heller ikke billige (mellem 92 og 169 kr.) og har man en stor hund, så er det nærmest en æske i døgnet der ryger – men hvad gør man ikke for sin hund – og sin nattesøvn.