First Mover

Jeg kan se, at jeg har været first mover, når det gælder gallerivægge. Og hæklede veste.

Billedet er taget på Jyttevej i Aalborgforstaden Vejgaard. Vi flyttede inden min konfirmation, så jeg er vel 12-13 år.

Jeg var så heldig at have en 11 år ældre søster, som – udover at hækle veste – flyttede tidligt hjemmefra, så jeg havde to værelser; et til at sove i og så dette enormt hippe opholdsrum. Møblerne er af denim og det var det vildeste på det tidspunkt.

Vi var en flok, som altid hængte på gaden og det skabte lidt utilfredshed i kvarteret. Så vidt jeg husker blev dette værelse indrettet, så vi kunne være hos mig i stedet – og det var vi så. Der blev drukket oceaner af kopper kaffe med store mængder sukker. Min mor gav på et tidspunkt udtryk for, at det var lidt dyrt at holde os med kaffe og sukker, så en aften kom ‘Bette’ og overrakte min mor både kaffe og sukker, som de havde samlet ind til.

Det var en herlig flok knægte og da vi flyttede fra gaden var det samme flok, der stillede op og hjalp med flytningen.

Ovenpå i stuen, så der bla. andet sådan ud. Bag ‘skibet’ befinder soveværelset sig.

Mit hjem skilte sig ud fra mine kammeraters. I dag ville man ikke just kalde det minimalistisk, men i forhold til de meget overlæssede hjem familie og kammerater boede i, var det.

Det var mens vi boede her, at vi fik farve tv – som de første – og også fik mulighed for at se svensk tv og dermed havde hele 3 kanaler. Det var vildt.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *