Hvad skal der ske bagefter?

Jeg valgte for en del år siden at melde mig ud af Folkekirken. Af mange årsager, som jeg ikke skal komme ind på her.

Det har jeg det helt fint med – lige bortset fra spørgsmålet, der melder sig i et samfund, hvor langt de fleste synges ud fra en kirke: hvad når jeg dør? Skaber jeg så ikke en pokkers masse problemer for mine efterladte?

Der er heldigvis et alternativ: En Humanistisk begravelse. Jeg har deltaget i en sådan. Fra kapellet på Aalborg sygehus. Det fineste og smukkeste rum helt blottet for religiøse symboler og med en mulighed for de pårørende til at sætte et helt personligt præg på ceremonien.

Her kan man spille den musik, der ønskes. Holde taler. Oplæse digte. What ever. Uden at behøve at følge de stive konventioner, som hører til i en kirke.

Jeg håber, at når jeg skal herfra, at den mulighed fortsat findes. Religion har ikke været en del af mit liv – hvorfor skulle den være en del af min død.

Hvad der så skal ske efterfølgende lader jeg være op til mine efterladte og deres behov. Hvis de har lyst til at sejle over med færgen og drysse mig i fjorden, sætte mig i kredsløb om jorden, havde mig stående i reolen eller bygge et mausoleum er et fedt for mig.

Det er ikke fordi jeg tænkt mig at tjekke ud foreløbig. Jeg kom blot til at tænke på det efter en kort snak med et familiemedlem, som heller ikke er medlem af Folkekirken.

Jeg agter at blive en meget gammel dame, der plager livet af mine efterkommerne. Bare så de ved det (:

0

4 Comments

  • Karin

    Jeg meldte mig ud af folkekirken da jeg fyldt 18 år. Jeg ville egentlig ikke have været konfirmeret, var bare ikke stærk nok som 14 årig at trampe hårdt nok.
    Beslutningen blev taget med udgangspunkt i nogle oplevelser gennem min opvækst, det var udefrakommende oplevelser, da den by jeg boede i, var og stadigvæk er meget stærke i troen, og kristendommen.
    Jeg håber som du det stadig er muligt at holde en humanistisk bisættelse, det er skrevet i mine papirer hos bedemændenes forening. Samtidig har min søn fået forklaret hvad jeg vil bagefter, har set tanken omkring det, og han kan godt se meningen bag. Jeg vil have min aske spredt ud på det sted i Aarhusbugten (hvor det er tilladt). Hvis de så tager til Aarhus på Nordre Kirkegård, de ukendtes grave og kigger ud mellem grenene, kan de skimme Aarhusbugten. Jeg mangler lige at beskrive det for yngstedatteren, og få hendes accept. Håber hun kan forstå mine tanker.
    Det var lige en reaktion fra mig omkring dette emne. Vi kan have nogle tanker, drømme, har dog læst og set efterkommere ikke ønsker det samme. Det er derfor jeg har besluttet at forelægge mine, før de nedfældes.

    • Mette

      Jeg har også oplevet at efterkommernes ønsker slet ikke matcher afdødes og det kan give en masse mas. Nannas behov kommer før mit og vil ikke trumfe noget igennem vedr. begravelsested. Har hun brug for et sted at komme på en kirkegård er det helt fint med mig (jeg har dog fået indføjet, at jeg i det tilfælde vil ligge i skyggen kun omgivet af lavendler). Har hun ikke det behov, tror jeg blot et gravsted er til besvær og så vil jeg, lige som du, hellere drysset ud et eller andet sted. Og gerne i det store hav, som har haft en stor tiltrækningskraft igennem mit liv.

  • Helle Klitgaard

    Jeg tror ikke, der sker en skid bagefter – desværre – for jeg er vild med konceptet LIV. Jeg ville også gerne tro, at jeg skulle være sammen med min elskede for evigt “et eller andet sted”, men desværre – jeg kan ikke få min forstand til at tro på det.
    Jeg har ikke noget forhold til kirken eller kristendommen – selv om jeg er døbt, konfirmeret og gift i kirken – mine børn er døbt og konfirmeret, ældste har siden meldt sig ud, men drengene er medlem og vil ikke meldes ud.
    Jeg har overvejet i lang tid, at melde mig ud – jeg har sagt, at jeg vil drysses ud over havet, men i princippet må de også gøre, hvad de vil.

    • Mette

      Jeg kan blive helt ør af at tænke på, at der ikke er noget efter døden – for det tror jeg nemlig heller ikke – men tanken om bare sådan ‘puf’ at forsvinde kan jeg heller ikke rumme.

      Min ven Jens døde alt alt for tidligt, men jeg husker at til begravelsen hviskede en af hans nære venner til mig: Jens sidder lige nu et sted og siger: Jeg nåede dét, jeg kom efter.

      Kan man komme dertil, så tænker jeg det er ok at skulle herfra.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *